Tilpasninger til høj saltholdighed

Afsnit fortsætter her.

Planternes salttolerance og forskellen mellem arterne skyldes fysiologiske mekanismer. En af saltplanternes vigtigste egenskaber er som nævnt, at de kan opbygge en høj indre saltkoncentration (figur 8-36). Det gør de dels ved at optage uorganiske ioner fra jordvæsken, især natrium og klor, gennem rødderne, dels ved at danne organiske kvælstofforbindelser, som bidrager til den samlede indre ionkoncentration. Der er imidlertid grænser for, hvor høj en indre saltkoncentration saltplanterne kan tåle. De har derfor behov for at kunne regulere denne. Det kan foregå på flere måder:

Ved selektiv ionoptagelse. Højere planter kan gennem rødderne selektivt optage ionerne i et mængdeforhold, der er anderledes end i jordvæsken. Det gælder også for saltplanterne, der kan regulere optagelsen af natrium- og kloridioner og samtidig sikre, at det vigtige næringsstof kalium bliver optaget i passende mængde.

Ved fortynding af saltet ved vækst eller ved sukkulens. Saltkoncentrationen kan nedsættes blot ved at planten vokser og forøger sin biomasse. Nemmere at iagttage er sukkulens, dvs. udvikling af plantevæv rigt på vand, som kan fortynde saltet. Sukkulens findes hos mange af strandengens arter, f.eks. kveller (figur 8-37), strandgåsefod og hindeknæ.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Afsnit fortsætter her.

Ved hjælp af saltudskillende kirtler eller salthår. Mange strandengsarter har udviklet saltudskillende kirtler på blade eller stængler, hvorigennem saltkoncentrationen i plantevævet kan reduceres. Danske eksempler er sandkryb (figur 8-38), vadegræs og hindebæger. Saltudskillelsen gennem saltkirtler kræver meget energi, og mange saltplanter har derfor en stor respiration, se Saltengens planter. Men processen er effektiv. Hos hindebæger-slægten er der i størrelsesordenen 1000 saltkirtler pr. cm² bladoverflade. Da hver saltkirtel kan udskille op til 1/2 mm³ saltopløsning pr. time, kan hindebæger udskille i størrelsesordenen 1/2 cm³ saltopløsning pr. cm² bladoverflade pr. time – eller måske 10 cm³ fra et helt blad.

Ved afkastning af døde, saltmættede blade og skud. Hos arter uden saltkirtler og med ringe evne til at udvikle sukkulens kan salt ophobes i ældre plantedele, der dør og afkastes. Det kendes hos f.eks. strand-asters.

Udvikling af salttolerance er således afgørende for, hvilke arter der kan leve i strandengsmiljøet. Dyrkningsforsøg tyder imidlertid på, at ingen af vore strandengsarter direkte behøver salt. Flere arter, f.eks. harril, vokser bedst på saltfri bund, mens andre arter synes at have gavn af, at der er i hvert fald et vist indhold af salt i jorden (figur 8-39). Det gælder ikke mindst for arter fra salturtfamilien, f.eks. kveller og strandgåsefod, som vokser bedst ved et saltindhold i jordvæsken på omkring henholdsvis 1,5 % og 1 %, svarende til brakvand.

Særlig kritisk for saltplanterne er saltindholdet i jorden omkring tidspunktet for frøenes spiring. Frøene af de fleste saltplanter spirer således bedst i saltfrit miljø, mens spiringsprocenten falder kraftigt, når saltindholdet stiger (tabel 8-1).

Når strandengsplanterne vokser i det salte miljø på trods af de vanskeligheder, de skal overvinde, er det, fordi de her kan klare sig i konkurrencen. I naturen bliver strandengsarterne udelukket fra at vokse uden for strandengen på grund af konkurrence fra de ikke-salttålende arter. Disse tåler til gengæld ikke de høje saltkoncentrationer på strandengen.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Tilpasninger til høj saltholdighed.

• Forrige afsnit er Tilpasninger til vandmættet jord
• Næste afsnit er Tilpasninger til græsning og slæt