Dyrelivet på sandfladerne

På de vegetationsfattige sandflader lever der kun meget få planteædere, f.eks. ørkenskyggebillen, der begnaver blade af bl.a. håret høgeurt og almindelig kongepen. Derimod er der mange rovdyr: Nogle fanger insekter, der vover at krydse sandfladerne eller som soler sig der, andre jager bytte inde i lyngvegetationen. Sandfladernes fødekæder er således i høj grad forankrede i de vegetationsdækkede områder.

På varme forårs- og forsommerdage huserer sandspringerne på stierne. Ved forstyrrelse går de på vingerne og lander et stykke borte. Disse langbenede biller er aktive og effektive jægere, der lokaliserer byttet med synet. I den varmeste sommertid vimser vejhvepse i løb, spring og kort flugt neurotisk hen over sandet på jagt efter edderkopper. Flere arter af gravehvepse træffes ligeledes på sandede steder; ofte ses sandhvepsen Ammophila sabulosa bakse af sted med en stor, nøgen sommerfuglelarve. Vej- og gravehvepse stikker og lammer byttet og opmagasinerer det i en gravet skakt. De lægger et æg på det lammede bytte, som derefter tjener som proviant for afkommet. De voksne hvepse lever især af nektar.

Myrerne

FIGUR 6-22. I et 120 m2 stort område i Mols Bjerge fandtes reder af tragtmyren Myrmica schencki især på sandflader, der grænsede op til lyngvegetation. To andre arter af myreslægten Myrmica havde reder i området. Lyse områder angiver sandflader, evt. med spredt vegetation af sandskæg.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Myrerne er en meget vigtig dyregruppe på heden. De er især hyppige, hvor der er en mosaik af levesteder (figur 6-22). I Mols Bjerge kan der i sådanne områder være flere tusinde myrer pr. m2. Til sammenligning er der kun 17 billeindivider pr. m2.

På sandflader med spredt tuevegetation af sandskæg og hedelyng holder hedemyren (Lasius alienus) til. Reden er et vidtforgrenet, underjordisk galleri, hvor kun et lille hul på jordoverfladen markerer indgangen. Føden er levende og døde insekter samt honningdug produceret af rodlus (bladlus og skjoldlus) på planterødder. Hedemyren er ofte det talrigeste insekt på hedernes sandflader; i Mols Bjerge er der fundet op til 4600 individer pr. m2. Umiddelbart får man dog ikke indtryk af, at arten er så talrig – den er nemlig overvejende nataktiv.

Myren Formica pratensis ligner til forveksling den røde skovmyre Formica rufa fra samme slægt. Tuen bygges af tørre plantestængler og lyngstumper og kan huse 30.000-50.000 arbejdermyrer – en stor tue har over 100.000 arbejdere. Den kan bygges i lyngvegetation eller på åben bund. I Mols Bjerge ligger tuerne bl.a. på overgangen mellem hedelyng og åben sandskægsvegetation. Et antal smalle, nedgravede myrestier – op til 50 m lange – stråler ud fra tuerne. Nogle stier forsvinder ind i lyngbevoksningen, andre fører ud i sandskægsområdet. En registrering af al ud- og indgående myretrafik ved en tue viste, at der i hver retning passerede 64.000 myrer pr. døgn. I maj-august transporterede arbejdermyrerne i alt 2,4 kg føde målt i tørvægt til tuen. Formica pratensis samler overvejende dyrisk føde og er utvivlsomt langt det vigtigste rovdyr på heden.

Edderkopper

FIGUR 6-23. Sandhyttespinder (Achaearanea riparia) ophænger sin sandbeklædte rede i fangnettet. I reden opbevares ægspindet. På en sommerdag kan temperaturen i reden nå op på 45 °C, men æggene ødelægges ved godt 40 °C. På varme dage flytter edderkoppen ægspindet uden for reden, hvor temperaturen næppe overstiger 30-35 °C.

.
Licens: Begrænset anvendelse

På sandflader og sandede småskrænter lever også nogle specielle edderkopper (figur 6-23). Her findes f.eks. en række varmeelskende, dagaktive arter, især springedderkopper. Flere af disse har et meget snævert valg af levesteder – de er habitatspecialister, der kun findes på varme, sandede steder. Nogle af arterne lever i Danmark nær nordgrænsen for deres udbredelse, men begunstiges af sandfladernes varme mikroklima.

På solvarme, sandede og sparsomt bevoksede hedeskråninger i Midtjylland er der fundet en anden spændende slags edderkop: Her påvistes nemlig i 1990'erne flere store kolonier af vor eneste hjemlige fugleedderkop Atypus affinis. Arten havde ikke været fundet i Danmark siden 1928. Forekomsten her i landet anses for at være en relikt fra en tidligere, større udbredelse.

Enlige bier

Adskillige arter af enlige bier, f.eks. vejbier (Halictus) og jordbier (Andrena), graver redeskakter på sandede steder, f.eks. i kanten af stier. Flere individer anlægger reder i samme område, men der er intet samarbejde mellem dem. Hver hun indretter sin egen rede. I reden opmagasinerer hun pollen, evt. opblandet med nektar, som larveproviant. Hunnen er derfor afhængig af en rigelig forekomst af de foretrukne blomstrende planter inden for en rimelig flyveafstand fra reden.

I Mols Bjerge foretrak bien Panurgus banksianus planten almindelig kongepen. Arten havde i et område på 25 m2 anlagt 170 reder, og de derboende bier havde tilsammen behov for adgang til mindst 8000 blomsterhoveder for at skaffe nok pollen og nektar.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Dyrelivet på sandfladerne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig