Sanglærke

Sanglærken, der „hænger“ oppe under himlen – ofte uden for synsvidde – og nærmest uendeligt fortsætter sin trillende sang, er en velkendt lydkulisse i det danske sommerland. Den er det moderne landbrugslandskabs karakterfugl og den eneste typiske åbentlandsfugl, som fortsat er talrig. Godt 1 million ynglepar menes de danske marker at rumme.

Sanglærken er udbredt i hele Europa fra Middelhavets kyster til Nordkap og det nordlige Rusland. Den undgår kun de højeste bjerge, tæt skov og større byer. Selv om den har udvist en bemærkelsesværdig tilpasningsevne, er bestanden inden for de seneste årtier aftaget markant i en række vesteuropæiske lande, herunder Danmark. Tilbagegangen er sat i forbindelse med ændringer i det europæiske landbrug, der har medført færre afgrødearter, færre vinterstubmarker og flere insekt- og plantegifte. Den udvikling reducerer sanglærkens føde. Herhjemme faldt bestanden markant frem til midt i 1980'erne, hvorefter den kortvarigt stabiliserede sig på et lavere niveau. Efter 1995 er tilbagegangen imidlertid fortsat, og lærkebestanden er nu mere end halveret i forhold til udgangspunktet i midten af 1970'erne.

En af hemmelighederne bag sanglærkens relative succes i det moderne landbrugslandskab er formentlig, at den kan leve i næsten alle græs- og kornafgrøder. Om foråret er sanglærken bl.a. i stand til at trække spiret korn på 4 cm’s længde op af jorden og æde kernen. Lærken undgår kun meget høje og tætte afgrøder som majs og raps.

I økologisk dyrkede marker er der dobbelt så mange fugle pr. arealenhed som i marker, der dyrkes konventionelt (figur 13-29). Tilbagegangen i 1970'erne tilskrives derfor giftsprøjtning, der har reduceret mængden af ukrudtsfrø og insekter, som arten også lever af.

Da den har en lang ynglesæson fra april til august, producerer et lærkepar som regel to kuld. Derved kompenserer den for, at et kuld måske går til i forbindelse med markarbejde. Som kortdistancetrækfugl forlader den landet i de kolde vintermåneder, hvor føden er knap.