FIGUR 12-22. Længdesnit gennem en fisks lugteorgan.

.

FIGUR 12-23. Torsk, der søger føde på bunden ved hjælp af sanseorganer på skægtråden og bugfinnerne.

.

FIGUR 12-19. Silds specielle anatomi med en luftfyldt kanal fra svømmeblæren hen til området tæt ved labyrinten.

.

FIGUR 12-20. Menneskets og forskellige fiskearters krav til lydens intensitet for at kunne høre forskellige frekvenser. Alle fisk er bedre end mennesker til at høre de dybe frekvenser på mindre end 100 Hz.

.

Vand er ofte mørkt og plumret og har specielle lydledende egenskaber. Fiskene har tilpasset sig disse vilkår, og skaffer sig ikke blot information om omgivelserne ved hjælp af synet, men også ved hjælp af sidelinjesystemet, hørelsen, lugtesansen og i nogle tilfælde elektriske sanseorganer.

Synet

FIGUR 12-16. Tværsnit af et fiskeøje.

.

FIGUR 12-17. Typisk synsfelt for en fisk. Den døde vinkel er grå.

.

FIGUR 12-18 (a). Placeringen af det venstre øre og de tre væskefyldte kamre hos en fisk.

.

FIGUR 12-18 (b). Skitsen viser ørestenens placering direkte oven på sansecellerne.

.

Synet spiller en stor rolle for mange fisk, specielt for overfladefisk. Fisks øjne er, i modsætning til pattedyrenes, konstrueret med en næsten kuglerund hård linse, der ofte presser iris frem. Den kuglerunde linse skyldes, at lysbrydningen er højere i vand end i luft. Pattedyr stiller skarpt på et objekt i forskellige afstande ved at ændre den langt mere affladede linses form, mens fiskene simpelthen flytter linsen frem eller tilbage i øjet ved hjælp af muskler (figur 12-16).

Fiskene kan også takke de kuglerunde linser for et synsfelt, der almindeligvis ligger på 160-170 grader. Fisk kan derfor se næsten alt omkring sig. Kun bagud langs kroppen og umiddelbart over og under kroppen har fisk døde vinkler (figur 12-17).

Lyset aftager med dybden. I danske farvande er der ved dybder mellem 20 og 50 m kun ca. 1 % af den lysintensitet, der rammer vandoverfladen. Det er ikke kun lysintensiteten, men også lystes bølgelængde, der ændrer sig med dybden. Kort- og langbølget lys absorberes med dybden. Hvis vandet er klart trænger blåt lys bedst ned i det. Blot man kommer ned på få meters dybde, er det langbølgede lys allerede så svækket, at alt ser mere eller mindre blågråt ud.

Fisk, der lever på lavt vand, udnytter kropsfarve som signal; f.eks. ved parringsvalg eller som kamuflage. Dette gælder ikke for fisk, der lever på dybere vand. De er ofte sorte eller i nogle tilfælde røde (f.eks. rødfisk), men i deres naturlige omgivelser ser de helt sorte ud i den smule blåt lys, der trænger derned.

På større dybder sker der i øvrigt ikke kun en svækkelse af lyseintensiteten, men lyset spredes også, således at der tilsyneladende kommer lige så meget lys fra siderne som fra oven og nedefra. I et sådant miljø kastes der ingen skygger, og retningsbestemmelse og balance kan derfor ikke baseres på lys.

Lydopfattelse og lydfrembringelse

Vand er et fortrinligt medium til udbredelse af lyd, som forplanter sig med en hastighed af ca. 1500 m per sekund mod 330 m per sekund i luft. Fisk har ikke noget udvendigt øre, men de kan alligevel høre. Som andre hvirveldyr har de et indre øre, labyrinten. Dette organ er ud over hørelsen vigtigt i relation til retningsbestemmelse og 3-dimensionel positionsbestemmelse i vandet.

Labyrinten består af tre væskefyldte buer, som hver især er placeret vinkelret på hinanden (figur 12-18). Nederst i buerne findes tre væskefyldte kamre, som hver indeholder en øresten. Øresten er massive kalkdannelser, som vokser med fisken. Ligesom i skællene dannes der årringe i ørestenene, og disse anvendes også til aldersbestemmelse af fisk. Ørestenene hviler på sansecellehår i de væskefyldte kamre. Ørestenen i det øverste kammer er involveret i retningsbestemmelsen, mens de to nedre ørestens funktion er at opfange lyde eller vibrationer.

Ørestenene er karakteristiske for hver art. Dette kan være nyttigt, når man ønsker at undersøge, hvad slags fisk en rovfisk ernærer sig af. Ofte er de spiste fisk så fordøjede, at det kun er muligt at bestemme dem ud fra de svært nedbrydelige øresten.

Nogle fisk, f.eks. sildefisk, karpefisk og torsk, hører bedre end andre fisk, idet en luftfyldt kanal fra svømmeblæren har forbindelse til nogle luftfyldte blærer placeret umiddelbart op ad labyrinten (figur 12-19). Den luftfyldte svømmeblære fungerer således som en slags mikrofon, der kanaliserer lydbølgerne videre til labyrinten.

Fisk kan ikke høre helt så høje toner som mennesker. Fisk med den omtalte luftkanal kan høre op til ca. 2 KHz ( 1 kilo Hertz = 1000 svingninger per sekund), mens fisk uden denne anordning kun kan høre op til 250-400 Hz (figur 12-20).

Nogle få fisk kan frembringe lyde ved at sætte svømmeblæren i svingninger. Den virker da som et trommeskind. Knurhaner er kendt for at kunne producere lyd.

Sidelinjen

FIGUR 12-21. Sidelinjens udbredelse og de Lorenzinske ampullers poreåbninger på hovedet af en haj, samt et snit gennem en Lorenzinsk ampul med poreåbning.

.

Sidelinjen består af en slimfyldt kanal, der løber mere eller mindre vandret fra hoved til hale på hver side af fisken (figur 12-21). Den har adskillige sidegrene og er på hovedet udformet som en slags netværk. Sidelinjen står i forbindelse med vandet igennem utallige porer og huller i skællene. I sidelinjekanalen er der placeret mange sanseceller.

Sidelinjens funktion er at registrere lyde med lav frekvens og andre trykbølger, og fisk orienterer sig i høj grad i miljøet ud fra informationer, som opsamles af sidelinjen. Det er således påvist, at stimefisk, der har fået afdækket øjnene, alligevel stimer uden problemer. Endvidere er det vist, at rovfisk kan fange et bytte, der svømmer forbi ved udelukkende at bruge informationer fra sidelinjen. Den kan på en måde fungere som et radarsystem, idet fisken registrerer tilbagekastede trykbølger fra faste overflader i dens omgivelser. Dette supplerer synssansen og bevirker, at fisk kan fornemme objekter i de nære omgivelser i mørke.

Sidelinjens udbredelse og forløb er artsspecifik og vigtig til artsbestemmelse. Hos nogle få fiskearter mangler sidelinjen – de er helt afhængige af synssansen, når de skal orientere sig mellem faste genstande.

Lugte- og smagssans

Hos de fleste fisk er lugtesansen knyttet til næsen (figur 12-22). Forrest på hovedet sidder der på hver side et næsebor, der med en hudflig er delt i en ind- og udstrømningsåbning. Selve lugteorganet, lugtegruben, består af en række lameller besat med sanseceller, som igen er forbundet med hjernen.

Næseborene har ikke en aktiv pumpe, men vand føres passivt igennem, når fisken svømmer, eller når den pumper vand over gællerne. Nogle fisk, f.eks. torsk, pumper dog vand hen over lugtegrube ved hjælp af ciliebevægelser.

De fleste fisk har en veludviklet lugtesans. Det gælder f.eks. ådselædere, som kan tiltrækkes af et dødt dyr over store afstande. Der findes også vidnesbyrd om, at fisk, der vandrer op i ferskvand såsom ørreder og laks, kan genkende bestemte åer og floder med lugtesansen.

Lugte- og smagssans kan også være knyttet til sanseceller, som er placeret i mundhulen, på hovedets underside som hos nogle fladfisk, på spidsen af bugfinnerne som hos knurhane eller, som hos torsken, på skægtråden (12-23).

Elektriske sanseorganer

Elektriske sanseorganer findes hos en del fisk og blandt de hjemlige arter hos hajer og rokker. Dette beskrives nærmere i figur 12-21.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Sansning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig