FIGUR 18-5. Dyndsneglen er blot nogle få millimeter lang og lever i titusindvis på hver m2 af mudderfladerne mange steder i Vadehavet. Skalaen er i millimeter.

.

Vandet, som flytter sig frem og tilbage mellem Vadehavet og Nordsøen, indeholder små opslemmede partikler, mudder. Af dem aflejres der hvert år omkring 5 mio. tons i Vadehavsområdet.

Fordi der på naturlig vis aflejres store mængder mudder i de indre rolige dele af Vadehavet, er dette område særlig velegnet til landvinding. Man skal blot forstærke og accelerere den naturlige aflejring og inddige og afvande naturlige marskområder.

Indtransport af sediment

Ude på det åbne hav er tidevandsbølgen symmetrisk og har en højde på op til 1/2 m, men når den kommer ind på lavt vand, bremses dens hastighed. Da dens energi imidlertid bevares, bliver den højere – akkurat som en vindgenereret bølge, der løber ind mod en strand. Samtidig betyder gnidning mod bunden, at tidevandsbølgens trug bevæger sig langsommere end toppen. Derfor bliver tidevandsbølgen asymmetrisk.

Flodperioden er kortere end ebbeperioden, fordi vandet bevæger sig hurtigere, når vanddybden er størst, og da det er den samme mængde vand, der skal transporteres frem og tilbage, bliver strømhastigheden i den korte flodperiode ofte større end i den længere ebbeperiode. Derfor kan der transporteres større mængder sediment ind i Vadehavet, end der kan transporteres ud, og koncentrationen af sediment i vandet bliver derfor højere og højere. Denne virkning forstærkes, jo længere man kommer ind i Vadehavet. Til sidst kan der ikke være mere sediment i vandet, og det aflejres i form af vidtstrakte mudderflader (figur 18-4).

Bundfældning

Der skal en vis strømhastighed til at transportere opslemmede partikler, så når hastigheden aftager og skifter retning omkring højvande og lavvande, aflejres en del af partiklerne.

De små partikler falder meget langsomt gennem vandet. En lerpartikel på 0,02 mm er omkring et døgn om at falde én meter gennem vandsøjlen, så de kan egentlig ikke nå at blive aflejret, før vandet igen fører dem ud. Men de små partikler klumper sammen til større aggregater, der falder meget hurtigere gennem vandet – og derfor kan de alligevel nå at blive aflejret. Sådanne aggregater kaldes sedimentflokke, og de kan sammenlignes med de store snefnug, man ser ved et kraftigt fald af tøsne. Sammenklumpningen foregår bedst i saltvand og i områder, hvor koncentrationen af sediment i vandet er stor. Det er netop sådanne betingelser, der optræder naturligt i Vadehavet.

Samtidig lever der i Vadehavets bund dyr som f.eks. dyndsneglen, der lever af at „æde“ små sedimentkorn og alger, som sidder fast på deres overflade (figur 18-5). Når dyrene igen skal af med sedimentkornene, udskiller de dem i deres ekskrementer (fækalier), der kan være ganske store og sammenhængende (figur 18-6). Derfor falder de hurtigere til bunds og er vanskeligere at hvivle op i vandet igen end de oprindelige sedimentkorn. På denne måde er dyr vigtige for tilbageholdelse og aflejring af finkornet sediment inde i Vadehavet. Man kalder det bio-flokkulering, og det er et eksempel på det tætte samspil mellem den „døde“ og den „levende“ natur.

Hvor vigtig denne proces kan være for den samlede sedimentaflejring på mudderflader, kan ses på mudderfladen ved Kongsmark ud for Rømøs østkyst. Her lever mange små dyndsnegle i sedimentet – visse steder op til 100.000 per m2 (figur 18-5). I den varme del af året, hvor dyrenes aktivitet er stor, består bundsedimentet i meget stor udstrækning af dyrenes ekskrementer (figur 18-6).

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Aflejringsprocesser.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig