Næringsindholdets betydning for de biologiske samspil

Planteplanktonet er henvist til udelukkende at udnytte plantenæringssalte fra vandet. Bundplanterne har derimod mulighed for tillige at udnytte næringssalte fra de øverste 5-20 cm af søbunden. Der findes derfor søer, hvor den aktulle tilførsel af næringssalte udefra er lille, hvor vandets indhold af både næringssalte og planteplankton er beskedent, men hvor der ikke desto mindre er meget tætte bestande af bundplanter på grund af fortidens ophobede næringsstoffer i søbunden.

Pendulet drejer derimod 180 grader, hvis tilførslen af næringssalte er stor, for det lukrerer planteplanktonet i den grad på, så de skygger bundplanterne bort. I den næringsfattige tilstand er vandet permanent klart med lidt planteplankton, i den næringsrige tilstand permanent uklart med meget planteplankton, og i en middelnæringsrige tilstand kan man opleve de karakteristiske skift mellem den klarvandede og uklare tilstand (figur 19-8).

På en finere skala er der også forskel på, hvilke hovedgrupper eller arter, der dominerer i søen under forskellige næringsbetingelser. Blandt bundplanterne er rosetplanterne som nævnt i kapitlet Søernes smådyr dominerende under de mest næringsfattige forhold, mens langskudsplanterne er det under middelnæringsrige forhold. Det er kun langskudsplanterne, der kan vokse op i vandet og skygge for planteplanktonet og konkurrere med dem om næringssalte i vandet.

De negative samspil mellem planteplankton og bundplanter, som udløser deres vekslende dominans over en årrække, kan derfor forventes at komme til udtryk under middelnæringsrige forhold, men ikke under de mest næringsfattige forhold, hvor den tidslige stabilitet er stor blandt alle organismerne. Det forstærkes af organismernes meget langsomme væksthastigheder under de mest næringsfattige forhold, som indebærer, at de kun meget langsomt kan ændre deres udbredelse og biomasse. Udskiftningen af biomassen tager således typisk 1-2 år hos rosetplanterne, mens den blot varer 1 måned hos langskudsplanterne.

Hos dyreplanktonet er aktiviteten og ændringen i hyppighed meget mindre hos vandlopper, der overvejende dominerer i de mest næringsfattige søer, end den er hos de mere aktive og hutigerevoksende dafnier i mere næringsrige søer. Tilsvarende forskelle vil gentage sig hos fiskene med dominansen af langsomtvoksende abborer under næringsfattige forhold og hurtigtvoksende skaller under næringsrige forhold, idet næringsrigdom både skaber mere og bedre føde for fiskene. Samlet set vil plante- og dyrebestande derfor fremtræde mere stabile i næringsfattige søer og modsat mere ustabile i næringsrige søer.