FIGUR 13-8 (a). Spor efter permafrost ved Spøttrup i Salling. Kryoturbation og iskiler.

.

FIGUR 13-8 (b). Spor efter permafrost ved Spøttrup i Salling. Kryoturbation og iskiler.

.

FIGUR 13-6. En idealiseret lagfølge dannet ved gletsjerfremstød og afsmeltning. I bunden ses sedimenter afsat i landskabet foran isen i et arktisk miljø. Derefter følger issø- og smeltevandsaflejringer afsat i isens forland, der afløses af israndsaflejringer fra gletsjerens fremrykning. Moræneler, der er aflejret direkte af isen, overlejres af dødisens sedimentstrømme og efterfølges af smeltevandsaflejringer og issø-dannelser afsat under afsmeltningen. Lagfølgen dækkes af det isfrie, arktiske miljøs aflejringer.

.

FIGUR 13-7. Usorteret diamikt sediment, moræneler (= till), aflejret direkte af gletsjeris. Lodbjerg Klint, Thy.

.

I næsten hele det danske område findes aflejringer fra de pleistocæne istider og mellemistider. De dækker undergrunden som et tæppe, hvis tykkelse varierer fra få meter eller mindre i det østlige Danmark til 100-200 m i Kattegat og i dybe, udfyldte dale i Jylland. I Nordsøen opnår kvartærlagene tykkelser på omkring 700 m i Central Graven.

Istidernes sedimenter og lagfølger

Istidernes foranderlige miljøer har efterladt mange typer af aflejringer. De kan være aflejret lag på lag og danne lagfølger over store områder, eller de kan være afsat ved siden af hinanden som sedimentlegemer med begrænset udbredelse. En lagfølge indeholder et arkiv af lag, der fra bund til top fortæller om forskellige naturhistoriske og miljømæssige begivenheder gennem tiden.

I et lavland som det danske vil en periode med nedisning kunne afspejle sig på følgende måde (figur 13-6). Nederst er lag, der vidner om permafrost og jordflydning, vekslende med flyvesand og sandede flod- og søsedimenter med spor af tundravegetation, afsat i det arktiske landskab foran isskjoldet. Derover er der lagdelte søaflejringer dækket af sand. Grus iblandet blokke afsat i smeltevandsfloder med stærk strøm vidner om gletsjerens fremrykning. Eventuelle havaflejringer tyder på lokal havstigning på grund af landsænkning i gletsjernes forland. Ovenpå kan der være lag af diamikte sedimenter, der er dårligt sorterede blandinger af sten, grus, sand og ler. De er dannet af smeltende gletsjeris, der har overskredet området. Sådanne sedimenter kaldes i dag „till“, men i dette værk anvendes det ældre navn moræneler (figur 13-7). Disse lag kunne så yderligere være dækket af morænelignende sedimentstrømme, der blev aflejret ved flydning i lavninger – gerne på en overflade af dødis, som er inaktiv gletsjeris efterladt af fremstødet eller i nyligt fremsmeltede morænelandskaber.

Lagdelte issø-sedimenter af mudder eller sand og grus afsat af smeltevandsfloder viser, at afsmeltningen fortsatte. Til slut overlejredes sedimenterne fra isens afsmeltning af det arktiske miljøs flyvesand og flod- og søaflejringer med rester af den genindvandrede tundra. Marine sedimenter, der viser faldende vandstand, er afsat i nedpressede områder, hvor havet trængte ind, mens der foregik landhævning kort tid efter afsmeltningen.

Aflejring foran isskjoldet

I landskabet foran isskjoldet fandtes der et flere hundrede kilometer bredt bælte med buskhede, tundrasteppe og anden træløs vegetation. I store is-dæmmede søer i Østersølavningen, Kattegat eller mindre bassiner blev der aflejret lagdelt ler med sten tabt af drivende isskosser, og rester af den omgivende vegetation kunne blive skyllet ud i bassinet. I isskjoldets forland blev der af vinden aflejret det meget velsorterede og finkornede løss samt det lidt grovere flyvesand. Vindpolerede og frostsprængte sten er almindelige.

Ved skiftende frost- og tøprocesser i overfladelaget skred der flydejord ned i lavtliggende områder. Når den årlige middeltemperatur faldt til -2 °C, opstod sporadisk permafrost, og ved temperaturer under -6 til -8 °C forekom udbredt permafrost med dannelse af polygonformede net af iskiler i jordoverfladen. De kan i dag ses som afstøbninger, der er sedimentfyldte spalter, hvorfra de tidligere iskiler er smeltet bort (se Bakkeøerne – det ældste istidslandskab). Også kaotiske, sækformede strukturer dannet ved naturlig omrøring af det aktive lag, kryoturbation, vidner om permafrost (figur 13-8).

Israndens sedimenter

I landskabet umiddelbart foran isskjoldet fossede smeltevandet især om foråret ud fra revner og sprækker i isen og samlede sig i store, vidt forgrenede floder med stærkt varierende vandføring. Disse flodsystemer aflejrede sand, grus og sten. Materialet, der kendes fra de danske grusgrave, er mere afrundet og bedre sorteret end det moræneler, der blev aflejret af selve gletsjeren. Hvor smeltevandet periodevist strømmede kraftigt ud fra isranden, kunne der dannes smeltevandskegler. Disse kegler af sand, grus og sten havde deres toppunkt ved udløbet og bredte sig vifteformet ud derfra. Smeltevandsaflejringerne kunne også afsættes i et landskab med søer i dødis.

Smeltevandsflodernes sedimenter findes i istidslandskabets fladbundede dale, hvor de gamle floder løb, eller over større områder – smeltevandssletter – hvor floderne og keglerne har bredt sig.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Aflejringer fra Pleistocæn.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig