Overgangszonen mellem land og vand

Arresø er en 2000‑3000 år gammel sø med en omskiftelig skæbne. Den ligger nord for Frederiksværk, nogle få kilometer bag klitterrænet ved Tisvilde og er med sine ca. 40 km² Danmarks største sø.

Ved afslutningen af sidste istid lå der sandsynligvis en ret dyb ferskvandssø på stedet. Herefter opstod der i Stenalderhavets tid for 5000‑6000 år siden en ret dyb brakvandsfjord med forbindelse til Kattegat. Senere landhævning og strandvoldsdannelse lukkede gradvist forbindelsen til Kattegat, og den nuværende ferskvandssø, Arresø, opstod.

Arresø havde i begyndelsen afløb mod vest og syd til Roskilde Fjord. Men afløbet sandede til under sandflugten i 1600-tallet, og det gav anledning til generende oversvømmelser af engene omkring søen. I 1717‑19 gravede svenske krigsfanger Arresøkanalen mod syd til Roskilde Fjord, søen blev stemmet 4 m op over havet, og der blev anlagt en række vandmøller, hvorom byen Frederiksværk voksede op med produktion af krudt, kugler, kanoner og andre jernvarer.

Studier af sedimentet i Arresø afslører en række faser i søens udvikling. Den ældste fase, fase 1, i de dybeste sedimenter dækker overgangen fra brakvandsfjord til ferskvandssø. Her finder man skaller fra blåmusling og hjertemusling samt planter, der både kan vokse i brakvand og ferskvand. Frø af planten strandtrehage viser, at strandengene stadig var saltpåvirkede. I løbet af perioden blev kransnålalger mere almindelige, sandsynligvis fordi saltindholdet faldt i takt med, at forbindelsen til Kattegat gradvist lukkede til. Den efterfølgende fase 2 var præget af stærkt vekslende forhold. I fase 3 var Arresø en klarvandet ferskvandssø med tætte bestande af kransnålalger, aks-tusindblad, vandkrans og vandaks (børstebladet, liden og spinkel). Arterne viser, at søen var kalkrig i lighed med i dag. I fase 4 var søen også klarvandet og vegetationsrig, men kransnålalger var nu mere fåtallige.

Fase 5 indtrådte sandsynligvis engang i 1700-tallet, hvor der var stærkt vekslende vandstand. I de lavvandede perioder blev moser og enge tørlagt, og det gav anledning til forøget nedbrydning af organisk stof i jorderne og øget udvaskning af næringssalte til søen, som derfor blev mere uklar og fik færre undervandsplanter. Næringstilførslen fra dyrkede marker og bysamfund steg yderligere op gennem 1800- og 1900-tallet, så Arresø efterhånden blev en af landets mest næringsrige og grønne søer. Det toppede omkring 1980, da Arresø havde en gennemsigtighed (sigtdybde) på blot 20‑30 cm om sommeren.

Siden har Arresø bevæget sig ind i den seneste fase 6. Her har man forsøgt at nedbringe fosfortilførslen ved at rense byspildevandet fra såvel små som store byer i oplandet. Man har desuden oprettet fire nye, lavvandede såkaldte engsøer i vandløb, der løber til Arresø. I dem bundfældes fosfor, før den kan nå ud og forurene Arresø. Det har haft en betydelig virkning, idet både fosfor- og algemængden i søen faldt til en femtedel (figuren). Det har ikke gjort Arresø klarvandet, men sigtdybden er øget betydeligt – dog ikke så meget, at vandplanterne for alvor har indfundet sig. Her bliver det nødvendigt at bringe forureningen med kvælstof og fosfor yderligere ned eller skabe beskyttede forhold i dele af søen, hvor bundplanterne kan udvikle sig i læ for bølgerne. Den store, vindudsatte søoverflade betyder nemlig, at søens bølger halvdelen af tiden ophvirvler bundmateriale, der sammen med algerne gør vandet uklart.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Overgangszonen mellem land og vand.

• Forrige afsnit er Søerne
• Næste afsnit er Vandløbs og søers naturlige udviklingshistorie