B. Levende bentisk foraminifer med tynde tråde af levende væv, protoplasma, omkring skallen. Disse tråde benyttes bl.a. til fødeoptagelse og til bevægelse.

.

C. Eksempler på foraminiferer, der er fotograferet med elektronmikroskop (målestreg = 100 μm). Planktoniske foraminiferer: 1) Neogloboquadrina pachyderma (venstredrejet), en arktisk form. 2) Globigerina bulloides, en mere varmekrævende form. 3) Turborotalita quinqueloba, som blomstrer op, hvor kolde og varme vandmasser mødes. Levende planktoniske foraminiferer bærer ofte tynde kalkpigge, der peger ud i alle retninger og fungerer som en slags svæveapparat. Efter Norris og de Vargas, 2000.

.

C. Eksempler på foraminiferer, der er fotograferet med elektronmikroskop (målestreg = 100 μm). Bentiske foraminiferer: 4) Ammoscalaria runiana, agglutineret skal.

.

C. Eksempler på foraminiferer, der er fotograferet med elektronmikroskop (målestreg = 100 μm). Bentiske foraminiferer: 5) Oolina melo, kalkskal, enkamret form.

.

C. Eksempler på foraminiferer, der er fotograferet med elektronmikroskop (målestreg = 100 μm). Bentiske foraminiferer: 6) Bolivina pseudoplicata, kalkskal.

.

C. Eksempler på foraminiferer, der er fotograferet med elektronmikroskop (målestreg = 100 μm). Bentiske foraminiferer: 7) Elphidium margaritaceum, kalkskal.

.

FIGUR 12-10. Snit gennem en drypsten fra England. Hvert lag er ca. 0,026 mm tykt. Alderen af laget i intervallet mellem A og B er ca. 280.000 år.

.

FIGUR 12-6. Iskerner fra boringer midt på Grønlands indlandsis kan fortælle detaljeret om klimaet mere end 100.000 år tilbage. Her er det borelejren på NordGrip; det sorte hus er radiohus og kantine.

.

FIGUR 12-12. Træernes årringe kan bruges til datering. Skiven er fra et norsk fyrretræ med årringe fra perioden 1426 i midten til 1634 yderst. Træet må være spiret i 1426 og fældet i 1634.

.

FIGUR 12-13 (a). Figuren viser en klimaforbedring, der kan ses i to kurver fra to grønlandske iskerner. Begivenheden, der kan ses, er afslutningen på sidste istid og starten på nutidens varmetid. Nye resultater fra iskernerne på Grønland har vist, at overgangen fra Yngre Dryas til Præboreal foregik lidt tidligere end hidtil antaget, nemlig for 11.700 år siden.

.

FIGUR 12-13 (b). Tykkelsen af årringe i træer kan bruges til at bestemme fortidens klima. Denne kurve er sammensat fra tyske fyrretræer fra perioden 12.000-11.000 år før nu. For 11.570 år siden begynder tykkelsen af årringene at stige markant, da klimaet bliver varmere. Det svarer også til den klimaforbedring, der kan ses i kurverne fra to grønlandske iskerner (figur 12-13 (a)).

.

Variationer i fortidens klima kan aflæses i de lag af is eller sedimenter, som dannes gennem alle tider. Hvis man ønsker at undersøge klimaændringer gennem tusinder af år, skal disse lag helst være aflejret over så lange tidsrum som muligt. Hvis man derimod vil studere de kortvarige klimavariationer, undersøger man lag, som er dannet så hurtigt som muligt, og som kun dækker kortere tidsrum. Jo flere lange og korte tidsserier, der bliver undersøgt, jo mere komplette bliver de klimakurver, som kan konstrueres. Dermed øger man gradvist kendskabet til både naturlige, periodiske klimacykler og til enkeltstående begivenheder i Jordens klima.

Sedimenternes indhold af fossiler og disses kemiske sammensætning indgår som vigtige redskaber til bestemmelse af fortidens miljøændringer. Fossilers kemiske sammensætning kan således ofte bruges som en slags termometer. Man kan også måle vækstlag på fossiler. Det kan f.eks. være træers årringe, korallers vækstringe og andre vækstlag, der på grund af skiftende klima vil være mere eller mindre tykke eller have forskellig kemisk sammensætning.

Alle disse forekomster kaldes klimaarkiver. Det følgende afsnit vil gennemgå nogle af de vigtigste arkiver.

Iskerner

FIGUR 12-7. Iskerne med årslag. Den gennemsigtige is stammer fra sommerperioder og de hvide lag fra vinterperioder. Sneen faldt for 25.000 år siden under den koldeste del af sidste istid.

.

Fra midten af 1960'erne har forskerne kunnet bore flere kilometer ned gennem den grønlandske indlandsis og den antarktiske iskappe (figur 12-6). Borene er hule, så man med dem kan udbore og optage en stav af is – en såkaldt iskerne.

Den grønlandske indlandsis er mere end 3 km tyk. Boringerne er nået ned til en is, der er omkring 150.000 år gammel. På den noget tyndere iskappe på Antarktis er man nået ned i mere end 800.000 år gammel is. Forskellen skyldes, at det årlige snefald over det tørre Antarktis er langt mindre end det i Grønland. Det betyder, at 1 m borekerne fra Antarktis dækker mere end fem gange så mange år, som 1 m kerne fra Grønland.

I iskernerne findes informationer om mængden af nedbør og om temperaturen ved isens overflade på det tidspunkt, hvor sneen faldt (figur 12-7). Atmosfærens tidligere sammensætning og indhold af drivhusgasser ses i luftbobler i isen. Vulkansk aktivitet ses i form af askekorn eller forhøjet syreindhold i isen. Vindblæst støv og kemiske stoffer i isen giver information om stormaktivitet uden for de isdækkede områder og om havniveauet.

Bestemmelse af klimavariationer ved hjælp af iskerner bygger på, at hvert eneste års snefald bevares som is på iskapperne. Man kan i de øvre dele af en iskerne direkte se årslag som en vekslen mellem klare sommerlag og mælkehvide vinterlag. De klare partier dannes ved sommersmeltning på overfladen. Hidtil har det kun været muligt at tælle årslagene direkte tilbage til for 17.000 år siden. Men i den nye iskerneboring NordGRIP, som blev boret i sommeren 2003, var det muligt at tælle årslag helt ned til bunden af kernen, hvor isen blev dannet sidst i den varme Eem Mellemistid for omkring 125.000 år siden.

Den fantastiske idé, at der gemt i gammel is lå informationer om fortidige klimaforhold, skyldes geofysikeren Willi Dansgaard. Han var i 1966 med til at lave den første iskerneboring ved Camp Century på den grønlandske indlandsis. Willi Dansgaard fik den idé, at man ud over at tælle årslag i isen også kan bestemme temperaturen på det tidspunkt, hvor et bestemt lag blev aflejret oven på iskappen (figur 12-8). Hans metode går ud på at undersøge de forskellige typer ilt i isen. Ilt forekommer i atmosfæren som tre isotoper, ilt-16 (16O), ilt-17 (17O) og ilt-18 (18O), der er henholdsvis 16, 17 og 18 gange tungere end brint (H). Disse isotoper indgår i kemiske forbindelser, f.eks. I vand, i samme forhold som de findes i i atmosfæren. Kun ét ud af hver 500 vandmolekyler indeholder den tunge ilt-18-isotop, mens stort set resten består af den lette ilt-16 svarende til, at ilt-16 er ca. 500 gange mere almindeligt end ilt-18.

Vandmolekyler med den lette ilt-16-isotop fordamper lettere fra havoverfladen end dem med den tunge isotop. Omvendt vil de tunge vandmolekyler lettere falde som nedbør end de lette, f.eks. I form af sne over iskapperne. Da fordampning og nedbør i høj grad afhænger af temperaturen, vil isotopsammensætningen både i havet og i iskapperne komme til at indeholde et klimatisk signal.

I iskernerne måler man ikke selve koncentrationen af de to isotoper (figur 12-9). Man måler den relative afvigelse fra koncentrationen i havvand. Denne kaldes δ-ilt-18 og måles i ‰. For hver grad celsius temperaturen falder, aftager nedbørens δ-ilt-18 værdi med 0,7 ‰. Et δ-ilt-18-fald på 1 ‰ i iskernen svarer til et temperaturfald på 1,5 °C. I iskernerne vil S-ilt-18-værdien ligge på omkring -40 til -45 ‰ under istiderne, mens den i mellemistider vil svinge mellem -25 og -30 ‰ Selv den korte sommer på indlandsisen vil kunne ses i værdierne. Det bruges bl.a. til at beregne årslag i iskernerne, når de ikke længere kan ses med det blotte øje.

Også ved hjælp af direkte målinger af temperaturfordelingen gennem borehuller i iskerner i Grønland kan man beregne temperaturen ved isskjoldets overflade gennem tiden. De historiske klimaperioder, Middelalderens varmetid og den kolde Den Lille Istid, ses således stadig tydeligt i isens temperatur.

Figur 12-8

FIGUR 12-8 (a). Vandets fordampning og nedbør under en varmeperiode. Vand (H2O), som fordamper fra havet, indeholder som beskrevet i teksten relativt mere af den lette ilt-16-isotop end havvandet og driver som skyer ind over land, hvor det falder ned som regn. Dette vand løber tilbage til havet, og isotopsammensætningen i havet forbliver konstant.

.

FIGUR 12-8 (b). Vandets fordampning og nedbør under en istid. Kredsløbet brydes nu ved opbygning af iskapper. Nedbøren, som også i dette tilfælde indeholder relativt mere ilt-16 end havvandet, løber ikke tilbage til havet, og havvandet beriges derfor med ilt-18. Så jo mindre ilt-18, der er i isen i forhold til mængden i havet, jo koldere var klimaet, da isen blev dannet af sne.

.

Figur 12-9

FIGUR 12-9. Isotopkurve langs den 3000 m lange GRIP-iskerne fra midten af Grønlands indlandsis. Der er fundet 24 kortvarige varmeperioder i Weichsel Istid, de såkaldte interstadialer. Nogle svarer til kendte, navngivne varmeperioder, f.eks. Bølling-Allerød. Derimod fremtræder Holocæn som en periode med stabilt klima.

.

Marine sedimenter og koralrev

Borekerner fra dybhavenes bundsedimenter har været anvendt i klimaforskningen siden de første dybhavsekspeditioner i 1800-tallet. Tusinder af lange sedimentkerner er blevet undersøgt, og ligesom i iskernerne har man benyttet ilt-isotoper til bestemmelse af klimatiske ændringer gennem tiden.

Baggrunden for, at metoden også kan anvendes i havet, er, at havvandets sammensætning af lette og tunge ilt-isotoper indbygges i det samme forhold i kalkskaller fra de små encellede dyr foraminiferer. Ilt-isotopforholdet i de skaller, som findes i borekernerne, giver et mål for datidens vandtemperatur, der så igen er et mål for klimaet. Isotopmålinger foretaget på foraminiferer, der lever svævende i de øvre dele af oceanerne, de planktoniske foraminiferer, viser overfladevandets temperatur, mens målinger på de bentiske foraminiferer, som lever på havbunden, giver oplysning om bundvandets temperatur.

Ved at sammenstille resultaterne fra planktoniske foraminiferer fra hele kloden har man kunnet opstille en global standard-isotopkurve, der går flere millioner år tilbage i tid. Baggrunden for, at det er muligt at nå så langt tilbage i tid, er, at sedimentationen normalt er meget lille i dybhavet, ca. 1-2 mm om året.

Mange kemiske, sedimentologiske og biologiske forhold i dybhavskernerne indgår i tolkninger af de klimatiske variationer, men foraminiferer er nok det mest anvendte biologiske redskab. Også sedimentets kalkindhold er vigtigt i forbindelse med måling af klimaet. Et højt kalkindhold i sedimentet kan skyldes en høj produktion af organismer, hvilket tyder på høj temperatur – med andre ord en mellemistid.

Til undersøgelser af kortvarige klimaændringer benyttes boringer fra kontinenternes sokkelområder, hvor der ofte er en meget hurtig aflejring af sedimenter. Selv detaljerede klimavariationer igennem historisk tid kan studeres i sådanne borekerner. Borekerner fra shelfen kan desuden indeholde nøglen til en tidsmæssig sammenstilling af resultater fra dybhavskerner og klimamålinger på land. F.eks. kan sedimenter fra shelfen sættes i relation til dybhavskernerne ved hjælp af dyreliv, isotoper og dateringer. Derudover kan havområder tæt på land sættes i relation til f.eks. søsedimenter fra de nærliggende landområder ved hjælp af pollen og dateringer.

Også koralrev er velegnede til bestemmelse af fortidens klima. Korallerne er dog på grund af deres samliv med alger specielt vigtige i forbindelse med bestemmelse af kvartærtidens vekslende globale havniveau. Algerne er nemlig afhængige af lyset, og korallerne vil derfor til enhver tid have levet nær havets overflade. Flere områder med koraløer har været udsat for en næsten konstant hævning igennem de seneste tusinder af år. Dette betyder, at korallerne i dag ligger over havniveau og nu udgør vigtige arkiver for vores viden om tidligere tiders havniveau.

Foraminiferer er encellede, amøbelignende organismer. De er normalt 0,1-1 mm store, men kan opnå en størrelse på flere centimeter. De fleste foraminiferer lever i havet og bærer en fast kalkskal (figur A). Skallerne bevares som fossiler i sedimenterne. Nogle foraminiferer opbygger i stedet deres skal af sammenkittede sedimentkorn fra havbunden. Bevaringen af disse såkaldte agglutinerede foraminiferer som fossiler afhænger af, hvor bestandigt et materiale de anvender til sammenkitningen. Et bestandigt materiale kan bestå af kalk eller kisel.

De fleste foraminiferer findes i store mængder i næsten alle marine sedimenter. På grund af deres hurtige evolution og store hyppighed er de fortrinlige til at bestemme en aflejrings alder. Da artssammensætningen afhænger af det marine miljø, er de desuden nyttige til rekonstruktion af tidligere tiders miljø.

Dette kan dog kun lade sig gøre, hvis de enkelte arter ikke har ændret krav til deres omgivende miljø gennem tiden.

Igennem millioner af år sker der visse ændringer i arternes miljøkrav. Men inden for de sidste ca. 2 mio. år, som kvartærtiden har varet, er ændringerne så små, at man kan se helt bort fra dem. Derfor kan man bruge kendskabet til foraminiferernes nuværende økologiske krav til at rekonstruere kvartærtidens skiftende økologiske og klimatiske forhold.

De fleste foraminiferer lever på havbunden. Disse såkaldte bentiske foraminiferer findes på alle vanddybder fra kysten ned til mere end 10 km’s dybde (figur C). De findes i alle klimazoner. Andre typer af foraminiferer lever i de frie vandmasser. Størsteparten af disse såkaldte planktoniske foraminiferer lever i de øverste 200 m af vandsøjlen, hvor der er rigeligt med føde, men de træffes levende til mere end 1000 m’s dybde. Planktoniske foraminiferer kræver stabil saltholdighed (figur C). De findes derfor kun i de åbne oceaner og ikke i områder, der er påvirket af ferskvand fra kontinenterne. Også disse foraminiferer lever i alle klimazoner.

Når foraminifererne dør, opbevares skallerne sammen med de sedimentkorn, som omgav dem i levende live. Aflejringen begraves efterhånden af yngre sedimenter, som indeholder andre foraminiferskaller. På lavt vand findes kun bundlevende foraminiferer i sedimentet. På dybere vand vil døde planktoniske foraminiferer synke til bunds og blive bevaret sammen med de bundlevende fra samme tid. I områder, hvor begge typer foraminiferer er aflejret i sedimenterne, kan man rekonstruere både overfladevandets og bundvandets temperatur og saltholdighed.

Kun på meget store vanddybder, hvor alt kalk opløses, vil de fleste informationer fra foraminiferer være gået tabt. Her bevares kun agglutinerede foraminiferer med kiselcement eller skaller, som udelukkende består af kisel.

Boks 12-1. Foraminiferer til bestemmelse af klimaet

A. Skitse af foraminiferskal set i snit. I tværsnittet ses de huller eller porer, som forbinder alle kamrene, og som har givet navn til gruppen: foramen hul, fero = jeg bærer. Gruppens videnskabelige navn, Foraminifera, kan således oversættes som ‘hulbærere’.

.

A. Skitse af foraminiferskal set udefra.

.

A. Skitse af foraminiferskal set udefra.

.

Drypsten i huler

Drypstenshuler er andre vigtige klimaarkiver (figur 12-10). Drypsten dannes, når nedsivende kalkholdigt grundvand møder en tørlagt hule og siver ud gennem dennes tag. På hulens loft vil der udfældes et tyndt kalklag. Vandet drypper videre til hulens bund, hvor der igen udfældes et kalklag. Drypstenene kan vokse uafbrudt gennem mange tusind år. Dem, som dannes fra hulens loft, kaldes stalagtitter, mens dem på hulens bund kaldes stalagmitter. Den udfældede kalks ilt-isotopsammensætning viser sammensætningen i det nedsivende vand og dermed også temperaturen. Ved at måle forholdet mellem de tunge og de lette ilt-isotoper i kalklagene får man et mål for klimavariationer gennem tiden.

Man kender eksempler på drypsten, der voksede i mellemistider, mens væksten stoppede i istider. Det kan sandsynligvis skyldes, at der ikke strømmede grundvand ned til hulerne i de kolde istider.

Søsedimenter

Søsedimenter indeholder ofte en meget detaljeret information om klimavariationer. Søer har kort levetid, men til gengæld er det muligt at følge klimaændringer år for år i dem.

Danske søer er sjældent mere end 20.000 år gamle, dog har Solsø ved Herning en 130.000 år lang historie. Søer på vore breddegrader får ofte tilført 0,5-2,5 mm sedimenter om året, hvilket er så meget, at det giver mulighed for en detaljeret beskrivelse af miljøændringer. Det er oftest muligt at datere de enkelte begivenheder, der ses i søens sedimenter, enten ved hjælp af radiometriske metoder eller fossiler, eller ved simpelthen at tælle årslag.

I almindelighed vil en søbund under en istid blive tilført ler og sand, da det omgivende landskab består af disse materialer, og da der ingen plantevækst er til at bremse udskylningen. I en mellemistid bliver der derimod ikke skyllet så meget sediment ud i søen, da der er plantevækst til at holde på materialerne. Den stigende luftfugtighed og den øgede organiske produktion i og omkring søen fører derimod til gytjedannelse i søen. Bundsedimenterne kan derfor vise, om lagene er fra en istid eller en mellemistid.

Lagene i en sø kan også vise de årlige variationer af klimaet (figur 12-11). Aflejringer i senglaciale issøer består ofte af vekslende lag med forskellig kornstørrelse. De grovere lag af grus, sand og ler er aflejret af bundstrømme i perioder, hvor der var rigelig tilførsel af smeltevand, f.eks. om foråret. De finkornede lerlag har ofte et millimetertyndt organisk lag øverst. De blev aflejret i roligt vand, ofte under isdække om vinteren. En årsbetinget rytmisk vekslen af sådanne grove og fine lag kaldes årsvarv. Varv kan også forekomme i postglaciale søer, men her er der tale om biologiske varv dannet ved opblomstring af forskellige typer af alger.

Klimaændringer, der registreres i store søer som de østafrikanske, gælder ofte for en større region, mens ændringer i små søer kan have helt lokale årsager. Man er således nødt til at analysere mange søer inden for et bestemt område for at kunne afgøre, hvilke søændringer der har klimatiske årsager, og hvilke der eventuelt er lokalt betingede og f.eks. skyldes ændring i afstrømning og almindelig tilgroning.

Årringe i træer

Årringe i træer er en god kilde til oplysninger om klimaet efter sidste istid (figur 12-12). Hvert år er repræsenteret af to ringe: en tyk ring, der er dannet i vækstperioden, og en tyndere, der markerer vinterens vækststop. Brugen af årringe til datering kaldes dendrokronologi, mens sammenhængen mellem klima og årringe kaldes dendroklimatologi.

En varm og tilpas fugtig sommer giver god vækst og en tyk årring, mens en kold eller tør sommer giver en tynd ring. Man bør derfor være opmærksom på, om temperaturen eller nedbøren har været den vigtigste årsag til tynde sommerringe. Også varierende tæthed af de enkelte årringe indgår i vurderingen af klimaet. Over en tidsperiode fås således et typisk mønster for den samme træart inden for et begrænset område. Med større geografisk afstand, og dermed større forskel i klimaet, bliver forskellen større.

Når en årringskronologi skal opbygges, anvender man boreprøver fra træstammer af forskellig alder. Døde træer og stubbe samt træ, der har været brugt som tømmer, f.eks. vikingeborge, anvendes til opbygning af en træarts dendrokronologi (se afsnittet Dateringsmetoder og følgende afsnit). Men også levende træer benyttes. Ved Jægerspris findes f.eks. egetræer på rod, som er mere end 2000 år gamle. I Tyskland er der efterhånden opbygget en dendrokronologi af eg, som går 10.000 år tilbage, mens dendrokronologien for fyr går mere end 11.000 år tilbage (figur 12-13).

Dendroklimatiske undersøgelser har en vis lighed med iskerneundersøgelser, idet man med stor nøjagtighed kan adskille variationer i vækstringstykkelse mellem de enkelte år.

Oftest er det som nævnt temperatur og nedbør, som påvirker årringenes tykkelse og tæthed, men også vulkansk aske i atmosfæren kan skygge for Solen og dermed hindre træets vækst.

Gletsjerfremstød og ligevægtslinje

Til rekonstruktion af klimaændringer anvender man ofte det forhold, at gletsjere vokser under kolde perioder og smelter tilbage under varme perioder. Man undersøger dels gletsjerrandens beliggenhed og dels beliggenheden af den klimatiske ligevægtslinje på gletsjeren, også kaldet snelinjen.

Snelinjen er grænsen mellem områder, som er permanent snedækkede, og områder, hvor sneen smelter væk en del af året. Sommertemperatur og vinternedbør er vigtige for snelinjens position. Beliggenheden af tidligere tiders gletsjerrand kan bl.a. rekonstrueres ved hjælp af randmoræner. Dannelsen af randmoræner er nøjere beskrevet i kapitlerne Istider og mellemistider og Nutidens landskab inkl. efterfølgende afsnit.

I områder, hvor gletsjere i perioder har bevæget sig ud i havet, ses materialer fra land iblandet de marine sedimenter. Sten, grus og sand smelter gradvist ud af isbjergene fra de kælvende gletsjere. Mængden af dette såkaldte isdroppede materiale fortæller, hvor mange isbjerge der var i farvandet, og er dermed et mål for, om gletsjerne har haft en større eller mindre udbredelse. Derfor er mængden af isdroppet materiale et indirekte udtryk for klimaets variationer.

Løssaflejringer

Løss er et finkornet sand-silt-sediment, der af vinden transporteres fra ørkenområder til mere fugtige, vegetationsdækkede egne, hvor det fanges og aflejres. Under sidste istid blæste løss fra de arktiske områder i Nordeuropa til Mellemeuropa, hvor der blev dannet det såkaldte løssbælte, der strækker sig fra Belgien til Østeuropa (figur 12-14). Løssaflejringer dækker således meget store områder på kontinenterne uden for de førhen nedisede områder. I Kina, hvor løssdannelsen har stået på i op til 2,5 millioner år, findes 200 m tykke aflejringer. I Europa og USA er tykkelser på 30 m mere almindelige.

Løssaflejringer er i dag meget vigtige klimaarkiver. De viser, hvordan perioder med varmt og fugtigt klima vekslede med kolde, tørre perioder præget af stærk blæst. I varme perioder blev der nemlig ikke aflejret løss. vegetationen kunne brede sig og danne en egentlig jordbund, som ikke let lader sig blæse væk. Omvendt blev der i kuldeperioder dannet store arktiske ørkener, som har givet ophav til tykke løsslag.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Klimaarkiver.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig