Økologiske tilpasninger til et vandrigt miljø

Smådyr i moser og enge lever under forhold, hvor der normalt er rigelig adgang til vand. Det har medført, at de arter, der lever her, mangler sådanne mekanismer til at imødegå vandtab, som er udbredt blandt terrestriske dyr i tørre habitater; de er derfor sårbare, når deres levested en sjælden gang udsættes for langvarig tørke.

Det omvendte problem, længerevarende oversvømmelse, er de derimod langt bedre forberedt på, for det er et regelmæssigt tilbagevendende fænomen. De fleste oversvømmelser optræder om vinteren eller i det meget tidlige forår i forbindelse med snesmeltning. Det er et tidspunkt, hvor de fleste smådyr er ude af stand til at reagere på ændrede forhold, enten fordi de er i vinterdvale, eller fordi temperaturen er for lav til aktivitet.

Mange arter har derfor udviklet overvintringsstrategier, som på forhånd sikrer dem ved oversvømmelse. I den enkleste form, som f.eks. hos sivhjulspinderen, Larinioides cornuta, kan strategien være at opsøge hule stængler og bladskeder på vandplanter hævet over vandoverfladen. Døde dunhammere og tagrør bliver stående vinteren over og er derfor forholdsvis sikre steder at opholde sig, selv i et inaktivt stadium. Det er set, at edderkopper i stort antal på denne måde har overlevet mere end en måneds oversvømmelse og en vandstandsstigning på 1,5 m, mange af dem i tagrørenes blomsterstande.

En anden overlevelsesstrategi, som man f.eks. finder hos edderkopper som sækspinderen Clubiona phragmitis kan være bygning af vandtætte silkereder, der fastholder en luftboble, hvori dyrene kan overleve i længere tid. Rederne fungerer som en såkaldt fysisk gælle. Under en oversvømmelse vil dyret bruge af den ilt, der findes i luftboblen. Da silkereden er formstabil, og luftblæren derfor ikke kan formindskes, diffunderer der ilt fra vandet ind i boblen til erstatning for den forbrugte ilt. Hos arter, som overvintrer i ægstadiet, virker ægsækkens silkedække tilsvarende som værn mod oversvømmelse.

Også i den aktive periode risikerer mosens smådyr at falde i vandet. Arter tilpasset meget fugtige habitater er ofte tættere besat med fine hår på undersiden af kroppen og på fødderne end arter, der lever på tørre habitater. Hårene sætter dyrene i stand til bedre at udnytte overfladespændingen, så de kan vandre eller surfe på vandhinden. Ved at stikke bagkroppen i vejret kan de danne et slags sejl og blæses af sted af vinden; små arter, f.eks. tæppespindende edderkopper, når på denne måde hurtigt frem til vegetation eller en bred, de kan kravle op på.