Planterne som føde

Mange snegle, krebsdyr og søpindsvin æder af bundplanterne. Hertil kommer alle de sediment-ædende dyr, der uselektivt konsumerer alt organisk stof fra sedimentet, herunder også bundens mikroalger. Endelig æder en del vandfugle alger og havgræsser. I modsætning til i troperne er der på vore himmelstrøg ikke mange fisk, der direkte æder bundplanter. De bundplanter, som ikke ædes af dyr, omsættes i stedet af bakterier i den mikrobielle fødekæde (se Havets fødekæder) for derefter at blive udnyttet af bunddyrene.

Ved den mikrobielle omsætning tabes en væsentlig del af energien, hvorfor planteæderes direkte udnyttelse af planterne giver den mest effektive energiudnyttelse. Den del af bundvegetationens produktion, der kan ædes direkte, varierer imidlertid meget afhængigt af planternes form, størrelse og sammensætning.

Små hurtigtvoksende planter har større risiko for at blive ædt end de store langsomtvoksende former. Det skyldes, at de små planter er nemmere at håndtere for dyrene, at de har et lavere indhold af forsvarsstoffer, og at de har en høj næringsværdi på grund af et stort indhold af letomsættelige proteiner og kulhydrater. Hovedparten (75-100 %) af mikroalgerne på bunden samt på sten og planter bliver ædt. Man kan ofte tydeligt se sneglenes og krebsdyrenes ædespor i algebelægningerne. Også de mere tyndløvede makroalger bliver ædt i betydeligt omfang, med mindre de optræder i tykke algemåtter, der giver dårlige iltforhold for dyrene.

De store, langsomtvoksende makroalger er vanskeligere at håndtere for de små planteædere, og deres større indhold af strukturstoffer medfører, at kun en mindre del (under 10 %) af produktionen ædes direkte. Strukturstofferne er svære at fordøje og har et lavt indhold af protein og dermed en lav næringsværdi.

Kun ganske få marine dyr æder direkte af havgræsserne. Man kan finde gnavespor fra tanglus i ålegræssets blade, men det ses sjældent, og dyrene fjerner kun en ringe del (under 1 %) af ålegræssets produktion. Til gengæld kan havgræsserne på lavt vand lokalt være udsat for at blive ædt af blishøns, ænder, svaner og knortegæs (figur 7-19).

Områder, der fungerer som rasteplads under træk, eller hvor fuglene i perioder samles for at fælde fjerene, kan have meget store fugletætheder, og det kan gå hårdt ud over plantebestandene. I Roskilde Fjord, der i perioder huser en af landets største bestande af knopsvaner (op til 7.000 individer), kan alt ålegræs ned til ca. 1 m’s dybde om foråret være klippet af lige over bunden.

For de danske farvande som helhed er det dog kun en mindre del (under 10 %) af ålegræssets produktion, der ædes af vandfugle. Hovedparten omsættes af bakterier i havbunden (se Havbundens stofomsætning).