Veterantræer som levested

FIGUR 18-23. Eremitten (Osmoderma eremita) er sjælden og fredet i Danmark, hvor den kun er registreret fra i alt 64 træer.

.

FIGUR 18-26 (a). Levesteder for organismer, der lever af ved i urørt skov. Sunde træer, døde stående træer, veterantræer med råd og hulheder, højstubbe, faldne stammer, grene og kviste.

.

FIGUR 18-26 (b). Levesteder for organismer, der lever af ved i drevet skov. Stød, brændestak, døde smågrene og kviste.

.

FIGUR 18-24. Jættesmælderen (Elater ferrugineus).

.

FIGUR 18-25. Stellas mosskorpion (Anthrenochernes stellae).

.

FIGUR 18-21. Veterantræer tilbyder en lang række levesteder, som ikke findes hos yngre træer. Vedboende svampe danner råd som i samspil med insekter og spætter udvides til forskellige typer af hulheder i stammen. På træets overflade findes artsrige samfund af epifytter, trækronerne bruges af rovfugle til redebygning, mens rødderne ofte huser særlige arter af mykorrhizasvampe, der er knyttet til gamle træer.

.

FIGUR 18-22. Udbredelseskort for tre sjældne svampe knyttet til gamle, levende og døde ege- og bøgetræer. A) Egetunge, B) rosa fedtporesvamp, C) pindsvinesvamp. Grønne pletter viser lokaliteter med fund fra årene efter 1980, gule pletter med fund mellem 1961 og 1980 og røde pletter er lokaliteter, hvor arten kun er kendt fra før 1960.

.

Veterantræer udgør alene i kraft af deres høje alder et vigtigt element af kontinuitet i skoven. I danske bøge- og egeskove peger de næsten altid tilbage til bevoksninger, der helt eller delvist overlevede skovminimummet omkring år 1800.

Bevoksninger med sådanne træer kan ses som redningsbåde, der op gennem tiderne har sikret levesteder for organismer, der ikke kan overleve uden for skov, eller som er følsomme over for de omvæltninger i skoven, som det ordnede skovbrug har medført gennem de sidste 200 år. Det kan dreje sig om mykorrhizasvampe, der stiller krav om stabile jordbundsforhold, eller arter tilknyttet barken af levende træer, der vokser i et permanent fugtigt skovklima.

Andre arter er afhængige af veterantræer i kraft af de særlige levesteder, de tilbyder i form af hulheder og et stort volumen af kerneved. Det drejer sig dels om arter, der lever af at nedbryde træet f.eks. svampe og insekter, dels om arter, som blot udnytter hulheder til at bo i, f.eks. hulrugende fugle og flagermus.

Endelig har mange veterantræer særlige strukturer og kemiske forhold i barken, der gør dem egnede som levested for særligt krævende arter af epifyttiske mosser og laver.

Veterantræernes store biologisk betydning skyldes således, at de på samme tid kan virke som levested for arter knyttet til det levende træ og for arter knyttet til dødt ved og hulheder (figur 18-21).

Livet i træernes indre

Udviklingen af et veterantræ begynder normalt med etableringen af specialiserede svampearter, især poresvampe, pigsvampe og lamelsvampe, der danner kerneråd i gamle løvtræer. Disse arter er tilpasset en langsom udvikling i det indre af levende træer, hvor de ofte ender med at danne omfangsrige individer med en udstrækning på flere meter i stammens længderetning.

Man ved kun lidt om livscyklus hos disse arter, men meget tyder på, at de er langlivede og kan være mange årtier om at udvikle sig fra spirende sporer til formeringsdygtige mycelier. De stiller snævre krav til deres etableringsmiljø og antages at være afhængige af etablering i store sår eller barksprækker i levende træer.

De kan således ikke etablere sig på faldent dødt ved, men er afhængige af veterantræer, gerne af anseelig alder. Tre gode eksempler er egetunge, rosa fedtporesvamp og pindsvine-pigsvamp (figur 18-22).

Egetunge lever i meget gamle ege. Den er ikke blot truet i Danmark men i hele Europa, hvor den synes at være knyttet til gamle græsningsskove. I Danmark findes der små bestande af arten i Sundby Storskov på Lolland, i Suserup Skov og Jægersborg Dyrehave på Sjælland. Desuden findes den på enkelttræer i nogle få skove, bl.a. på Snoegen i Jægerspris Nordskov.

Rosa fedtporesvamp er knyttet til gamle levende og nyligt døde bøge. Artens tyngdepunkt på globalt plan synes at være det østlige Danmark, hvor den aktuelt kendes fra ca. 30 skove – flest i kongernes gamle lyst- og jagtskove i det nordlige Sjælland. Uden for Danmark kendes den fra under 20 lokaliteter i det sydlige England, Frankrig, Belgien, Nordtyskland og Sydsverige.

Pindsvinepigsvamp er gennem tiderne fundet på i alt 18 lokaliteter, men siden 1980 er den kun fundet 8 steder, overvejende i landets sydøstlige dele. De fleste steder findes arten i halvåbne, varme biotoper med stort lysindfald, f.eks. græsningsskove og skovbryn. Indtil videre er den ikke blevet begunstiget af det øgede udlæg af urørt skov, måske fordi mange urørte skove er meget lukkede og mørke på grund af fraværet af store græssere.

Huller og hulheder

Det langsomme råd, som forårsages af vedboende svampe i veterantræets indre, fører efterhånden til etablering af insekter, der gnaver og puffer sig gennem det halvrådne ved, hvor de æder svampehyfer og halvt omsat ved. Som årene går, fører dette samspil mellem svampenes råd og insekternes gnaven til, at der opstår hulheder, som i nogle tilfælde udvikler sig til at omfatte hele træets indre – der opstår et hult træ.

Mange træhuller er tørre og indeholder vekslende mængder af træsmuld og svampeangrebet vedmateriale. Foruden vedlevende insekter og tilknyttede rovdyr kan tørre træhuller være midlertidigt skjulested for mange andre insekter. De kan også overtages af sociale insekter, f.eks. stor gedehams, Vespa crabro.

Et eksempel på en art tilknyttet tørre træhuller er eremitten (Osmoderma eremita, figur 18-23), en stor torbist, som gennemfører hele udviklingen fra æg til voksen i det anselige smuldlag, der gennem årene samles i bunden af et hult træ – det kan dreje sig om flere hundrede liter. Hulheden findes ofte mange meter over jorden i et kæmpestort, stadig levende veterantræ, der kan være flere hundrede år gammelt. Oftest er det en fritstående eg eller bøg i et skovbryn eller i en lysning.

Eremitten lægger æg i smuld eller sprækker i det hule træ; larverne gnaver løs af det døde ved omkring hulheden og er mindst 2-3 år om at gennemføre deres udvikling. Den voksne bille er varmeelskende og aktiv om dagen eller i skumringen, hvor den kan ses sværmende eller kravlende på gamle træer og vegetation nær yngletræet.

Eremittens spredningsevne er meget begrænset, og kun få voksne individer bevæger sig længere væk end til et nabotræ. Hvis et hult træ fældes, forsvinder et levested; afstanden til erstatningstræer er da afgørende for artens videre eksistens i området.

Veterantræer huser mange andre biller, f.eks. er ikke mindre end 26 danske smælderarter primært knyttet til gammel løvskov eller til enkeltstående, svækkede, gamle træer. De fleste smældere er varmeelskende og foretrækker lysåbne skovpartier eller fritstående træer som ynglested. Så længe en smælderarts økologiske krav til levestedet opfyldes, kan den vedblive at yngle i det samme træ i årtier, måske århundreder. Bliver levevilkårene uacceptable, må arten finde et andet træ. Da smældernes spredningsevne er ringe, skal der – som for eremittens vedkommende – være erstatningstræer i nærheden, for at levedygtige bestande kan opretholdes.

Halvdelen af de danske smælderarter knyttet til gammelskov foretrækker egen som værtstræ – især huser gamle, hule kæmpeege flere meget sjældne arter f. eks. pragtsmælder (Ischnodes sanguinicollis), der betragtes som urskovsrelikt. Også bøg og rød-el tiltrækker dog en del smælderarter. Pragtsmælderen udvikles i træsmuld i bunden af hule træer. Larvernes udviklingstid er 3-4 år; de lever af formuldet eller svampeinficeret ved og andet organisk materiale, men de kan også fortære insektlarver og -pupper, som de støder på. De livlige, op til 40 mm lange larver af den største hjemlige smælder, jættesmælderen Elater ferrugineus (figur 18-24), er imidlertid aktive rovdyr, der jager byttedyr i smuldlaget, bl.a. eremittens larver.

I træhuller findes desuden den 2-3 mm store stellas mosskorpion (Anthrenochernes stellae, figur 18-25), der ligesom eremitten er omfattet af Habitatdirektivet. Denne art illustrerer på meget fin vis de ofte meget komplicerede vilkår, der skal være til stede, for at vedboende arter kan trives (figur 18-26).

Våde træhuller

Stedvist samler regnvandet sig i et træhul, således at der opstår et akvatisk miljø med et minisamfund af typisk 5-6 insektarter. Deres eksistens er baseret på tilførsel af nedfaldne blade og andet plantemateriale, der efterhånden findeles. Det findelte materiale, der koloniseres af bakterier, svampe og encellede dyr, bliver sammen med billelarvernes ekskrementer tilgængeligt for træhullets øvrige insekter – først og fremmest myggelarver. Kun få insekter har tilpasset sig dette ekstreme miljø. Ganske vist kan et træhul eksistere i hele træets levetid, men vandstanden svinger i årets løb og fra år til år. I en tør periode må træhullets smådyr kunne overleve i det fugtige bundslam, men de må også tåle, at det lille vandmiljø nu og da kan fryse til is. Når levevilkårene er gunstige, må de kunne formere sig hurtigt, og en god spredningsevne er vigtig, idet egnede vandfyldte træhuller er forholdsvis sjældne levesteder.

Også større dyr, ikke mindst hulrugende fugle og flagermus er afhængige af hulheder i træer. Alle danske spætter udhugger selv deres redehuller, helst i partier af levende træer eller nyligt døde træer, der er let mørnede af vedboende svampe. Disse huller overtages siden af andre hulrugende fugle, f.eks. mejser, fluesnappere og ugler, der dog også gerne udnytter huller opstået på anden vis (se kapitlet Skovenes hvirveldyr).

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Veterantræer som levested.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig