Stor regnspove

Danmarks største vadefugl hedder korrekt stor regnspove, men i daglig tale anvendes oftere det mere mundrette „storspove“ (figur 13-45). Den er en halv meter lang og har et vingefang på en meter. I flugten er den så stor som en sølvmåge. Fuglens lange nedadbuede næb er meget karakteristisk. Men det er ofte fuglens klangfulde, langsomme og dybe fløjt: „duuyib, dyb-duuyib“, der afslører dens tilstedeværelse.

Storspoven er en af de få hede- og engfugle, der har været i fremgang. Jagtlig efterstræbelse året rundt udryddede i 1800-tallet den daværende ynglebestand. Men storspoven reagerede hurtigt på afskaffelsen af forårsjagten i 1931, og fuglen genindvandrede kort efter. Herefter voksede bestanden langsomt (tabel 13-1). Græssernes indtog på heden og den langsomt forøgede vegetationshøjde kan – i det mindste midlertidigt – have fremmet arten. Denne store og langbenede vadefugl yngler nemlig gerne på ret tørre, lysåbne biotoper og klarer sig i en middelhøj græsvegetation. Ynglestedet kan være heder såvel som enge og strandenge. Ynglebestanden toppede omkring 1980 med ca. 400 par, hvorefter den atter er reduceret noget. Storspoven er især forsvundet fra mange små ynglelokaliteter. Som følge af tilbagegangen her i landet og en generel tilbagegang i flere lande i Nordeuropa blev arten helårsfredet i 1994.

Efter tilbagegang på en række hedelokaliteter findes den største samlede ynglebestand nu på Saltholm i Øresund ved København, hvor mere end 70 par yngler. Her er arten tiltaget de seneste 10 år som et resultat af målrettet græsningspleje, der har fremmet levemulighederne. Blandt de hedeområder, der fortsat huser pæne bestande, er Borris Hede, Hulsig Hede ved Skagen og kysthederne i Thy. De åbne og næringsfattige strandenge og strandoverdrev på Læsø rummer også gode bestande.