Løvfrøen er speciel ved, at den kan klatre op i buske og træer. Alle fingre på for- og bagben er forsynet med hæfteskiver som frøen bruger til at holde sig fast på underlaget med (figur 12-8). Om foråret opholder den sig mest ret lavt i vegetationen, men i eftersommeren kan den klatre mange meter op i buskene eller endog op i toppen af 15-20 meter høje ege- og bøgetræer. Dette betyder dog ikke, at den lever i skove. Tværtimod, den kræver meget sol og undgår derfor skovenes kølige skygge.
Løvfrøens hud indeholder relativt mange kirtler, som udskiller slimstoffer og giftstoffer. Et specielt træk er, at kirtlernes udmunding er omgivet af muskler, så de kan lukkes; herved kan løvfrøen undgå overflødigt væsketab, næsten ligesom planterne kan lukke deres spalteåbninger for at nedsætte fordampningen. Den sidder ofte fremme på oversiden af et solbeskinnet blad og lader sig bage igennem af Solen (figur 12-9).
Selv om frøen er ganske lille – de voksne er kun ca. 4 cm – tørrer den alligevel ikke ud. Dette kan åbenbart lade sig gøre, fordi frøen sidder helt stille og har et lavt stofskifte, så den ikke har brug for at ånde ret meget igennem huden. Derved bliver dens døgnrytme næsten som et krybdyrs: Om formiddagen sidder den fremme og soler sig, indtil den har fået varme nok. Ved ca. 11-tiden søger den i skygge, og sidst på eftermiddagen kommer den lidt frem i Solen igen. På dage med diset solskin kan den sidde fremme hele dagen.
Løvfrøens oprindelige udbredelse i Danmark omfattede Øerne og Østjylland mod nord til Djursland. Nu er den dog gået voldsomt tilbage og er uddød i de fleste egne.
De mest typiske levesteder har karakter af græsningsoverdrev med spredte vandhuller. Særlig godt trives den, hvor en kvægfold med fugtig engvegetation er omgivet af levende hegn med varieret vegetation af urter og buske, og hvor kvægets drikkevandhul er stort og fladvandet med bredder afgræsset af kvæget (figur 12-10). Derudover skal frøerne helst have god mulighed for at bevæge sig omkring i terrænet, f.eks. i vegetationen langs vandløb, via levende hegn og via grøftekanter, der ikke udsættes for den sædvanlige, hårdhændede vedligeholdelse.
Tilbagegangen kan dog ikke forklares med, at disse typer af landskab er blevet sjældnere. Nærmere analyse viser, at det langt overvejende er ændringer i ynglevandhullerne, der får frøerne til at uddø.
Løvfrøerne på Lolland er særlig interessante ved, at de her mere end andre steder har formået at overleve i det moderne landbrugslandskab. Terrænet er fladt med store, ensartede hvede-, byg- og sukkerroemarker, kun få levende hegn og vandløb, og højst enkelte spredte buske i markskellene. Naturlige vandhuller findes så godt som ikke mere; kun mergelgrave midt på markerne er tilbage. Men i modsætning til andre steder i landet har man omhyggeligt undladt at føre markdrænene ud i vandhullerne, således at vandet bliver ved med at være relativt rent, og det har padderne brug for.
Uanset de tilsyneladende håbløse forhold omkring en typisk mergelgrav på Lolland – firkantet facon, stejle bredder, blot en 1-2 m bred randzone med græs og evt. nogle buske og ellers flere hundrede meters afstand til nærmeste udyrkede plet – så lever der alligevel typisk fire eller fem paddearter i sådan en mergelgrav, hvis blot vandhullets tilstand er i orden.
Hvis en mergelgrav midt på en mark ryddes og oprenses, vil den ganske hurtigt blive koloniseret af løvfrøerne, selv hvis det nærmeste ynglevandhul ligger en kilometer eller mere borte, og selv om afstanden fra vandhullet til nærmeste udyrkede plet er op til 400 m. En medvirkende forklaring på, at frøerne er dygtige til at vandre omkring i dette landskab, er, at de nyforvandlede løvfrøer gerne opholder sig på sukkerroeplanterne; sukkerroemarker kan derfor virke som spredningsveje. I mangel på egentlig natur klarer løvfrøerne sig i øvrigt fint med staudebedene i haverne om de mange husmandssteder, eller vildvinen på de sydvendte husmure. Flere steder kan det endog være et problem at have åbentstående vinduer, for løvfrøerne kravler fra vildvinen ind i stuer og soveværelser.
På Lolland har de ellers så sjældne løvfrøer altså formået at tilpasse sig det menneskeskabte landbrugslandskab (se boks 12-1). En af grundene til, at det kan lade sig gøre, ligger i, at de er dygtige til at vandre over store afstande. På jorden bevæger løvfrøen sig lynhurtigt – som et „lille grønt lyn“. I Skåne er et nygravet vandhul blevet koloniseret over en afstand på næsten 8 km. Når først én han har fundet et vandhul, kvækker den så højt, at det kan høres 1-2 km væk, og derved kan den tiltrække andre frøer. Men også frøernes årlige vandringer fra ynglevandhullet ud til sommeropholdsstedet sker over store afstande. Om sommeren er det almindeligt at finde frøerne 1 til 3 km fra deres vandhul.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.