Metoder til at indsamle havets dyr og planter

Man har sammenlignet marinbiologer, der fra en båd skal finde ud af, hvad der sker på havbunden, med en ballonskipper, der skal finde ud af, hvad der er, og hvordan der ser ud, på jordoverfladen. I den anledning sænker han en skraber ned i et tov og trækker den et stykke tid langs jordoverfladen, inden den igen hales indenbords. I skraberen vil nu alle mulige ting, f.eks. et postbud, en ko, en fisk og et trafikskilt ligge hulter til bulter. Herudfra skal ballonskipperen så ikke blot finde ud af, hvad der er dernede – og mange ting på jordoverfladen vil slet ikke lade sig fange på den måde – men også hvordan de forskellige ting er fordelt, og hvordan de indbyrdes er relateret. Det lyder håbløst, men ikke desto mindre er skraberen det ældste og stadig mest anvendte redskab til at indsamle større dyr og alger på havbunden med (figur 1-14).

Skrabere foreligger i forskellige udgaver, men de består alle af en solid jernramme med en ligeledes solid netpose. På stenbund indsamler skraberen større dyr, der bevæger sig på overfladen og mellem stenene, og hele sten med fasthæftede organismer. På blød bund får skraberen sedimentet med, men prøven bliver sigtet på vejen op, så en stor del af sandet eller mudderet er vasket ud, inden materialet kommer ombord. På båden kan materialet så blive sigtet mere omhyggeligt og sorteret. Skrabere giver et kvalitativt billede af livet på bunden, dvs. man får noget at vide om hvilke arter, der findes. De kan ikke også give kvantitative oplysninger, så man kan f.eks. ikke regne ud, hvor mange individer af en given art, der findes per m²

Kvantitative undersøgelser af bunden kan derimod gennemføres med forskellige udgaver af bundhentere, der henter et kendt areal af bunden ombord, hvor materialet så kan sigtes og sorteres. Små organismer i havbunden vil normalt blive udvasket på vej op eller ved efterfølgende sigtning af materialet, så til dem er bundhentere ikke egnet. De kan i stedet indsamles med en „detritusslæde“, der samler de øverste millimeter af sedimentet med organismer og et løst lag af detritus – dvs. døde organiske partikler – i en meget finmasket netpose. Ellers bruges mest bundhentere, der kan bringe en forholdvis uforstyrret sedimentsøjle op på båden. Sådanne uforstyrrede sedimentsøjler tillader også, at man studerer i hvilke dybder, nedgravede dyr befinder sig. På ganske lavt lavt vand er indsamling af organismer og af sedimentprøver naturligvis meget enklere (figur 1-15 og 1-16).

Det klassiske redskab til indsamling af de små organismer i vandsøjlen er planktonnettet, som er en konisk netpose monteret på en metalring. Nettet kan have forskellige maskestørrelser, f.eks. 25 μm eller 250 μm (= hhv. 0,025 og 0,25 mm) alt efter hvilken størrelse organismer, man er ude efter. Nettet trækkes et stykke tid gennem vandet efter en båd, og materialet i bunden af nettet vaskes derefter ud i havvand.

Man kan i nogen udstrækning bestemme dybden, hvori nettet trækkes, men dette er ikke særligt nøjagtigt. Man har derfor også lavet planktonnet med mekanismer, som gør det muligt at lukke nettets munding. Et sådan net sænkes først ned til en given dybde og trækkes derefter lige op. Ved at aktivere lukkemekanismen kan man bestemme i hvilken dybde, nettet er åbent og dermed samler planktonorganismer (figur 1-17)

Helt små organismer holdes ikke tilbage af selv de mest finmaskede net. Her kan man i stedet anvende vandhentere, der bringer en portion vand op fra den ønskede dybde. Tidligere var vandhenteren også nødvendig til hydrografiske undersøgelser, hvor man ville undersøge f.eks. temperatur og saltholdighed i forskellige dybder. I dag har man elektroniske følere (prober), der kan nedsænkes, og som automatisk registrerer disse størrelser såvel som dybde, iltindhold, lysintensitet og indhold af klorofyl. Oplysningerne sendes via et kabel direkte til en computer på skibet.

Siden 1950'erne har dykning med flasker spillet en rolle for marinbiologien. Det er ofte den mest skånsomme måde at samle organismer på, og det giver muligheder for direkte at iagttage og fotografere dem i deres naturlige omgivelser. I danske farvande sætter den begrænsede sigtbarhed dog ofte grænser for udbyttet. Bemandede og ubemandede undervandsbåde, der er specielt udstyret til havbiologiske opgaver, og bemandede undervandslaboratorier har indtil videre ikke spillet nogen rolle i dansk havforskning (figur 1-18).

Det er vanskeligere at holde marine organismer i live i laboratoriet end ferskvandsorganismer. Marine dyr er normalt meget iltkrævende og følsomme over for forurening af enhver art. Store, fastsiddende alger kræver kraftige vandbevægelser. Først og fremmest er dyr i vores farvande – med undtagelse af dem, der lever på ganske lavt vand – tilpasset lave temperaturer og bør holdes under ca. 10 °C for at trives. Marine forsknings- og publikumsakvarier kræver derfor store mængder saltvand og mange tekniske installationer. Til gengæld er det så muligt at holde dyrene under naturlige forhold og i mange tilfælde at kunne følge hele deres livscyklus. Mikroorganismer er gennemgående lettere at dyrke i laboratoriet, omend det endnu ikke er lykkedes for alle arter. Dette beror på, at vi endnu ikke kender alle organismers specielle tilpasninger og behov (figur 1-19).

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Metoder til at indsamle havets dyr og planter.

• Forrige afsnit er Udforskningen af havet før og nu
• Næste afsnit er Naturen må beskrives i forskellige målestokke