Samspil mellem fisk og andre søorganismer

Fødekædesamspil

Figur 19-1. Grafisk fremstilling af, hvorledes planteplanktonets biomasse reguleres af de tilgængelige næringsstoffer, når der er et ulige antal led i fødekæderne, og af planktonædende dyr, når antallet af led er lige. Opfattelsen spillede en stor rolle i 1980’erne. Den virkelige verden er imidlertid aldrig så simpel, fordi der aldrig findes et bestemt antal led i fødekæder, og fordi organismerne kan skifte føde med alderen og med de konkrete muligheder.

.

Figur 19-2. Glasmyg kan etablere store bestande i småsøer, hvis deres hovedfjender, fredfiskene, udryddes. Glasmyggene kan blive så hyppige, at de reducerer antallet af store dafnier markant.

.

Ifølge den klassiske opfattelse foregår samspillet mellem søens organismer i fødekæder med tre, fire eller fem led. En treleddet fødekæde kan bestå af planteplankton → dyreplankton → planktonædende fisk, en firleddet har fået tilføjet fiskeædende rovfisk og en femleddet kæde har oven i det hele fiskeørn, havørn eller menneske, der overvejende æder store rovfisk.

De formodede konsekvenser af et bestemt antal led i fødekæderne blev flittigt doceret i 1980’erne. Med tre led i kæden forestillede man sig, at planktonædende fisk ville reducere dyreplanktonbestandene, hvilket ville give planteplanktonet mulighed for at opbygge store bestande. Hvis der var fire led, forestillede man sig, at rovfiskene kunne kontrollere de plankton­ædende fisk, hvilket ville give gode vækstmuligheder for dyreplanktonet, så det bedre kan reducere planteplanktonets bestande (figur 19-1).

Dør alle fiskene af iltsvind om vinteren, opstår samme virkning, men med større styrke, fordi dyreplanktonet nu slet ikke ædes af fisk og derfor kan gøre et særlig stort indhug på planteplankton. Det er i høj grad denne filosofi, der ligger bag fiskemanipulationer, og som både rummer sandheder og mangler.

Som omtalt andre steder i denne bog er den klassiske opfattelse af samspil og fødekæder imidlertid for simpel. Det foregår nemlig ikke kun mellem bestemte trin i en kæde, men i netværk, hvor arterne skifter føde med alderen og situationen. Nogle fiskearter kan f.eks. variere mellem at søge føde på bunden og i de frie vandmasser, og dermed gøre indhug i vidt forskellige fødedyrs bestande. De kan oven i købet stille sig i forskellige dybder alt efter, hvor klart vandet er, og hvor stor risiko der er for, at fjender opdager dem. I klart vand har byttefiskene tendens til at gå dybere for at komme ned til lavere lysintensitet, hvor rovfiskene har sværere ved at opdage dem.

Som eksempel kan nævnes, at skalle og brasen både æder dyreplankton og bunddyr, og at aborre både æder små fisk og bunddyr. Små aborrer æder bunddyr, og store aborrer æder fisk.

Vikarierende arter

Der findes ganske vist fisk, som holder sig til en bestemt type føde hele livet – f.eks. helt og smelt, som udelukkende lever af dyreplankton i vandmasserne – men det ændrer ikke ved det faktum, at fisks opportunistiske fødesøgning binder omsætningen i vandmassen og på bunden sammen. Derved bortfalder de skarpe skel og de fastlåste samspilsmønstre. Er der f.eks. småt med dyreplankton, spiller bunddyrene en større rolle som føde. Forsvinder fiskene fra vandet, vil deres plads og rolle kunne overtages af fugle, større krebsdyr og insekter. Dertil kommer, at fugle både kan leve af alle typer fisk, bunddyr og dyreplankton.

Som et konkret eksempel kan nævnes, at rov­dafnier, glasmyg og andre større planktonkrebsdyr bliver hyppigere, hvis de planktonædende fisk forsvinder (figur 19-2). I søer, hvor man ved biomanipulation har fået mange fiskeædende rovfisk, men næsten ingen planktonædende fisk, vil der komme flere glasmyg, og de vil æde store, algeædende dafnier. I visse tilfælde bliver glas­myggene endog så hyppige, at de store dafnier faktisk bliver mere fåtallige end i nabosøen, hvor fiskene stadig findes.

Konklusion

Konklusionen er, at der er meget elastik i fødekæder og fødenet, både vandsøjlen og bunden indgår, og forskellige organismetyper kan vikariere for hinanden. Reducerer man således en bestemt organismegruppes bestande, vil de kunne bygge sig selv op igen, ofte ganske hurtigt, fordi de overlevende individer både vokser og formerer sig med større hastighed, når de er fri for konkurrencen af mange individer af samme art. Men i den mellemliggende periode, før bestanden når tilbage til udgangspunktet, kan andre organismegrupper gå ind og udfylde tomrummet.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Samspil mellem fisk og andre søorganismer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig