FIGUR 12-8. Skematisk tværsnit af de yderste celler i hæfteskiven på en løvfrøs tå. Hver celle er ca. 10 pm bred, og der er ca. 15.000 af dem på hver hæfteskive. Hver enkelt celle har i kraft af papillerne og en forsænkbar midte en sugekopvirkning. Desuden udskiller cellerne klæbrige stoffer.

.

FIGUR 12-9. Løvfrø.

.

FIGUR 12-10. Ideelt løvfrøvandhul på afgræsset eng omgivet af tætte, levende hegn. Hoptrup, Sønderjylland. Foto 1981.

.

Løvfrøen er speciel ved, at den kan klatre op i buske og træer. Alle fingre på for- og bagben er forsynet med hæfteskiver som frøen bruger til at holde sig fast på underlaget med (figur 12-8). Om foråret opholder den sig mest ret lavt i vegetationen, men i eftersommeren kan den klatre mange meter op i buskene eller endog op i toppen af 15-20 meter høje ege- og bøgetræer. Dette betyder dog ikke, at den lever i skove. Tværtimod, den kræver meget sol og undgår derfor skovenes kølige skygge.

Løvfrøens hud indeholder relativt mange kirtler, som udskiller slimstoffer og giftstoffer. Et specielt træk er, at kirtlernes udmunding er omgivet af muskler, så de kan lukkes; herved kan løvfrøen undgå overflødigt væsketab, næsten ligesom planterne kan lukke deres spalteåbninger for at nedsætte fordampningen. Den sidder ofte fremme på oversiden af et solbeskinnet blad og lader sig bage igennem af Solen (figur 12-9).

Selv om frøen er ganske lille – de voksne er kun ca. 4 cm – tørrer den alligevel ikke ud. Dette kan åbenbart lade sig gøre, fordi frøen sidder helt stille og har et lavt stofskifte, så den ikke har brug for at ånde ret meget igennem huden. Derved bliver dens døgnrytme næsten som et krybdyrs: Om formiddagen sidder den fremme og soler sig, indtil den har fået varme nok. Ved ca. 11-tiden søger den i skygge, og sidst på eftermiddagen kommer den lidt frem i Solen igen. På dage med diset solskin kan den sidde fremme hele dagen.

Løvfrøens oprindelige udbredelse i Danmark omfattede Øerne og Østjylland mod nord til Djursland. Nu er den dog gået voldsomt tilbage og er uddød i de fleste egne.

De mest typiske levesteder har karakter af græsningsoverdrev med spredte vandhuller. Særlig godt trives den, hvor en kvægfold med fugtig engvegetation er omgivet af levende hegn med varieret vegetation af urter og buske, og hvor kvægets drikkevandhul er stort og fladvandet med bredder afgræsset af kvæget (figur 12-10). Derudover skal frøerne helst have god mulighed for at bevæge sig omkring i terrænet, f.eks. i vegetationen langs vandløb, via levende hegn og via grøftekanter, der ikke udsættes for den sædvanlige, hårdhændede vedligeholdelse.

Tilbagegangen kan dog ikke forklares med, at disse typer af landskab er blevet sjældnere. Nærmere analyse viser, at det langt overvejende er ændringer i ynglevandhullerne, der får frøerne til at uddø.

Løvfrøerne på Lolland er særlig interessante ved, at de her mere end andre steder har formået at overleve i det moderne landbrugslandskab. Terrænet er fladt med store, ensartede hvede-, byg- og sukkerroemarker, kun få levende hegn og vandløb, og højst enkelte spredte buske i markskellene. Naturlige vandhuller findes så godt som ikke mere; kun mergelgrave midt på markerne er tilbage. Men i modsætning til andre steder i landet har man omhyggeligt undladt at føre markdrænene ud i vandhullerne, således at vandet bliver ved med at være relativt rent, og det har padderne brug for.

Uanset de tilsyneladende håbløse forhold omkring en typisk mergelgrav på Lolland – firkantet facon, stejle bredder, blot en 1-2 m bred randzone med græs og evt. nogle buske og ellers flere hundrede meters afstand til nærmeste udyrkede plet – så lever der alligevel typisk fire eller fem paddearter i sådan en mergelgrav, hvis blot vandhullets tilstand er i orden.

Hvis en mergelgrav midt på en mark ryddes og oprenses, vil den ganske hurtigt blive koloniseret af løvfrøerne, selv hvis det nærmeste ynglevandhul ligger en kilometer eller mere borte, og selv om afstanden fra vandhullet til nærmeste udyrkede plet er op til 400 m. En medvirkende forklaring på, at frøerne er dygtige til at vandre omkring i dette landskab, er, at de nyforvandlede løvfrøer gerne opholder sig på sukkerroeplanterne; sukkerroemarker kan derfor virke som spredningsveje. I mangel på egentlig natur klarer løvfrøerne sig i øvrigt fint med staudebedene i haverne om de mange husmandssteder, eller vildvinen på de sydvendte husmure. Flere steder kan det endog være et problem at have åbentstående vinduer, for løvfrøerne kravler fra vildvinen ind i stuer og soveværelser.

På Lolland har de ellers så sjældne løvfrøer altså formået at tilpasse sig det menneskeskabte landbrugslandskab (se boks 12-1). En af grundene til, at det kan lade sig gøre, ligger i, at de er dygtige til at vandre over store afstande. På jorden bevæger løvfrøen sig lynhurtigt – som et „lille grønt lyn“. I Skåne er et nygravet vandhul blevet koloniseret over en afstand på næsten 8 km. Når først én han har fundet et vandhul, kvækker den så højt, at det kan høres 1-2 km væk, og derved kan den tiltrække andre frøer. Men også frøernes årlige vandringer fra ynglevandhullet ud til sommeropholdsstedet sker over store afstande. Om sommeren er det almindeligt at finde frøerne 1 til 3 km fra deres vandhul.

Boks

Løvfrøens udbredelse på Nordvestlolland nord for Nakskov Fjord. Hver cirkel angiver et vandhul med kvækkende løvfrøer. Kortet her viser situationen i 1981.

.

Løvfrøens udbredelse på Nordvestlolland nord for Nakskov Fjord i 1998.

.

Graden af slægtskab mellem fem bestande, der er nærmere undersøgt med analyse af DNA (mikrosatellitter). Hver pil angiver, hvor stor en procentdel af frøerne i modtagervandhullet, der ud fra deres arveanlæg godt kunne stamme fra det vandhul, pilen kommer fra. Man ser f.eks., at ud af individerne i vandhul A har 10 % sådanne arveanlæg, at de egentlig passer bedst med frøerne i vandhul B.

.
.
.
Boks 12-1. Løvfrøer på Lolland

De fleste steder i Danmark er løvfrøbestandene skrumpet ind og mere og mere koncentreret om kerneområderne. Men på Lolland er det tilfældigvis ikke gået sådan. Her er der sket en opsplitning i stadig mindre enkeltbestande, der har overlevet hver for sig isoleret fra de øvrige. Det har gjort det muligt at under søge mange vigtige forhold omkring dyrenes fordeling i landskabet.

Om de enkelte bestande faktisk er isoleret fra hinanden, kan afgøres ved at analysere deres arveanlæg (DNA). Der er blevet indsamlet prøver af haletudser fra nogle af vandhullerne, og deres DNA er analyseret. Figurens nederste del viser nogle resultater som eksempel. Tallet ved den enkelte pil viser, hvor stor en procentdel af individerne i det givne vandhul, der ifølge deres arveanlæg kunne være kommet fra et andet vandhul.

Man ser, at der er ret meget kontakt mellem vandhul A og B og næsten lige så meget kontakt mellem B og C. Derimod er der meget lidt kontakt mellem de øvrige vandhuller.

På udbredelseskortene i samme figur ser man, at der i mange år har været masser af løvfrøer imellem vandhul A og B; der er åbenbart mange frøer, der vandrer omkring i området, og det kan ikke overraske, at der er stort slægtskab mellem frøerne i de to vandhuller. Man kan roligt sige, at de tilhører samme bestand. Det er mere overraskende, at der er så stor lighed mellem frøerne i B og C, for her er afstanden større (ca. 5 km), og der har i mange år næsten ikke været nogen løvfrø-vandhuller imellem dem. Det eneste beboede vandhul i mellemrummet ligger 1,5 km nordvest for vandhul C. Det har sjældent fungeret som yngle- hul, men mere som „trædesten“ på vandringen imellem vandhullerne. Det passer med teoretiske beregninger af, at en sådan trædesten kan være et vigtigt forbindelsesled.

Helt anderledes er det med forbindelsen fra vandhul C østpå til vandhul D. Her er afstanden 6 km. Den afstand skulle enkelte løvfrøer nok kunne overvinde, men det har de åbenbart aldrig gjort. Der er slet ingen genetisk lighed ud over den lighed, der er fælles for alle Lollands løvfrøer. Der er ingen „trædesten“ på ruten imellem de to vandhuller, og så langt tilbage som vi kender forholdene (til 1981), har vandhul D ligget isoleret fra de andre. De genetiske analyser bekræfter, at vandhul D virkelig er isoleret fra alle øvrige; genetisk er alle individer her karakteristiske for lige netop vandhul D og ligner slet ikke dem fra andre vandhuller.

Udbredelseskortet for 1981 viser tydeligt, at løvfrøerne fordeler sig i grupper. Det er forudsat, at hver gruppe udgør en sammenhængende bestand. Nærmere undersøgelser viser, at ynglen mislykkes (af mange forskellige grunde) i en meget stor del af vandhullerne i en sådan gruppe – typisk i ca. 2/3 af de vandhuller, hvor der kvækker løvfrøer. De vandhuller, hvor ynglen lykkes, forsyner de øvrige vandhuller med frøer. De vandhuller, der ikke er egnede for frøerne at yngle i, kan derfor alligevel bære en stabil forekomst af frøer, for de hanner, der har overlevet, vil hele tiden kunne kalde nye hanner til fra nabovandhullerne. Bestanden i et relativt isoleret vandhul kan hele tiden bliver reddet fra at uddø, ved at nye individer kommer til udefra; på engelsk taler man om en „rescue effect“.

De vandhuller, som frøerne kommer fra, fungerer som en kilde („source“), altså et sted hvor nye frøer hele tiden opstår. De vandhuller, som ikke producerer yngel, fungerer derimod som et „dræn“ („sink“), altså et sted hvor frøerne forsvinder hen, som om overskuddet af frøer „synker i jorden“.

På kortet for 1981 ser man især tre store grupper af løvfrøforekomster, nemlig henholdsvis mod nordvest, mod nordøst og mod sydøst. Alle tre bestande gik tilbage i tiden frem til 1991, men derefter kom der gang i en redningsindsats, som bestod i at forbedre vandhullerne. Nordvestbestanden overlevede fint og har siden bredt sig meget, som man kan se på 1998-kortet. De to østlige bestande er derimod på nippet til at uddø. Frøerne i vandhul D, der ligger helt for sig selv, har faktisk klaret sig bedre end frøerne i de mere udbredte bestande længere mod øst.

Generelt for hele Lolland kan man konstatere, at frøerne fra 1981 og frem har klaret sig lige så godt i helt isolerede vandhuller som i større bestande. Isolation er altså ikke i sig selv en risikofaktor.

En sandsynlig forklaring på dette tager udgangspunkt i, at løvfrøerne ofte skifter vandhul. Det har f.eks. igennem alle årene været meget udpræget i sydøstbestanden. Når der er mange vandhuller at vælge imellem, skifter hannerne jævnligt; først på sæsonen kvækker de i ét vandhul, senere på sæsonen i et andet vandhul, og næste år måske i et helt tredje. Denne adfærd betyder, at de er gode til at kolonisere nye vandhuller, men den indebærer også en risiko. Hvis nu de befinder sig i et vandhul, hvor ynglen trives godt, så ville det være „klogest“ af dem at blive der. Men alligevel vandrer de væk og forsøger at yngle i andre vandhuller, hvor ynglen måske ikke trives.

Man skal nu forestille sig, at kun 1/3 af de mulige vandhuller faktisk er gode for ynglen. De frøer, der udvikles i vandhul 1, kvækker måske i første og anden sæson i vandhul 2 og vandhul 3, som begge er uegnede for ynglen. Da frøernes levetid er kort (50-60 % dør hvert år), kan det let ske, at de aldrig når at kvække og yngle i vandhul 1, det velegnede vandhul, inden de selv er døde. Netop i den sydøstlige bestand er en del af vandhullerne stadig egnede for løvfrøerne, og der er ingen direkte grund til, at de skulle være uddøde her. Forklaringen må være, at de er vandret over til de uegnede vandhuller og har opholdt sig her i for mange år i træk. Risikoen for det er særlig stor, hvis mindre end 1/3 afvandhullerne er egnede. Da vil for få frøer „ramme“ et godt vandhul og yngle med succes.

Anderledes ved vandhul D. Her var der i mange år kun ét vandhul, som var tiltrækkende for frøerne, og igennem alle årene har de holdt fast ved dét. De har ikke været fristet til at lægge æg i uegnede vandhuller, og det kan være grunden til, at den isolerede bestand har overlevet, mens den udbredte bestand i sydøstområdet næsten er forsvundet.

Løvfrøens udbredelse på Nordvestlolland nord for Nakskov Fjord. Hver cirkel angiver et vandhul med kvækkende løvfrøer. Kort øverst til venstre: Situationen i 1981. Kort øverst til højre: Situationen i 1998. Midterste kort: Graden af slægtskab mellem fem bestande, der er nærmere undersøgt med analyse af DNA (mikrosatellitter). Hver pil angiver, hvor stor en procentdel af frøerne i modtagervandhullet der ud fra deres arveanlæg godt kunne stamme fra det vandhul, pilen kommer fra. Man ser f.eks., at ud af individerne i vandhul A har 10 % sådanne arveanlæg, at de egentlig passer bedst med frøerne i vandhul B.

Originale bestandsoplysninger fra Wederkinch, 1981 upubl., og Fog, 1998 upubl.. Genetiske oplysninger fra Andersen m.fl., 2004, og Fog og Andersen, 2005.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Løvfrøen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig