Andre holoplanktongrupper

Hjuldyr er små flercellede dyr, som har navnet efter den kransformede ring af cilier, der sidder i dyrets forende: hjulorganet. Dette organ bruges til fødeoptagelse og svømning. Dyrene har et hoved, en krop og ofte en slank fod. specielt for hjuldyrene er, at celledelingerne stopper tidligt i deres udvikling. væksten sker derefter ved, at de enkelte celler vokser i størrelse.

Hjuldyr er særkønnede (figur 5-32). De overvintrer typisk som hvileæg, der klækker i løbet af foråret. Ligesom dafnierne kan hjuldyrene formere sig ved jomfrufødsel, når fødetilgængeligheden er høj, og der dannes så primært hunner. Det muliggør en hurtig øgning i bestanden.

Under ugunstige forhold danner hunnerne små æg med kun den halve mængde arvemateriale. Disse æg udvikles til hanner. Den efterfølgende generation af befrugtede æg bliver større og tykskallede og fungerer som hvileæg, der overlever ugunstige perioder.

Langt de fleste arter er brakvandsarter, og de findes overvejende i vore indre farvande og fjorde. Enkelte er dog saltvandsarter. Almindelige planktonslægter er Keratella, Synchaeta og Trichocerca. Hos Keratella er kroppen mere eller mindre fladtrykt, ofte firkantet og uden fod. Kroppen er dækket af et kraftigt panser med polygone mønstre og kan være forsynet med torne. Hos Synchaeta er kroppen konisk eller klokkeformet og med fod. Hjulorganet består hos denne slægt af 4 fremadrettede og 2 sidestillede ciliebundter. Trichocerca er bananformet og med ét bagudrettet horn.

Pilorme er glasklare rovdyr med en torpedoformet krop, som i vore farvande opnår en størrelse af 20-25 mm. De består af et rundt hoved, en krop og en hale og kan svømme hurtigt ved sammentrækninger af længdegående muskler. Foruden en halefinne findes der også 1-2 finner langs siden af dyret. Pilorme er hermafroditter. Æggene dannes i kroppen, sæden i halen. Hos de arter, der forekommer i danske farvande, sker der selvbefrugtning inde i dyrets krop. Æggene gydes derefter frit i vandet, og deres udvikling sker her. Fra æggene klækkes ungerne, som er meget lig de voksne.

I danske farvande findes udelukkende slægten Sagitta og kun to arter er almindelige, S. setosa og S. elegans (figur 5-33).

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Afsnit fortsætter her.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Afsnit fortsætter her.

I danske farvande findes der kun en enkelt slægt af børsteorme, som tilbringer hele livet i de frie vandmasser, dvs. er planktonisk. Resten af børsteormene tilhører meroplanktonet (se Børsteorme), hvor kun larvestadiet findes i plankton. En art som af og til ses i danske farvande er den gennemsigtige Tomopteris helgolandicus, som opnår en længde på 5-10 cm. Kroppen består af mange led med hver deres sæt af udvækster, de såkaldte parapodier. I forenden bæres et par lange antennelignende børster (figur 5-34).

Vingesneglene er de eneste holoplanktoniske snegle. Vingerne er udvækster af foden, som hos disse snegle benyttes til svømning og fødeoptagelse. Vingesneglene findes især i oceanerne og træffes i Nordsøen og Skagerrak. Men de kan også optræde i Kattegats og Øresunds dybere vandlag. Vingesneglene kan have stærke farver. Den nøgne gulorange Clione limicina er forholdsvis almindelig (figur 5-35). Den måler 5-40 mm og lever af andre vingesnegle. En anden almindelig art er Spiratella retroversa(figur 5-36), der måler 0,3-1,0 mm og bærer skal. Den lever af planktonalger.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Afsnit fortsætter her.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Andre holoplanktongrupper.

• Forrige afsnit er Gopler eller polypdyr
• Næste afsnit er Holoplanktonets fangstteknikker