FIGUR 17-28 (a). Klippebue eller -hvælving.

.

FIGUR 17-28 (b). Strandpille, der er eroderet ud af en klippekyst på Orkneyøerne.

.

FIGUR 17-21. Kystklinten ved Klintebakke på Halsnæs i Nordsjælland. Bemærk, at klintfacaden står stejlest i den lerholdige moræne, mens den skråner mere i det overliggende diluvialsand.

.

Selv om de danske kyster umiddelbart kan forekomme at være meget forskellige, kan de dog alle grupperes inden for to overordnede kysttyper: stejlkysten og fladkysten. Den sprækkefyldte klippevæg, den smalle fjord og skrænten med sommerhus og murbrokker tilhører alle gruppen af stejlkyster, og fælles for dem er, at de er erosionsformer. De er skabt, hvor det oprindelige landskab er så stejlt, at bølgerne eroderer i kysten.

Stejlkysten er nok bedre kendt under navne som klintkyst eller klippekyst. Klintkysten, den altdominerende stejlkysttype i Danmark, dannes, når bølgerne eroderer i sammenhængende materialer. Klippekysten findes, hvor bølgerne har eroderet i krystallinske bjergarter, f.eks. granit, som det bornholmske grundfjeld.

Klintkysten

FIGUR 17-22. De stejleste klinter opstår i de mest sammenhængende materialer, som her i kalken ved Grenå, hvor klintfacaden er lodret.

.

Klintkysten består af en klintfacade eller klintfront, hvis hældning og udformning dels afhænger af klintens materialer, dels af intensiteten af de nedbrydende kræfter, først og fremmest bølgepåvirkningen (figur 17-21). De stejleste klinter opstår i de mest sammenhængende materialer, enten i et meget leret morænemateriale eller i kalk (figur 17-22). Så kan klintfacaden blive lodret som f.eks. klinterne ved Grenå, stevns og på Møn. Den øvre del af klinten kan desuden danne et udhæng, hvor det kun er rodnettet fra overjordens vegetationsdække, der fastholder materialerne. Det kan også ske, at bølgerne ved hjælp af strandens småsten har slidt hulrum, hulkeler, ved foden af de stejleste klinter.

Erosionen i de stejle klinter sker ofte ved, at sammenhængende partier styrter ned på stranden, efter at bølgeerosion ved klintfoden har undermineret denne. Er klinten skabt i løsere materialer med en ringere sammenhængskraft, f.eks. smeltevandssand eller et meget sandet morænemateriale, vil materialerne lettere skride ud, og klintfronten vil være mindre stejl (figur 17-23). Hvor klinten er udformet i fede lerarter, kan man ofte se en opblødning og udskridning af klinterne, der rækker et godt stykke ind i land, f.eks. ved de kilometerlange skred på Bornholms sydkyst (se også boks 10-4 i Lillebælt Ler).

Hvis man tænker tilbage på beskrivelserne af det danske landskabs tilblivelse, vil man dog hurtigt fornemme, at de danske klintkyster oftest er sammensat af forskellige materialer fra gletsjere, smeltevand, ældre marine dannelser, hævet havbund og lokalt også fra moser. Der er altså tale om en blanding af hårdt og blødt materiale, hvilket afspejler sig i de meget forskellige geometriske former, som klintfacaderne kan få.

Hastigheden, hvormed klinterosionen foregår, afhænger både af materialerne i klinten og af bølgernes energiniveau. Grundvandsudsivning og frost-tø-processer kan bidrage væsentligt til klintnedbrydningen. Eftersom erosionen finder sted i ryk i forbindelse med stærk pålandsstorm og forhøjet vandstand, er stormfrekvensen ligeledes vigtig. Klintens højde spiller også en rolle for erosionshastigheden. En høj klint vil rykke langsommere tilbage end en lav på grund af mængden af materialer, der skal transporteres væk, før nye angreb i klintfacaden kan finde sted. Er klinten gennemsat af sprækker, vil typen og orienteringen af sprækkerne desuden have indflydelse på både erosionshastighederne og på klintfacadens geometri.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks

FIGUR 17-23 (a). Klintfacadens hældning og geometri afhænger af klintens geologi. Hvis materialet er overvejende ler (A), vil klintfacaden være meget stejl, mens de mere sandede aflejringer resulterer i skrånende klintfacader (B).

.

FIGUR 17-23 (b). Mere sandede aflejringer resulterer i skrånende klintfacader.

.

FIGUR 17-25. 1) Store sten og blokke. 2) Strandpille. 3) Strand. 4) Erosionshulkele. 5) Aktiv kystklint. 6) Hævet kystklint. Profilet viser abrasionsflakdannelse på en kyst, hvor der er sket en relativ landhævning. Herved er det ældre, tidligere vanddækkede, abrasionsflak, hævet over det nuværende havspejlsniveau. Strandbredden er smal og stenet eller gruset. Tilstedeværelsen af strandpille og erosionshulkele viser, at profilet er udformet i en kalkbjergart. Selv en meget fast moræneler ville være for nedbrydelig til at en strandpille ville dannes, og klinten ville styrte sammen allerede ved en meget lille hulkeledannelse.

.

FIGUR 17-23. Klintfacadens hældning og geometri afhænger af klintens geologi. Hvis materialet er overvejende ler (A), vil klintfacaden være meget stejl, mens de mere sandede aflejringer resulterer i skrånende klintfacader (B). Fotos: M. Binderup.

Afsnit fortsætter her.

Efterhånden som klinterne eroderes, sker der en sortering af de nedbrudte materialer. De fineste partikler, ler og silt, opslæmmes i vandet og føres til havs af bølger og strøm. Opholder man sig ved en leret kyst på en dag med pålandsstorm, vil man tydeligt se, hvordan havet ud for klinten bliver brunt og grumset af ler og tang, der hvirvles rundt i vandet. Er klinten udformet i kalk, bliver vandet helt uigennemsigtigt mælkehvidt af opslæmmet kalk som f.eks. ved stevns eller Møns Klint, hvor kalken kværnes ned, mens de hårde flintesten bliver tilbage på stranden (figur 17-24). Indeholder klinten grovere materialer som større sten og blokke, vil de blive liggende ved klintfoden, mens sand, grus og småsten, som bølgerne er i stand til at flytte, bliver transporteret langs kysten, hvor det bliver brugt til opbygning af kystformer eller aflejres på havbunden andre steder.

Er havspejlet stabilt gennem årtier eller århundreder, kan der dannes en plan, bølgeeroderet platform, kaldet et abrasionsflak eller bare et flak, på den vanddækkede del ud for kysten (figur 17-25). Flakket kan være mere eller mindre stenbestrøet, afhængig af klintens materialer. Det kan med tiden blive så bredt, at det effektivt dæmper bølgernes energi og skaber læ for klinten, så den bliver inaktiv, dvs. ikke længere eroderes, og dækkes med vegetation. Overfladen af ler- og kalkflak kan være gennemsat af huller fra f.eks. boremuslinger, som øger nedbrydningen betragteligt. Er flakket derimod udformet i stenholdige materialer, kan stendækket på flakket være så tæt, at man taler om en stenbrolægning.

På den inderste del af flakket, ind mod klinten, findes strandbredden. Dens materialesammensætning afhænger af klintens geologiske opbygning og af bølgeenergien samt af den tid, der er gået med at udforme klinten. Ofte er strandens materialer en rodet blanding af sand, grus og sten, men rene stenstrande af fint slebne og afrundede sten er også almindelige (figur 17-26). Endelig kan ophobningen af store blokke være så stor, at det er vanskeligt at gå langs stranden. En helt nydannet klint har endnu ikke udviklet en strandbred, ligesom strandbredden ofte vil mangle, hvor klinter udformes i stenfri materialer.

Klippekysten

FIGUR 17-24. En bræmme af havvandet langs foden af Møns Klint er blevet mælkehvidt af opslæmmet kalk denne vinterdag med frisk vind fra nordøst.

.

FIGUR 17-26. Rullestensstrandbred ved klintfod. Klintfacaden fremstår med frisk erosion. Selv om det umiddelbart ser ud, som om der er langt mellem stenene i klinten, er der alligevel ophobet en mængde sten og blokke ved klintfoden. Stenene er for tunge til at blive bragt væk af strøm og bølger og vil derfor blive liggende efterhånden som leret og sandet udvaskes.

.

FIGUR 17-27. Klippekystens erosionsformer, Nordbornholm. A) Modstandsdygtige dele af grundfjeldet danner fremspringende partier mellem sprækkefyldte områder, der er eroderet tilbage. I de fremspringende partier kan der dannes en bue eller hvælving, jf. figur 17-28. B) Fritstående strandpille, „Krogeduren“ ved Vang. C) Brændingshuler, recent og hævet „våd“ og „tør“ ovn.

.

Klippekysterne, som i Danmark kun findes på det nordlige Bornholm, eroderes selvsagt langsommere end klintkysterne (figur 17-27). Mens klintkysterne mange steder rykker flere meter tilbage om året, er klippekysterne stabile gennem årtusinder.

Klippekysten kan tage sig meget forskellig ud. Solide klippeflader kan være afrundede og skuret glatte af istidernes gletsjere, men de kan også være stejle og sprækkefyldte. Ofte vil de krystallinske bjergarter være gennemsat af sprækkezoner og gange, hvori mineralerne er svagere end i moderbjergarten. Det er i høj grad typen af sprækker, der bestemmer udformningen af klippekysten.

I sprækkezonerne kan bølgerne armeret med de sten, de bærer med sig, rive materiale løs, samtidig med at frost-tø-processer bidrager til nedbrydningen. Resultatet er, at der med tiden opstår sprækker og kløfter i klipperne. Det kan også ske, at de mest modstandsdygtige dele af klipperne står tilbage som søjler, strandpiller, ude på abrasionsflakket (figur 17-28). Ligeledes er hulkeler og grotter almindelige ved klippekysterne.

Mellem de fremtrædende partier af klippekysten, hvor klipperne ofte går ret ned i havet, kan der udvikles mindre strande, der typisk er meget stejle og kun består af rullesten og blokke. På en dag med en god, kraftig pålandsvind kan man høre rumlen fra hovedstore sten, der tumler rundt i brændingen.

Stejlkysten og havspejlsændringer

Klinter i områder med en relativ landsænkning vil være længere tid om at gennemgå udviklingen fra aktiv til inaktiv klint. Her vil vandet foran klinten nemlig til stadighed blive dybere, så større bølger kan passere, samtidig med at bølgerne vil angribe højere og højere oppe på klinten. Det modsatte sker i kystområder, hvor landet hæver sig i forhold til havspejlet, som det har været gældende for Nordjylland siden stenalderen.

Man kan dog kun betragte disse anskuelser som sandsynlige tendenser, idet kystzonen er et komplekst miljø, hvor det ikke er enkeltfaktorer, men den samlede virkning af mange forhold, der har betydning for udviklingen. Så selv om man i et sænkningsområde som den sydlige del af Danmark finder forholdsvis mange unge og umodne klinter, der fremstår med frisk erosion og smalle strande, kan man også finde gamle og for længst inaktive klinter (se figur 17-39).

Boks 2

FIGUR 17-28. A viser en klippebue eller -hvælving og B) en strandpille, der er eroderet ud af en klippekyst på Orkneyøerne. Fotos: M. Binderup.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Stejlkyster.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig