A. Kviste fra gulvlag i en stald fra den yngre stenalder i Weier, Schweiz, viser, at kvæget i stalden blev fodret med løvhø af især ask, lind og pil. Kun 3 % af kvistene udgøres af elm.

.

B. Gnav af lille elmebarkbille i elmestamme. Denne bille kan overføre svampesygdommen elmesyge fra ét træ til et andet. Den lodrette midtergang, gnavet af det voksne insekt, er ca. 3,5 cm lang. Sidegangene er gnavet af billens larver.

.

FIGUR 15-11 (a). Oversigtspollendiagram dækkende de sidste 6000 år med eksempel på udviklingen i flade områder med næringsfattig jord (Solsø). Pollen fra dværgbuske stammer næsten udelukkende fra hedelyng. Søens placering ses på figur D: boks 15-2.

.

FIGUR 15-11 (b). Oversigtspollendiagram dækkende de sidste 6000 år med eksempel på udviklingen i flade områder med mere næringsrig jord (Ove Sø). Pollen fra dværgbuske stammer næsten udelukkende fra hedelyng. Søens placering ses på figur D: boks 15-2.

.

FIGUR 15-11 (c). Oversigtspollendiagram dækkende de sidste 6000 år med eksempel på udviklingen i områder med kraftig topografi (Store Gribsø). Pollen fra dværgbuske stammer næsten udelukkende fra hedelyng. Søens placering ses på figur D: boks 15-2.

.

FIGUR 15-12. Procentandelen af lyngpollen (silhuet) og mængden af kulstøv (linje) i aflejringerne fra tre vestjyske søer følger nøje hinanden og viser, at arealet med lyngheder har været i balance med afbrændingen.

.

FIGUR 15-5. Indholdet af isotopen kulstof-13 (13C) i menneskeknogler af forskellig alder. I knogler fra ældre stenalder svarer kulstof-13-indholdet til det, man finder i nutidens mennesker, der hovedsageligt spiser havdyr. Senere svarer indholdet til det, man finder i moderne mennesker, hvis føde består af planter og landdyr.

.

FIGUR 15-6. Pollendiagram fra aflejringer i Gudme Sø dækkende perioden lige omkring Iversens „landnam“. Til højre er vist de gravhøje, der blev bygget i den tidlige del af den yngre stenalder samt en generaliseret tolkning af det miljø, som disse gravhøje er anlagt i. Denne tolkning vedrører næringsrig jord og er baseret på pollen i jordprøver under gravhøje undersøgt i mange egne af landet.

.

FIGUR 15-7. Gravhøje, her fra Bondestenalderen, er ofte opbygget af tydelige tørv, hvor den oprindelige, mørke vegetationshorizont vender nedad. Under gunstige forhold kan pollen være bevaret i tørvene og kan give vigtige oplysninger om landskabets udseende, da højen blev anlagt.

.

FIGUR 15-8. Græsningsoverdrev fra Burren i Irland. Hassel kan tåle et ret højt græsningstryk og blive dominerende i vegetationen i græssede områder.

.

FIGUR 15-9. Lodret snit gennem en nu opdyrket indlandsklit. Den nederste jordbund (under 84 cm) blev dækket af flyvesand (ca. 30-84 cm) i yngre stenalder. I dette flyvesand er senere udviklet en ny jordbund, som igen er dækket af flyvesand. Til sidst er jorden pløjet og opdyrket (over ca. 30 cm), Madum, Vestjylland.

.

FIGUR 15-10. Pollendiagram fra podzoljord, der har været begravet under enkeltgravshøj fra Skarrild ved Herning. Der er taget hensyn til forskelle i pollenproduktion ved tegning af diagrammet.

.

Føden ændrer sig

I dette skovland bredte landbruget sig omkring 5900 år før nu. Selv om jagt og fiskeri fortsatte på sæsonbetingede kystbopladser i nogle århundreder efter agerbrugets indførelse, afspejler skiftet fra primært marine til primært landbaserede fødekilder sig skarpt i kulstof-13-indholdet i fortidige menneskeknogler (figur 15-5, se også afsnittet Elmefaldet).

Dette kunne til dels skyldes, at de undersøgte knogler hovedsageligt stammede fra indlandsbopladser. Men formodentligt medvirkede det pludselige fald i saltholdigheden i de indre danske farvande umiddelbart efter 6000 år før nu til en forholdsvist hurtig overgang fra marin til landbaseret føde. Med dette fald forsvandt mange af de fisk og skaldyr, som ellers havde været vigtige fødeemner i den forudgående kystkultur. Faldet i saltholdighed slog også igennem i Kattegat og Skagerrak, omend mindre kraftigt end i de smalle fjorde.

Forklaringen på faldet skal formodentlig findes i en kombination af faktorer. En faktor kan være et fald i tidevandets størrelse, som ellers havde forårsaget kraftig strøm og derved bragt meget salt vand langt ind i dybe fjorde. En anden faktor kan være en klimatisk betinget øget afstrømning fra elve og floder omkring Østersøen, så de danske områder modtog mere af det brakke vand østfra.

Kvæg og korn i skoven

Med landbruget ankom tæmmede former af okser, får, geder og svin til Danmark. Teoretisk kunne okse og svin være tæmmet her i landet fra de vilde stamformer, men det synes ikke at have været tilfældet, da der ikke kendes nogen overgangsformer mellem de vilde og de tamme dyr. Krydsning mellem de vilde og tamme former har dog nok fundet sted, ligesom landmænd med frilandssvin i dagens Sønderjylland har oplevet stribede grise, når en vildorne fra Tyskland har sneget sig over grænsen.

De tidligste kornsorter i Danmark var primitive hvedesorter som emmer, enkorn, dværg- og almindelig hvede samt nøgen seksradet byg. Disse var forædlede sorter af vilde græsarter med relativt store kerner, hvis oprindelse skal søges i Mellemøsten. Det er bemærkelsesværdigt, at der kun er meget lidt ukrudtsfrø i de fund, man har gjort med rester af afgrøder fra den tid. Det kan tolkes som et udtryk for, at kornet efter høsten blev grundigt renset. Men det kan også skyldes, at markerne var uden meget ukrudt, hvilket har været tydet som et resultat af den dyrkningsform, der praktiseredes, nemlig svedjebruget.

I det primitive svedjebrug blev et skovareal fældet og afbrændt, hvorefter det blev dyrket kortvarigt. Ved en sådan agerbrugsform var der ikke som i vort nuværende agerbrug opbygget en såkaldt „frøbank“ i jorden, hvorfra ukrudt kan spire. Ukrudtet skulle i stedet spredes fra de gamle marker, eventuelt med udsæden, og det var mindre effektivt.

Også i pollendiagrammerne fra denne tid dukker kornsorterne op – især fra lokaliteter på næringsrige jorde. Men mere karakteristisk er her en sekvens af begivenheder, som Johs. Iversen i 1967 har beskrevet skematisk: Efter det såkaldte „elmefald“ (boks 15-3) ses et kortvarigt maksimum i græspollen og urter, som afløses af et tydeligt maksimum i birk. Herefter følger i den tredje fase høje hyppigheder af pollen fra hassel. Johannes Iversen tolkede denne sekvens som et udtryk for tre tydelige faser i et såkaldt „landnam“, nemlig: 1) skovrydningen med afbrænding, 2) en tilgroningsfase med græsning i et birkedomineret krat og 3) succession mod højskov med en fase domineret af hasselkrat.

Der er imidlertid flere problemer med en sådan tolkning. Dels er denne udvikling meget skematisk, og vel næppe noget dansk pollendiagram følger den præcist; specielt synes det første stadium generelt at mangle. Dels ved man nu, at det pollen, der falder ned i en sø, stammer fra et ganske stort område, og der er således ingen sikkerhed for, at den tolkede udvikling har fundet sted på samme, mindre område. Endelig stemmer tidsrammen for udviklingen ikke overens med den længde, faserne kan bestemmes til at have haft ved hjælp af kulstof-14-dateringer. Faserne har tilsammen strakt sig over mindst 400 år, visse steder tilsyneladende hele 800 år, mens den af Iversen beskrevne succession må forventes at være afsluttet i løbet af maksimalt 200-300 år, afhængigt af græsningsperiodens varighed.

Hvorledes kan man da forstå udviklingen i den tidlige landbrugsfase, når landnamsteorien ikke giver en fyldestgørende forklaring? undersøgelser foretaget af pollenindholdet i jordbunde begravet under gravhøje fra den tidlige del af den yngre stenalder for omkring 5800-5000 år siden kan bidrage væsentligt til at forstå udviklingen, skønt der også her er metodiske problemer (figur 15-6). Pollen er nemlig ikke altid velbevaret i disse fossile jordbunde (figur 15-7), og nogle pollentyper viser sig ved eksperimenter at være mere modstandsdygtige mod nedbrydning end andre. Også varmepåvirkning forårsaget af afbrænding af vegetationen kan gøre pollenkorn mere modstandsdygtige end ikke-varmepåvirkede pollen. Desuden kan prøverne være forurenet af yngre materiale, begravet f.eks. af regnorme eller jordbier. Når disse forbehold er nævnt, kan man alligevel drage visse forsigtige slutninger på basis af pollenindholdet i de fossile jorde.

De tidligste undersøgte jordprøver fra den yngre stenalder stammer fra såkaldte langhøje opført i perioden ca. 5800-5500 år før nu. Pollenkornene herfra er ofte varmepåvirkede og afspejler rydninger i højskov eller afbrænding af vegetation domineret af birk og med bynke, altså en sekundær vegetation, som er fremkommet efter forstyrrelse af den oprindelige urskov. Der er fund af pollen og kerner af hvedearter, men fra den tidlige del af perioden er der ingen eller kun små mængder af pollen af lancetvejbred. Pollen af denne typiske græsningsindikator findes derimod i rigelig mængde i jorden under gravhøjene fra den senere del af langhøj-perioden. Det stemmer godt overens med, at pollen af lancetvejbred mangler i pollendiagrammer fra søer og moser i den første periode efter elmefaldet, og derefter stiger til 1-2 %.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks

B (1). Mikroskopfotografier af nogle almindelige pollentyper. El.

.

B (2). Mikroskopfotografier af nogle almindelige pollentyper. Lind.

.

B (3). Mikroskopfotografier af nogle almindelige pollentyper. Elm.

.

B (4). Mikroskopfotografier af nogle almindelige pollentyper. Græs.

.

B (5). Mikroskopfotografier af nogle almindelige pollentyper. Eg.

.

B (6). Mikroskopfotografier af nogle almindelige pollentyper. Birk.

.

B (7). Mikroskopfotografier af nogle almindelige pollentyper. Lyng.

.

B (8). Mikroskopfotografier af nogle almindelige pollentyper. Hassel.

.

B (9). Mikroskopfotografier af nogle almindelige pollentyper. Bøg.

.

B (10). Mikroskopfotografier af nogle almindelige pollentyper. Avnbøg.

.

B (11). Mikroskopfotografier af nogle almindelige pollentyper. Ask.

.

B (12). Mikroskopfotografier af nogle almindelige pollentyper. Fyr.

.

C. Generaliseret pollendiagram, der viser skovudviklingen i Holocæn på næringsrig jord. Der er ved tegningen af diagrammet taget hensyn til træernes forskellige pollenproduktion.

.

A. Når rugen har „dræet“, dvs. spredt sine pollen i en sky med et vindstød, hænger de tomme støvdragere ud af akset.

.

D. Lerindholdet i jorden er en af de vigtigste faktorer for plantevæksten i Danmark. På kortet vises nogle vigtige lokaliteter for pollendiagrammer, som er anvendt i kapitlets oversigt over de sidste 6.000 års udvikling. Signaturforklaringen viser, hvor mange procent lerindhold i jorden, de enkelte farver svarer til.

.
Boks 15-2.

B. Mikroskopfotografier af nogle almindelige pollentyper. 1) el, 2) lind, 3) elm, 4) græs, 5) eg, 6) birk, 7) lyng, 8) hassel, 9) bøg, 10) avnbøg, 11) ask, 12) fyr.

Pollen

Hvis man finder pollen fra landplanter i geologiske lag, kan de – hvis de altså er samtidige med lagene – anvendes til at sige noget om klimaet og miljøet, da det pågældende lag blev aflejret, idet de forskellige planter har hver deres krav. Pollen bruges især til at fortælle noget om den natur og de afgrøder, der fandtes (figur C).

C. Generaliseret pollendiagram, der viser skovudviklingen i Holocæn på næringsrig jord. Der er ved tegningen af diagrammet taget hensyn til træernes forskellige pollenproduktion.

Pollen dannes i blomsternes støvdragere og tjener befrugtningens sag (figur A). Hovedparten af det pollen, som produceres, vil imidlertid ikke opfylde sit formål og gå til grunde. Falder det imidlertid på steder med meget lidt ilt eller med meget sure forhold, kan det bevares i aflejringer i millioner af år. De vigtigste aflejringer, hvor pollen bevares, er søsedimenter og mosetørv.

A. Når rugen har „dræet“, dvs. spredt sine pollen i en sky med et vindstød, hænger de tomme støvdragere ud af akset. Foto: B. Odgaard.

I borekerner fra sådanne aflejringer kan pollenindholdet undersøges i en række niveauer, og forekomsten af hver pollentype kan beregnes i % af samtlige pollen. En grafisk fremstilling af disse procenters vekslen op gennem aflejringen kaldes et pollendiagram (figur C). De planter, der producerer mest pollen og har den mest effektive pollenspredning, er selvfølgelig dem, som er bedst repræsenteret i pollendiagrammet. F.eks. mente man i mange år, at lind ikke var noget betydende skovtræ i Jægerstenalderens urskov, men i dag ved man, at den som insektbestøver ikke spreder nær så meget pollen som f.eks. eg. Lind regnes nu for et af de dominerende træer i den danske urskov.

D. Lerindholdet i jorden er en af de vigtigste faktorer for plantevæksten i Danmark. På kortet vises nogle vigtige lokaliteter for pollendiagrammer, som er anvendt i kapitlets oversigt over de sidste 6.000 års udvikling. Signaturforklaringen viser, hvor mange procent lerindhold i jorden, de enkelte farver svarer til.

Afsnit fortsætter her.

I jordprøverne fra gravhøje fra den efterfølgende dysseperiode, der startede for ca. 5500 år siden, dominerer pollen fra græs og urter i højere grad end tidligere, og blandt træpollen er især hassel fremtrædende. I denne periode viser pollendiagrammer fra søer stigende mængder af hassel, græs og lancetvejbred. I den periode, hvor gravhøjene anlagdes som jættestuer, dvs. for ca. 5300 år siden og nogle århundreder frem, er pollenindholdet i jordbunden under anlæggene i mange områder helt domineret af græs og urter, hvor lancetvejbred er stærkt fremherskende. Enkelte steder dominerer dog stadig pollen af hassel, typisk påvirket af afbrænding. Pollendiagrammer fra søer viser her stadig høje værdier for hassel, græs og lancetvejbred.

Når man husker på, at gravanlæggene oftest er lagt højt i terrænet, og at pollenprøver derfra altså afspejler tilstanden på veldrænet jord, kan man ved at kombinere med søpollendiagrammerne forsøge at sammenstykke et billede af udviklingen gennem de første tusinde år af yngre stenalder. Tidligt i perioden anlagdes gravhøjene i lysninger i lindeurskoven eller i birkekrat efter afbrænding og agerbrug. Afbrænding giver birk særligt gode vilkår, idet dens frø spirer særlig villigt efter brand. Det er muligt, at husdyrene i de første århundreder af perioden udelukkende stod opstaldet, eller at hovedvægten lå på ikke-græssende dyr, så vegetationen ikke direkte blev påvirket gennem husdyrgræsning.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks 2

Boks 15-3.

A. Kviste fra gulvlag i en stald fra den yngre stenalder i Weier, Schweiz, viser, at kvæget i stalden blev fodret med løvhø af især ask, lind og pil. Kun 3 % af kvistene udgøres af elm. Foto: P. Rasmussen, 1991.

Elmefald

Elm var et hyppigt træ i Atlantikums urskov i Danmark. Antallet af porer på elmepollen fra denne periode tyder på, at det hovedsageligt drejede sig om storbladet elm, som foretrækker næringsrige, gerne lidt fugtige muldjorde. Det passer godt med, at elmepollen er langt hyppigere i pollendiagrammer fra næringsrige østdanske områder end fra det sandede Vestjylland.

Omkring 6000-5800 år før nu skete imidlertid en kraftig tilbagegang i elmens pollenprocenter. Baggrunden for dette såkaldte „elmefald“, der synes at indtræde nogenlunde samtidigt over store dele af Mellem- og Nordvesteuropa, har været genstand for mange diskussioner, som er farvet af, at elmefaldet skete samtidig med eller efter landbrugets udbredelse.

Nogle forskere har ment, at elmens tilbagegang afspejler den fra historisk tid kendte afskæring og indsamling af elmekviste med blade til „løvfoder“ for kvæg, så elmens pollenproduktion nedsattes. Andre har ud fra den tilsyneladende samtidighed af fænomenet over et større område argumenteret for en klimatisk forklaring. Denne forklaring støttes af, at lagene i en del søer fra denne periode viser en sænkning af vandstanden, der formodentlig netop skyldtes klimaændringer. Endelig har nogle foreslået en forhistorisk epidemi af elmesyge, svarende til den, der i slutningen af 1900-tallet næsten har udryddet storbladet elm som landskabstræ i Danmark.

Løvfoderteorien fik et knæk af Peter Rasmussens detaljerede undersøgelser af et gødningslag fra et velbevaret staldgulv i en schweizisk bebyggelse fra tidlig bondestenalder. Undersøgelserne sandsynliggjorde, at dyrene i stalden ganske vist var blevet fodret med løvhø, men at netop elm var meget lidt brugt til dette formål (A).

Derimod har fund af de elmebarkbiller (Scolytes laevis og Scolytes scolytes), som overfører elmesygen, i lag, der er samtidige med elmefaldet, øget fokus på netop denne infektion som forklaring. I Store Åmose (se Holocæn) er der tilsvarende fundet et stykke elmetræ, som er præcist samtidigt med elmefaldet (kulstof-14-dateret), og som viser de karakteristiske gnav af den selv samme bille (B).

B. Gnav af lille elmebarkbille i elmestamme. Denne bille kan overføre svampesygdommen elmesyge fra ét træ til et andet. Den lodrette midtergang, gnavet af det voksne insekt, er ca. 3,5 cm lang. Sidegangene er gnavet af billens larver. Foto: Peter Warna-Moors/ De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS).

Det viser entydigt, at billen har været til stede, og at overførsel af elmesygen således var mulig, men ikke at træerne rent faktisk var inficeret af den svamp, som giver elmesygen. Afgørende nyt er imidlertid kommet ved anatomiske undersøgelse af andre træstykker af elm fra den samme lokalitet, hvor stykket med elmebarkbillegnav blev fundet, og af samme alder. I et af disse træstykker har man påvist en såkaldt barrierezone. Denne barrierezone er nøjagtigt mage til det anatomiske modtræk, som et moderne elmetræ tager, når det angribes af elmesyge i et forsøg på at begrænse svampens smitte i veddet.

Denne påvisning gør det overvejende sandsynligt, at elmesygen i det mindste var en del af årsagen til elmefaldet. Interessant for os i dag er det, at elmen mange steder senere igen bredte sig stærkt i landskabet.

Afsnit fortsætter her.

Efter nogle århundreder omlagdes driften, så dyrene nu gik frit og græssede, hvilket gradvist åbnede landskabet på disse høje jorde, og sekundære krat af hassel spillede nu en større rolle. I modsætning til birk modstår hassel med sin udprægede evne til at sætte stubskud selv ganske kraftig afgræsning (figur 15-8), og det er sandsynligt, at birkens tilbagegang hen imod slutningen af årtusindet skyldes den intensiverede græsning. På dette tidspunkt opstod egentlige græsningsoverdrev, hvorpå jættestuerne i vidt omfang opførtes. Sideløbende med denne udvikling har mindre områder været anvendt til dyrkning af de tidlige kornsorter.

Ud over egentlige fund af kornkerner, af aftryk heraf i keramik og af pollen af korntype giver agerbruget også et andet varigt udtryk, nemlig de seglflækker af flint, som bl.a. er kendt fra den første del af yngre stenalder. På disse flinteredskaber ses nemlig en karakteristisk kiselaflejring, som peger entydigt på, at flækkerne har været anvendt til høstning af korn. Flækkerne fra denne periode er dog ikke så slidte som de senere, hvilket kan tolkes som et udtryk for, at kornavlen har været begrænset i den tidlige fase.

Landbruget førte også til andre ændringer i landskabet. De første spor af sandflugt i det indre Vestjylland er fundet i flere perioder gennem yngre stenalder, bl.a. for omkring 5400 og 4900 år siden (figur 15-9). Dateringerne stammer fra jordbunde, der er dækket under flyvesand, men det er usikkert, hvad der har igangsat sandflugten. Afbrænding af de eksisterende heder har dog, hvis de blev foretaget på et meget tørt tidspunkt af året, kunnet medføre, at det organiske morlag, som hedelyngen aflejrede, blev brændt helt bort. Derved blev det underliggende sandlag frilagt for vindens kræfter. Endelig kan agerbrug på lette jorde også have medført sandflugt.

De sidste århundreder op til 4800 før nu er præget af en vis tilbagegang i udnyttelsen af landskabet, således at de oprindelige skovtræer igen får en renæssance.

Landskabstyperne udvikles

Mens kulturpåvirkningen i den forudgående periode var spredt ud over næsten alle landskabstyper, er perioden fra 4800 til 3000 før nu karakteriseret ved mere specialiserede anvendelser. Således ser man nu de første større lynghede- og overdrevslandskaber opstå, mens andre områder udnyttes langt mere ekstensivt på grund af deres terrænforhold eller fattige jorde.

Specialiseringen sker åbenbart allerede fra periodens start. Den såkaldte enkeltgravskultur i perioden 4800-4400 år før nu medførte i visse egne en egentlig landskabsrevolution. Enkeltgravskulturen var især udbredt i de mindre frugtbare egne af Jylland, hvor pollendiagrammer fra søer afspejler en kraftig ekspansion af græsningsoverdrev eller af hede, afhængig af jordbundstypen.

Pollenindholdet i en jordbund under en høj fra enkeltgravskulturen opført for ca. 4600 år siden ved Skarrild Overby syd for Herning giver et fint indblik i den lokale ændring fra skov til hede (figur 15-9). Højen er anlagt på flyvesand, som var blevet aflejret i Senglacial. Jordbunden er en såkaldt podzol, der er opstået ved forsuring og udvaskning af det naturlige jernindhold. Øverst ses et såkaldt morlag, der består af rester af planter, som har vokset på stedet. Derunder findes et lyst gråt lag af blegsand, der har denne farve, fordi alle jernforbindelser og humusforbindelser er vasket ud. Disse er til gengæld udfældet i det underliggende meget mørke lag, allaget.

En sådan jordbund er sur, og pollen er derfor velbevaret. Pollenindholdet i morlaget afspejler vegetationen, som den så ud, da højen blev anlagt, mens pollenindholdet nederst i blegsandslaget og i allaget viser tilstanden nogle århundreder i forvejen under den såkaldte tragtbægerkultur.

Pollendiagrammet viser en birke-elleskov, som forvandledes til en lynghede, og et stærkt stigende indhold af kulstøv mod toppen af lagene bevidner, hvor vigtig afbrænding var i den proces. Hvis vegetationen nemlig brændes af, får hedelyngen en særlig fordel, idet dens frø spirer særlig villigt efter en brand. Lyngstadiet må efter koncentrationen af pollen at dømme have varet et par hundrede år, og så længe kan en lynghede under naturlige forhold ikke eksistere – den vil vokse til med revling, græs og til slut træer, som man kender det fra moderne heder i dag. Revlingepollen er imidlertid uhyre sjældent i lagene, og der er ingen tvivl om, at heden har været holdt i et lyngdomineret stadium ved gentagne afbrændinger. Man har ønsket at bruge lyngheden til græsning.

Andre tilsvarende jordbundsprofiler fortæller om, hvorledes birke-linde-hasselskove på veldrænede, sandede jorde på tilsvarende måde er forvandlet til lyngheder. På mere næringsrige jorde er udviklingen derimod gået mod græsdominerede overdrev med meget lancetvejbred. Både heder og overdrev har været værdifulde græsningsområder, lynghederne især til vintergræsning.

Der er således ingen tvivl om, at enkeltgravskulturen var stærkt afhængig af græsningsområder til husdyr. Mest ekstremt kendes denne udvikling fra Thy og fra området vest for Herning, hvor landskabet i denne 400-årige periode skiftede karakter fra skovland til græsland eller hede. Men også i Østjylland og visse steder på øerne, f.eks. ved Gudme på Sydøstfyn, var påvirkningen lokalt kraftig. Den østdanske udvikling i denne periode er ellers i de fleste områder karakteriseret ved en tilbagevenden til højskov med lind, elm og eg.

I modsætning til den forudgående periode kendes der fra enkeltgravsperioden kun relativt få fund af korn, og nøgen byg er den helt dominerende kornsort. Agerbrug synes mindre fremtrædende.

Afslutningen af yngre stenalder, fra 4400 til 3700 år før nu, var i de østdanske områder præget af en fortsat dominans af højskov af lind, ask, eg og elm. I de egne, hvor enkeltgravskulturen havde skabt mere åbne landskaber, skete der en skovtilgroning, dog ikke i vest-, Midt- og Nordvestjylland. Her opretholdtes det åbne land, som enkeltgravsfolket havde frembragt.

Overgangen til Bronzealderen, ca. 3700 år før nu, er igen en vigtig periode i den danske landskabsudvikling (figur 15-11). Her blev kimen til en endelig adskillelse af bakkede skovlandskaber, slettelandskaber med agerbrug og hedelandskaber lagt. I egne med en jordbund, der egnede sig til agerbrug, og hvor landskabets topografi ikke lagde hindringer i vejen, ekspanderede agerbruget og husdyrgræsning. Pollenindholdet i jordbunde under gravhøje fra Bronzealderen viser, at disse typisk blev anlagt i helt åbne landskaber, som blev udnyttet til græsning.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks 4

FIGUR 15-11. Oversigtspollendiagrammer dækkende de sidste 6000 år med eksempel på udviklingen i flade områder med næringsfattig jord (Solsø). Pollen fra dværgbuske stammer næsten udelukkende fra hedelyng. Søens placering ses på figur D: boks 15-2.

Afsnit fortsætter her.

I stærkt bakkede områder, f.eks. I Østhimmerland, Hvalsø syd for Roskilde og i Nordøstsjælland, fik højskoven derimod stort set lov til at stå. Grænsen mellem skovland og agerbrugslandskaber kunne være skarp. F.eks. viser pollendiagrammer fra Langesø og Dallund Sø på Nordfyn, som kun ligger 8 km fra hinanden, helt typiske forløb for henholdsvis bakkeland og sletteland.

På næringsfattige, sandede jorde i forholdsvist jævne landskaber måtte skoven også vige i begyndelsen af Bronzealderen. Her gav den hovedsageligt plads til heder, der blev vedligeholdt som græsningsområder ved afbrænding.

Selv om landskabet blev adskilt i disse tre landskabstyper i løbet af ældre bronzealder, var der dog næsten alle steder stadig en del skov tilbage. Kun i Thy og på hederne vest for Herning var skov, og dermed visse træprodukter, nu ved at være en mangelvare. De foretrukne kornsorter i den ældre bronzealder var stadig nøgen byg og de primitive hvedesorter emmer, enkorn, dværghvede og spelt.

Store dele af Vestjylland var nu domineret af udbredte lyngheder. Fra at dække naturlige lysninger i de vestjyske åbne urskove var dette plantesamfund nu blevet en vigtig del af kulturlandskabet. Hederne må nemlig ikke ses som golde „ørkner“, der bredte sig på opgivne marker. Ganske vist sker der en naturlig indvandring af hedelyng på sandede marker ca. 5-10 år efter, at en dyrkning ophører, men den proces har ikke haft megen betydning for hedernes ekspansion. Pollenindholdet under enkeltgravshøjene viser nemlig, at processen fra skov til hede var direkte, og at den indebar afbrænding både i overgangsfasen og som konstant vedligeholdelse.

Afbrændingen giver sig i øvrigt også til kende i søaflejringerne, hvor der er en tæt sammenhæng mellem mængden af lyngpollen og mængden af trækul fra afbrændinger (figur 15-12). Karakteristisk er også sjældenheden af pollen fra planter, som dårligt tåler afbrænding. Således træffes der kun små mængder af revling, der ellers er vindbestøver og spreder meget pollen. Ligeledes er pollen af enebær sjældent helt indtil de allerseneste århundreder før nu, hvor afbrændingen af hederne aftog. De smukke enekrat, som ses stedvist i Vestjylland i dag, har altså generelt ikke nogen lang historie.

De forhistoriske heder blev således ved hyppige afbrændinger fastholdt i et stadium, som domineredes af ung lyng, og de var en del af produktionslandskabet. Deres vigtigste rolle var at levere vintergræsning, og derved gav de en stor arbejdsbesparelse, da man så kunne slække på indsamling af vinterfoder til husdyrene. Andre arealer med græs og urter leverede hovedparten af sommergræsningen.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Skovlandet åbnes.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig