Ørreden - lystfiskernes vigtigste fangstobjekt

Figur 10-21. Udsætning af ørredyngel.

.

Figur 10-20. Sand fra marker kan blæse og skylle ud i vandløbene. Bunden bliver derved til den rene sandørken.

.

Figur 10-19. Kønsmoden dværghan af ørred.

.

Figur 10-18. Typisk bækørred med røde pletter.

.

Figur 10-17. Havørred.

.

Figur 10-22. Ørreddambrug.

.

Figur 10-23. A og B) Støtteopdræt af ørred. Æg stryges af hunnen og befrugtes derefter med sæd strøget af en han.

.

Den europæiske ørred er uden tvivl den fisk i vore vandløb, som har den største interesse blandt lystfiskere. Fiskeriet foregår både i vandløb, i søer og på kysten. Ørreden er imidlertid ikke kun interessant som fangstobjekt, men også ud fra et naturhistorisk synspunkt. I forhold til dens nære slægtning, laksen, udviser den nemlig en utrolig variation i livshistorie og udseende. Faktisk mente man tidligere, at ørreden bestod af mere end 100 forskellige arter, men i dag er de fleste biologer enige om, at der er tale om en enkelt, meget variabel art.

Ørredens livscyklus

Ørreden gyder i vandløbene over en relativt lang periode om vinteren fra november til marts, og gydetidspunktet kan variere betydeligt fra vandløb til vandløb. En undersøgelse af fire vandløb i vinteren 2004-2005 viste således gydetidspunkter, som strakte sig fra den første uge af december i et lille tilløb til Gudenå-systemet, til gentagne gydninger i januar-februar i tilløb til Hald Sø.

Selve gydningen og den tidligste livshistorie foregår som beskrevet for laksen. I det hele taget er der mange lighedspunkter mellem de to arter. Men der er også forskelle. F.eks. er det kun en del af ørrederne, der bliver til smolt (smoltificerer). Og af dem, der faktisk smoltificerer, er det kun en del, der trækker ud i havet og bliver til havørreder (figur 10-17). Resten trækker ud i en sø, hvor de bliver til søørreder. Alle dem, der smoltificerer, har dog som laksen et stærkt „hjeminstinkt“, og kun ganske få procent strejfer til et „forkert“ vandløb, når de skal gyde.

I havet lever ørreden af forskellige fødeemner spændende fra krebsdyr til sild og andre fisk, og de kan tage på lange ædevandringer. Ørreder fra Karup Å, som udmunder i Limfjorden, er således blevet fanget på ædevandring ved Bornholm.

Hav-, sø- og bækørred

De ørreder, der ikke smoltificerer, forbliver i vandløbene og bliver til bækørreder (figur 10-18). Tidligere troede man, at hav-, sø- og bækørreder var særskilte arter, underarter eller i hvert fald tilhørte forskellige bestande. DNA-analyser viser imidlertid, at det ikke er tilfældet, og at de snarere skal ses som forskellige livshistoriestrategier inden for en bestand.

En søørred kan nok bedst opfattes som en havørred, der har fundet et godt levested i en sø, inden den når havet. Det er imidlertid stadig uafklaret, hvad der får en fisk til at blive til smolt, altså havørred eller søørred, eller til bækørred. Det ser ud til at være mange faktorer, som spiller ind, men især fiskens vækst er vigtig. Hvis den hurtigt vokser op til en størrelse på mere end 10-12 cm, stiger sandsynligheden for, at den bliver til smolt. Imidlertid kan en smolt stadig ende med at blive til en bækørred. Der er kun et kort „smoltvindue“ på et par uger, hvor fisken er fysiologisk parat til at vandre. Når den ikke ud i tide, forsvinder vandretrangen, fisken „afsmoltificerer“ og bliver i stedet en bækørred.

Forskellige livshistorier hos hav- og bækørred

I et vandløbs ørredbestand er 60-80 % af de individer, der udvandrer som smolt, hunner. Som følge heraf er hannerne i overtal blandt de tilbageværende bækørreder.

Bækørredhannerne kan faktisk blive kønsmodne ved meget små størrelser, ned til 12-15 cm, og ved en alder på kun et par år.

Man har tidligere været tilbøjelig til at ignorere disse „dværghanners“ betydning, men de kan forekomme i meget store antal, og DNA-analyser viser, at de kan stå for en stor procentdel af den samlede befrugtning af æg og dermed spille en vigtig rolle i bevarelsen af den genetiske variation i en bestand.

Hvis man er så heldig at overvære ørredens gydning, vil man typisk se en stor hun og en stor han ved gydegruben. Rundt omkring vil man imidlertid også se små, kønsmodne dværghanner, og netop når hunnen gyder sine æg, sniger dværghannerne sig af sted, svømmer lynhurtigt hen over æggene og befrugter en del af dem. Fænomenet med dværghanner er i øvrigt ikke enestående for ørreden, men findes også hos flere andre laksefisk, inklusive laks.

Det at være en stor havørredhan eller en lille dværghan hos bækørreden kan siges at være to forskellige livshistorier, men hvordan kan sådanne forskelle være udviklet? Alt i naturen drejer sig til syvende og sidst om at bringe sine gener videre til næste generation. En dværghan kønsmodner som nævnt tidligt og har derfor en forholdsvis stor chance for at overleve tilstrækkeligt længe til at kunne give sine gener videre. Til gengæld kan den ikke producere store mængder sæd og er ude af stand til at „tilkæmpe“ sig en stor hun. Den forøger med andre ord sine chancer for at overleve frem til kønsmodenhed, men det sker på bekostning af det antal æg, den kan befrugte. En stor havørredhan vil omvendt have mindre chance for at overleve til kønsmoden størrelse, men hvis den klarer det, vil den kunne befrugte mange æg.

Der er således fordele og ulemper ved begge livshistorier, og man mener, at balancen mellem fordele og ulemper kan variere fra år til år afhængig af dødeligheden i havet og i vandløbene. I perioder med særligt høje dødeligheder i havet vil det f.eks. være ekstra fordelagtigt at have valgt en livshistorie som dværghan og bækørred.

Deciderede dværgformer af bækørredhunner er sjældne, selv om hunnerne typisk er mindre end havørredhunner. Samtidig udgør havørredhunner hovedparten af en bestands hunner. Det hænger samme med, at store hunner producerer større æg end mindre hunner, og jo større ægget er, desto større „madpakke“ har hunnen givet sit afkom med på vejen. En nyklækket ørred, som har fået en masse næring fra sin mor med i ægget, vil være stor, når den kommer frem fra gruset for at æde. Dermed har den også en større chance for at tilkæmpe sig et godt territorium og overleve det første kritiske år. En hun, der producerer mange, store æg, vil altså have større chancer for at give sine gener videre til næste generation, end en lille hun. Derfor er det ikke en fordel for en hun at kønsmodne som lille.

Det kan også forklare, hvorfor det oftest er en fordel for hunner at trække ud i havet og æde sig store i de rige mængder af føde, som findes der – et forhold, som bidrager til, at en ørredbestand rummer en forholdsvis stor andel af havørredhunner.

Dårlige tider for ørredbestandene

Ørreden er udbredt i vandløb i hele landet, men mens bestandene i Østjylland og på Bornholm har haft forholdsvis gode forhold i 1900-tallet, har de fynske og sjællandske bestande haft særdeles dårlige tider.

Problemet har dels været gentagne forureninger med spildevand, ensilage og gylle, som har udryddet hele bestande, dels en generel forringelse af gydepladser og levesteder i åerne som følge af udretning og regulering, dårlige eller ingen passageforhold forbi spærringer ved dambrug samt for Sjællands vedkommende et stort vandforbrug, som har sænket grundvandsstanden og dermed ført til periodevis vandstandssænkning og udtørring af vandløbene.

Et andet stort problem er sandvandring. I uregulerede vandløb vil sand blive aflejret i sving, omkring vandplanter og lignende. I regulerede vandløb er der derimod et større fald og færre strukturer, hvor sandet kan aflejres, og det vil derfor vandre ned gennem åløbet og begrave de grusbanker, hvor ørreden og andre fisk lægger deres æg. Æggene og den spæde yngel vil dermed gå til grunde.

Både sandvandring og de øvrige nævnte miljøproblemer har ført til kraftige nedgange i den naturlige produktion af ørreder i hele landet, og på Fyn og Sjælland regner man med, at hovedparten af de oprindelige ørredbestande er blevet udryddet. På Sjælland kan det være så få som 2-3 af de oprindelige bestande, som har overlevet. Lavpunktet blev nået i 1960’erne og 70’erne, men siden da er der igen kommet flere ørreder i vores vandløb. Dette skyldes dels udsætninger og dels genopretning af ørredens levesteder og endelig mindre forurening.

Ørredudsætninger

Udsætning af ørreder i vandløb for at kompensere for den manglende naturlige produktion har foregået i mindst hundrede år (figur 10-21). Man kan finde optegnelser om opdræt og udsætning af ørreder, som går tilbage til starten af 1900-tallet. Imidlertid foregik det lidt på må og få dengang, og man var ikke særligt bevidst om, at udsætningerne skulle foregå på steder, som var egnede til opvækst af ørred. Det er derfor tvivlsomt, om disse udsætninger har haft nogen større effekt.

Fra og med 1950’erne, hvor undersøgelser af bestandene med elfiskeri blev indført i Danmark, fik man et meget større kendskab til vandløbenes fisk og bestandstætheder, og man begyndte at sætte udsætningerne i system med såkaldte udsætningsplaner for de enkelte vandløb. Udgangspunktet for disse udsætningsplaner er en vurdering af vandløbets bærekapacitet. Man vurderer, hvor mange ørreder af en given aldersklasse der <frem>burde</frem> være i vandløbet, når man tager dets fysiske forhold i betragtning. Ved hjælp af elfiskeri beregner man derefter den faktiske bestands­tæthed. Det antal ørreder, som kan udsættes i vandløbet, svarer til forskellen mellem den vurderede bærekapacitet og det antal ørreder, som rent faktisk findes i vandløbet. På denne måde undgår man at sætte for mange fisk ud, så man overskrider den naturlige bærekapacitet. Skulle det ske, vil udsætninger blot øge dødeligheden blandt såvel de udsatte som de naturligt producerede ørreder, indtil bestandsstørrelsen falder tilbage til bærekapaciteten. Det ville både være spild af penge og til skade for den vilde bestand.

Udsætninger af ørred og laks i Danmark foregår stadig på denne baggrund, og der findes et netværk af stationer i alle landets vandløb, som bliver undersøgt hvert 7. år som led i fiskeplejen. Den primære finansieringskilde for fiskeudsætninger er det gebyr for fisketegn, som lystfiskerne skal betale for at have tilladelse til at fiske i Danmark. En del af pengene går også til vandløbsrestaurering og forskning, som skal forbedre vores viden om, hvordan vi bedst plejer fiskebestandene i vandløb og søer.

De ørreder, man har udsat, stammer enten fra gydemodne ørreder, man indfanger i det lokale vandløb, hvorefter man stryger æg og sæd af dem. Afkommet bliver så opdrættet i et opdrætsanlæg og derefter sat ud i det vandløb, deres forældre kom fra. Dette arbejde varetages frivilligt af sportsfiskerforeningerne rundt omkring i landet. Eller de stammer fra kommercielle dambrugsstammer, som har været holdt i dambrug igennem mange generationer, i nogle tilfælde mere end hundrede år.

Ørredbestande – oprindelige eller dambrugsfisk?

Ørreder fra kommercielle dambrugsstammer har som nævnt ovenfor været udsat i så mange vandløb og i så stort et antal, at man har været i tvivl om, hvorvidt der fandtes ret mange oprindelige danske ørredbestande. I starten af 1990’erne begyndte man derfor at undersøge en række danske ørredbestande ved hjælp af DNA-teknikker. Overraskende, men meget glædeligt, viste det sig, at der stadig findes mange oprindelige ørredbestande i Danmark.

Eksempelvis har der været udsat mere end 300.000 dambrugsørreder i Karup Å, men de har klaret sig meget dårligt og haft meget lille genetisk indflydelse. Den nuværende Karup Å-bestand er derfor genetisk set den samme som den, der fandtes i åen i begyndelsen af 1900-tallet, før man påbegyndte de store ørredudsætninger. Der findes dog også flere vandløb, som er kraftigt påvirket af udsatte dambrugsfisk. Et eksempel er Skjern Å, hvor mere end 50 % af den nuværende, samlede genpulje stammer fra udsatte dambrugsfisk. Selv i denne å har DNA- analyser dog påvist, at der stadig findes fisk fra den oprindelige bestand, som ikke er blandet op med udsatte dambrugsfisk.

Samlet viser undersøgelserne, at dambrugsfisk klarer sig meget dårligere end vildfisk, når de sættes ud i naturen. De opdrættede ørreder er gennem generationer blevet tilpasset til et liv i dambrug, og har fået andre egenskaber end vilde fisk (figur 10-22). Dambrugsørreder får en anden adfærd, så de bliver mere aggressive i de tidligste aldersstadier, hvilket også gør dem mere synlige for rovdyr og dermed øger deres risiko for at blive ædt. Man har også brugt moderfisk i avlen, som gyder tidligt, så dambrugsørreder typisk er modne til gydning i starten af november, mens mange vilde ørredbestande gyder senere. Endelig har man for danske dambrugsørreder vist, at deres vandringsadfærd i havet er anderledes end de vilde ørreders, hvilket også kan medvirke til, at de går tabt i naturen.

Hvis dambrugsørreder klarer sig dårligere end de vilde ørreder, hvad er så problemet, når man sætter dem ud i naturen? Forsvinder de ikke bare af sig selv? Selv om dambrugsørrederne klarer sig dårligere end vildfiskene, vil nogle af dem ikke desto mindre overleve og få afkom. Ofte vil man have sat 10 eller flere gange så mange dambrugsørreder ud, som der er vilde ørreder i vandløbet. Dermed er der stor sandsynlighed for, at nogle af dambrugsørrederne krydses ind i den vilde bestand og dermed overfører egenskaber til bestanden, som ikke er hensigtsmæssige i naturen. Samtidig „udtyndes“ de naturlige egenskaber i den vilde bestand, og stik mod alle gode hensigter kan udsætningerne derfor gøre stor skade på de naturlige ørredbestande.

Ny udsætningsstrategi

Alt i alt har man konkluderet, at udsætninger af ikke-lokale dambrugsørreder i vilde bestande ikke gavner vores ørredbestande, snarere tvært­imod. Fra og med 2003 har man derfor lagt hele udsætningsstrategien om. Der bliver sat lige så mange fisk ud som før, men der tillades ikke længere udsætninger af deciderede dambrugsstammer. Udsætningen foregår som støtteopdræt, dvs. man udsætter afkom af ørred fra de lokale bestande (figur 10-23). Hvis det ikke er muligt, f.eks. fordi de lokale bestande er udryddet, udsætter man i stedet vildfisk fra andre vandløb. Samtidig satser man nu i endnu højere grad på at afhjælpe de egentlige problemer, dvs. restaurere vandløb, fjerne spærringer m.m.

Denne strategi med at satse på vildfisk og restaurering af habitater bærer i høj grad frugt, og i de senere år er der blevet flere og flere vandløb med en så stor naturlig produktion, at der ikke længere er nogen grund til at udsætte ørreder.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Ørreden - lystfiskernes vigtigste fangstobjekt.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig