| Boks 17-3.
En fisk med en helt særlig evne
Man ser tydeligt forskellen på en højrygget og en slank karusse. Foto: C. Brönmark, Lunds Universitet.
Alle vore rovfisk har en øvre grænse for, hvor store byttefisk de kan æde. Da de sluger byttet helt, er mundens størrelse flaskehalsen. Det betyder, at byttefisk kan blive så store, at de alene i kraft af deres størrelse er i sikkerhed. Man siger, at de har nået et størrelsesrefugium. Det er ikke kun i form af længde eller vægt, at størrelse har betydning, men i høj grad også i form af fiskens tværsnit, fordi et stort tværsnit gør en fisk sværere at sluge. Ud over at brasenen øger sin manøvredygtighed ved hjælp af sin høje kropsform, har den altså også den fordel af kropsformen, at den er sværere at sluge.
Karussen, som også er medlem af karpefiskefamilien, har i den sammenhæng en ganske særlig evne. Man har i mange år ment, at når karusser i store søer var højryggede og i små søer slanke, skyldtes det, at fiskene i de store søer havde mest føde til rådighed. Men i et meget elegant forsøg viste to svenske forskere, at karusser besidder en evne til inden for få uger at ændre kropsform fra slanke til højryggede, hvis der pludselig kommer rovfisk i deres sø. Da der meget ofte ikke findes rovfisk i små søer, er karusserne i sådanne søer ikke tvunget til at „forsvare“ sig ved at være meget højryggede. Det giver dem i stedet mulighed for at bruge energien på at blive lange, svømme hurtigt og formere sig.
|
Afsnit fortsætter her.
De to handlinger kan for de planktonædende fisk, som helt grundlæggende altid er i gang med at æde, være problematiske, da de medfører, at fødeindtaget reduceres og kvaliteten (dvs. hvor højt energiindholdet er, og hvor stort hvert enkelt fødeemne er) af føden måske samtidig forringes. Begge dele nedsætter deres væksthastighed og dermed deres mulighed for med succes at føre deres gener videre til den næste generation. Samtidig forbliver de igennem længere tid i den størrelsesklasse, hvor søens rovfisk kan gabe over dem, hvilket selvsagt svækker deres ynglesucces yderligere.
En anden af de meget kendte forsvarsmekanismer hos fisk er stimedannelse. En stime kan betragtes som en „aftale“ mellem mange fisk om at dele en risiko. Stimen rummer flere fordele for fiskene. Dels er mange øjne mere årvågne end få, dels er det sværere for en rovfisk at udpege og angribe et enkelt individ, og endelig er den enkelte fisks risiko for selv at blive ædt faktisk mindre, end hvis den svømmede alene omkring. Men der er også ulemper i form af, at mange munde skal dele den føde, stimen finder. Selv om de mange øjne faktisk hurtigere finder frem til en fødekilde, risikerer det enkelte individ nedsat vækst.
Stimedannelse kræver normalt, at fiskene kan se hinanden, og derfor holder stimer ikke sammen om natten. Heri ligger måske forklaringen på, at en rovfisk som aborren netop er meget aktiv i sin fødesøgning omkring daggry og skumring, fordi byttefiskene er mest sårbare lige omkring tidspunktet for dannelse og opløsning af stimen.
Rovfisk kan også optræde i rollen som bytte, og i den forbindelse ses en tredje forsvarsmekanisme: valg af den rette størrelse på føden. Når f.eks. en gedde æder, vil den, ligesom andre fisk, vælge den størrelse bytte, der giver det højeste energiindtag med den mindste indsats. Jo større gedde, jo større bytte er optimalt. Men samtidig er det sådan, at gedden bruger mere tid på at sluge et stort bytte end et lille. Og mens byttet sluges, er den mindre opmærksom på ikke selv at blive ædt. Derfor har det vist sig, at gedder i selskab med andre gedder bevidst vælger en mindre byttestørrelse, end når de er alene. Det viser, at i fiskenes verden er rollerne ikke altid klart opdelt, og den, der lever af rov, må også selv passe på.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.