Tudser i områder med sparsom bevoksning

Områder med bar jord eller sparsom bevoksning kan være udmærkede levesteder for padder, fordi det er let for dem at få øje på myrer, biller og andre smådyr, der kommer kravlende. Især to arter lever sådanne steder, nemlig strandtudsen (figur 12-7) og den grønbrogede tudse, også kaldet fløjtetudse.

Et almindeligt levested for disse arter er grusgrave. De vandfyldte huller i grusgrave passer fint til deres krav til ynglestedet, og i grusgrave er der mange bunker og skrænter med løs jord, hvor tudserne kan grave sig ned om dagen. En del tudser omkommer, når de bliver gravet væk af gravemaskiner, men denne dødelighed kan bestanden som regel godt tåle. Værre er det, når hele grusgraven bliver retableret efter endt brug og måske endda plantet til. Dette fører ofte til, at bestanden uddør.

I øvrigt er der forskel på de to arters udbredelse. Strandtudsen findes især i grusgrave i Vestdanmark (Fyn og Jylland), mens den grønbrogede tudse især findes i grusgrave øst for Storebælt.

Strandtudsen trives i områder med meget lav græsvegetation, dvs. strandenge og enge. Dette er mindre typisk for den grønbrogede tudse. Den skal som regel have bar jord eller måske endda asfalt eller beton. Den holder meget til ved menneskers boliger; typiske levesteder er ved lidt forfaldne bygninger på landet, hvor der ligger en del rod og skrammel. Den kommer ofte ind i udhuse, skure og staldbygninger og især gerne i drivhuse, hvor den sagtens kan tåle de høje temperaturer. Hvis man ønsker at rydde op på sin ejendom, men gerne vil bevare tudserne, kan man opbygge en stenhøj; de vil da flytte ind i hulrummene eller den løse jord mellem stenene.

Tilknytningen til menneskeboliger er i øvrigt så stærk, at den også gerne yngler i ekstremt kunstige vandhuller ved huse: havedamme med plasticbund (hvis der da ikke er guldfisk i), stensatte damme uden vegetation, hvor der holdes ænder (forudsat at de først sættes ud som store ællinger i juli), og cementbassiner med møddingsvand. At den ikke tåler fisk og ællinger, skyldes at disse æder haletudserne.

Hos den grønbrogede tudse har man også studeret vandringer, bl.a. med radiosendere. Tudserne har en fremragende evne til at finde vej igennem det åbne landskab. De kan vandre ca. 300 m på en nat, og hvis de skal finde frem til et mål over en afstand på 1 km, vandrer de efter en ret linje direkte imod målet, næsten uanset hvilke vanskeligheder terrænet måtte byde på. De følger altså ikke landskabets ledelinjer. På Saltholm i Øresund har man lavet forsøg med tudser, som blev fundet uden for deres overvintringshuller i en jordhøj, når de ankom dertil i sensommeren. Tudserne blev mærket individuelt og flyttet langt væk. En stor del af dem kunne finde tilbage igen til deres eget hul over afstande så store som 5 km.