Småbiotopernes artsrigdom

Våde småbiotopers artsrigdom falder ofte med deres alder. Det skyldes, at naturen i vandhuller er mest rig på plantearter, så længe vandet er rent, så længe der ikke er fisk eller andefodring, og der ikke er skyggende bevoksninger af vedplanter omkring. Disse forhold karakteriserer netop et nyt vandhul på råjord de første år efter etableringen. Vandhuller i naturlige lavninger i terrænet har ofte ikke afløb. Derfor vil næringsstoffer fra det omgivende land med tiden blive ophobet i vandhullet. Det medfører, at det vil blive omdannet til et grønt vandhul, helt dækket med liden andemad eller trådformede alger, og artsantallet og naturværdien falder.

De tørre småbiotopers artsrigdom stiger derimod med alderen. Artsrigdommen her afhænger nemlig især af arternes mulighed for at sprede sig til biotopen og etablere sig, og – skal det tilføjes – af, om der sikres en pleje, der giver gode levevilkår for konkurrencesvage plantearter. De ældste af de tørre småbiotoper, gravhøjene, blev bygget af overfladejord hentet i omgivelser, der var rige på plantearter. Disse småbiotoper har i mange år derefter været omgivet af den samme artsrige natur. Der var derfor gunstige betingelser for en artsrig vegetation i de gamle, tørre småbiotoper.

I kontrast hertil er de yngste typer af tørre småbiotoper, læhegn, anlagt på dyrket mark. Der har derfor ikke været mange andre kilder til indvandring umiddelbart efter anlæggelse end de enårige og flerårige ukrudtsplanter fra markerne. Undtagelser findes dog. Ved visse vejanlæg udføres der så meget terrænarbejde, at underjorden bliver blottet. Her vil arter fra miljøer i nærheden kunne etablere sig. Som eksempler kan man nævne hedelyng og guldblomme, hvor veje har blottet sandjord i hedeegne, maj-gøgeurt og sump-hullæbe, hvor vejanlæg har gennemskåret arealer med trykvand, og overdrevsarter som stor knopurt, hvor veje gennemskærer kalkaflejringer i nærheden af overdrev.

De ældste typer af tørre småbiotoper har således været mere begunstiget i etableringsfasen end de yngste. Alle småbiotoper, der er anlagt før midten af 1900-tallet, har desuden i et eller andet omfang været afgræsset af husdyr og/eller vilde græsædere som krondyr, eller de blev slået med fingerklipper eller le (figur 9-17 og 9-18). Også vejrabatter, markveje og hegnenes „fodposer“ har været delvist afgræsset. Og efter reglerne skulle vejrabatter indtil 1971 vedligeholdes med to årlige slåninger, første gang i juni og anden gang i sensommeren. Det er senere blevet ændret til én slåning efter 20. august.

Småbiotoper udviser ofte markant økologisk variation inden for en meget kort afstand. Omkring en forhøjning i landskabet er der således et forløb fra næringsfattigt på toppen til næringsrigt i lavningen. Omkring en grøft går forløbet fra vådt til tørt. Hvor den midterste del af småbiotopen bærer vedplanter, som i hegn, går variationen fra skygge til lysåbent. Denne økologiske variation medfører, at småbiotoperne er potentielle levesteder for hovedparten af de plantearter, der forekommer i det dyrkede landskab. Således er småbiotoperne med deres få pct. af det dyrkede landskab levested for i alt 227 hjemmehørende arter af karplanter, mod kun 34 hjemmehørende vilde plantearter på omdriftsmarkerne.

Mens mange af småbiotopernes arter er tilpasset relativt næringsfattige vilkår, er de fleste af markens vilde planter tilpasset produktive, næringsrige forhold (figur 9-19).