Silur

FIGUR 7-27. Figuren viser Baltica's vandring gennem Tidlig Palæozoikum fra Sen Kambrium 500 millioner år før nu til Tidlig Devon godt 100 millioner år senere. Alle tal i mio. år. Fire kontinenter var indblandet i bevægelserne: Gondwanaland, Laurentia, Avalonia og Baltica. Tallene viser kontinenternes placering på bestemte tidspunkter, regnet i millioner år før nu. Kollisionen mellem Laurentia, Baltica og Avalonia førte til dannelsen af Den Kaledoniske Bjergkæde gennem Norge, Østgrønland, Skotland, Nordtyskland og Polen. I de to sidste lande er bjergkæden i dag begravet under flere kilometertykke lag af yngre aflejringer. Samtidig hermed blev de mellemliggende have Iapetus Havet og Tornquist Havet lukket.

.
Licens: Begrænset anvendelse

FIGUR 7-28. Strømorienterede graptolitter (Monograptus) i vulkansk sandsten fra øverste del af Tidlig Silur. Sandsten af denne type findes som løse blokke på de sydbornholmske strande. De aktive vulkaner har ligget syd for Bornholm nær kollisionszonen mellem Baltica og Avalonia. Ca. halv størrelse.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Som tidligere nævnt bevægede Baltica sig i løbet af Ordovicium og Silur mod nord for i slutningen af Silur at befinde sig tæt ved Ækvator. Iapetus Havet mellem Baltica og Laurentia blev stadig smallere i løbet af Ordovicium, og i Silur kulminerede forløbet i en egentlig kollision mellem de to kontinenter. Hermed afsluttedes dannelsen af Den Kaledoniske Bjergkæde gennem det, der nu er Sverige og Norge, på den ene side, og Østgrønland og Skotland på den anden (kapitlet De globale begivenheder). Samtidig bevægede minikontinentet Avalonia sig i nordlig retning mod Baltica, så Tornquist Havet langsomt blev lukket. På nordsiden af Avalonia blev der aflejret en kegle af sedimenter langs den aktive pladerand.

Avalonia nåede frem til Baltica i løbet af Tidlig Silur, hvor sedimentkeglen blev skudt ind over Balticas sydlige pladerand. Vægten af de overskudte sedimentmasser var så stor, at pladeranden begyndte at bøje nedad, og der dannedes et flere kilometer dybt aflejringsbassin – Det Kaledoniske Forlandsbassin. Samtidigt med den kraftige indsynkning har de kolliderende kontinenter selv leveret store mængder nedbrydningsprodukter, der i hastigt tempo har opfyldt det nye bassin. Bassinet har dækket det meste af det danske område og har i bueform strakt sig til områderne syd og øst for Bornholm.

Hele det komplicerede pladetektoniske forløb var afsluttet for omkring 405 millioner år siden i Tidlig Devon. Herefter udgjorde Laurentia, Avalonia og Baltica tilsammen kontinentet Laurasia, som er beskrevet i kapitlet De globale begivenheder (inkl. følgende afsnit) (figur 7-27).

Silure graptolitskifre

I det bornholmske område blev der i Tidlig Silur fortsat aflejret graptolitskifre. Man finder en lagpakke med ca. 160 m mørkegrå skifre, bl.a. karakteriseret ved talrige millimetertynde, siltholdige lag. De dominerende fossiler i skifrene er graptolitter, f.eks. af slægterne Monograptus og Retiolites. Derudover kan man finde sjældne fossiler af blæksprutter, muslingekrebs (ostracoder) og muslinger.

De to graptolitformer Rastrites og Cyrtograptus gav tidligere navn til en opdeling af enheden i Rastrites Skifer og Cyrtograptus Skifer. Da disse to fossiler imidlertid er ganske sjældne, og da der ikke ses nogen karakteristisk mineral- og strukturforskel mellem de to enheder, er man i dag mest tilbøjelig til at slå dem sammen. Undersøgelser af graptolitfaunaen viser, at skiferenheden tilhører Tidlig Silur, og enheden vil her blive omtalt som den tidlig silure graptolitskifer. Enheden kan ved hjælp af graptolitfaunaen opdeles i 14 zoner, hver af en varighed på mindre end 1 million år.

Den tidlig silure graptolitskifer er aflejret på dybt vand langt fra kysten, måske på vanddybder op til 1000 m. Da der ikke er iagttaget spor efter bundlevende dyr, må bundforholdene have været iltfattige, sikkert som et resultat af den store havdybde. Et stigende indhold af lys glimmer og lermineralet chlorit opad i skiferen tyder på en begyndende nedbrydning af nærliggende landområder. Det er fristende at søge disse landområder langs Balticas pladerand syd og vest for Bornholm, hvor de første faser af Den Kaledoniske Bjergkædefoldning var aktive. De mange indslag af silt i skiferen kan skyldes slamstrømme fra nedbrydning af disse unge bjerge.

På stranden ved Øleå findes løse blokke af silure graptolitskifre, der indeholder tynde lag af vulkansk aske. Disse såkaldte tufsandsten skyldes udbrud fra kontinentale vulkaner, der sandsynligvis lå 2-300 km syd eller sydvest for Bornholm, hvorfra asken er blæst ud over havet og aflejret på stor vanddybde. Graptolitter i tufsandstenene viser, at de stammer fra den yngste del af Tidlig Silur og dermed repræsenterer de yngste silure bjergarter på Bornholm. Lagene er sandsynligvis faststående på havbunden ud for Øleå (figur 7-28).

Kalklag er almindelige i dele af de silure graptolitskifre, men alle steder drejer det sig om kalkforekomster dannet ved kemiske processer efter skiferens aflejring. Ved Billegrav nær Øleå ses adskillige centimetertykke kalklag, mens linseformede konkretioner er almindelige ved Øleås udløb, hvor de vaskes op fra de undersøiske lag. Disse konkretioner har påkaldt sig særlig interesse ved i sjældne tilfælde at indeholde perfekt krystalliserede kvartskrystaller, de såkaldte bornholmske diamanter (omtalt i afsnittet Kalk og kridt). Konkretionerne er dannet i det unge, vandfyldte muddersediment. Senere sammenpresning og udtørring har ført til opsprækning af konkretionens indre, og i disse hulrum har kvartskrystallerne kunnet gro frit, så de fik deres perfekte krystalform (figur 7-29).

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks

FIGUR 7-29 (a). Konkretion fra de silure skifre på Bornholm. Flækket konkretion med specielle indre strukturer, hvor skrumpning og opsprækning har dannet karakteristiske hulrum. Her er der udfældet lyse krystaller af kalkspat. Selve konkretionen består af de samme lermineraler som den omkringliggende skifer, men er cementeret med mikrokrystallin kalkspat hurtigt efter aflejring af skiferen.

.
Licens: Begrænset anvendelse

FIGUR 7-29 (b). Konkretion fra de silure skifre på Bornholm. Bornholmske „diamanter“ i brudstykke af en silurisk konkretion. De bornholmske diamanter har intet med rigtige diamanter at gøre, men er næsten perfekt krystalliserede kvartskrystaller. De har vokset i konkretionens indre hulrum, der ellers er udfyldt med kalkspatkrystaller. Kvartskrystallerne kan blive op til 10 mm store.

.
Licens: Begrænset anvendelse

FIGUR 7-29. Konkretion fra de silure skifre på Bornholm. A) Flækket konkretion med specielle indre strukturer, hvor skrumpning og opsprækning har dannet karakteristiske hulrum. Her er der udfældet lyse krystaller af kalkspat. Selve konkretionen består af de samme lermineraler som den omkringliggende skifer, men er cementeret med mikrokrystallin kalkspat hurtigt efter aflejring af skiferen. B) Bornholmske „diamanter“ i brudstykke af en silurisk konkretion. De bornholmske diamanter har intet med rigtige diamanter at gøre, men er næsten perfekt krystalliserede kvartskrystaller. De har vokset i konkretionens indre hulrum, der ellers er udfyldt med kalkspatkrystaller. Kvartskrystallerne kan blive op til 10 mm store. Foto: A. Kielland.

Afsnit fortsætter her.

Graptolitskifre, der svarer til de bornholmske, kendes fra Skåne. Her ses også lag fra Sen Silur, der ikke findes på Bornholm. Markant er de mere end 800 m tykke lag af Colonus Skifer, en sandet og glimmerholdig skifer, der er aflejret over et kort tidsinterval. Colonus Skifer demonstrerer en markant stigning i aflejringshastighed i forhold til den, der kendes fra tidligere dele af Tidlig Palæozoikum. De silure lag i Skåne afsluttes af Öved-Ramsåsa Serien, der omfatter aflejringer af mergel, kalksten og sandsten dannet tæt på kysten.

I det øvrige Danmark er der fundet tidlig silure graptolitskifre i Terne-1-boringen fra Kattegat, i boringen ved Slagelse samt fra Stina-1 – og Pernille-1-boringerne i Rønnegraven vest for Bornholm. Alle steder er lagene udviklet som finkornede dybvandsaflejringer med mange indslag af grovere materiale. Sensilure skifre og siltsten, der svarer til Colonus Skifer og Öved-Ramsåsa Serien i Skåne, ses i Rønde- og Nøvlingboringerne i Midtjylland.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Silur.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig