Mennesket og bynaturen

Naturen i byen har ikke altid nydt den opmærksomhed, som den har i dag. Et besøg i nogle af de gamle brokvarterer med arbejderboliger fra 1800-tallet kan give en fornemmelse heraf. Karré efter karré med smalle gader og mørke baggårde med baghuse vidner hhv. om den fattigdom og den grådighed, der rådede blandt hhv. beboere og husejere, dengang de blev bygget (se figur 10-11).

Men med den stigende velstand har meget ændret sig. Først kom en forståelse for, at lys og luft og adgang til grønne områder er vigtig for folkesundheden. Dette betød, at de nyere bebyggelser fik en anden karakter. Og kommer vi op i sidste halvdel af 1900-tallet, ser vi foruden et intensiveret parcelhusbyggeri også, at nye etageboliger placeres i næsten parklignende landskaber.

I 1970'erne kom der gang byfornyelsen (bl.a. i brokvartererne), hvor de mørke skakter forsvandt med baghusene for i stedet at give plads til funktionelle haver og legepladser, hvilket også gav bedre plads til både det tæmmede og det vilde plante- og dyreliv.

Helt rosenrød har udviklingen dog langtfra været. Nok er visse arter i byen, f.eks. solsort, husskade, ræv og husmår, gået frem, men andre, f.eks. gråspurv og grævling, er gået tilbage. Tidligere var der langt flere redemuligheder, end der er i dag. Pesticider var ikke taget i brug til en effektiv fjernelse af ukrudt. Lofter og tage kunne bruges til reder, husene var ikke så tætte, og spild fra transport af råstoffer, fødevarer og affald var sammen med hestepærer fødekilde for bl.a. gråspurve. Desuden var affaldssorteringen ikke så effektiv som i dag, og åbne lossepladser og skarnkasser gav gode fødemuligheder for byens dyr, en situation der, heldigvis for menneskets sundhed og velfærd, er bedret betydeligt siden da.

Det, der ovenfor blev betegnet som nyere etageboligers næsten parklignende landskaber, er også blevet kaldt „grønne ørkner“ og „varmeme-ster-beskæringer“. Disse betegnelser hentyder til den ofte maskinelle måde, hvorpå mange arealer holdes. En anden negativ tendens er den ofte unødvendige skræk for de skader, planter og dyr kan påføre bygningerne og deres menneskelige beboere.

Modbevægelsen har været en øget interesse for en mere helhedsbetonet planlægning og drift af bylandskabet. Under betegnelsen byøkologi og Agenda-21-strategier arbejdes der i den enkelte kommune, by, bydel eller karre med at etablere en samordning af det, der tidligere var splittet op i forskellige sektorer: vandvæsnet, belysningsvæsnet, renovationsvæsnet osv. Samordningen sker på sådanne måder, at sektorerne bedre understøtter hinanden. Hvor de gamle „væsner“ søgte at gøre det samme overalt, forsøger byøkologien at gøre alt på ét sted. Målet er at opnå en større grad af bæredygtighed, og heri indgår en sikring af en vis biologisk mangfoldighed som en integreret del.

Eksempelvis indgår der i mange gårdsaneringer, at man både nyttiggør det grå spildevand og afløbet fra taget f.eks. til haveformål, ligesom der for blokkens beboere etableres fælles kompost og vaskeri, måske i tilknytning til et beboerlokale med inden- og udendørs legemuligheder og, når de byøkologiske bølger går højt, nyttehaver, solfangere og lidt vild natur.

Der eksperimenteres meget, og ikke alt lykkes lige godt, men formodentlig har den stigende velstand og det ændrede natur- eller bysyn betydet, at byens dyre- og planteliv i dag er rigere end for bare få år siden. Vores konkrete kendskab til, hvad der faktisk sker med „naturen“ i byen er dog begrænset.

I det store og hele har naturen i byen en stigende betydning. For det første er der på flere punkter tale om en dokumenteret fremgang, bl.a. fordi naturhensyn ofte integreres med løsninger af andre miljøproblemer. For det andet er byarealet og bybefolkningen ekspanderende. Det er altså i byen, at en stadig større del af befolkningen kan og bør kunne opleve hverdagsnaturen. Og for det tredje er dyre- og plantelivet i de områder, der underkastes konventionel landbrugsproduktion i en stadigt mere forarmet tilstand. Især i byranden er kontrasten slående. Fuglelivet kan i artsrigdom overstige det, man finder i agerlandet, og i individrigdom er det på højde med, hvad der findes i selv de bedre af vore skove.

Dette kapitel om naturen i byen skal ikke slutte uden henvisning til den mest specielle, men ofte oversete biotop i byen: havnebassinerne. Selv om de ofte er både forstyrrede og forurenede, er der alligevel tale om en relativt ufordærvet vild natur, hvor relativt dybt vand ofte strækker sig helt ind i kernen af mange af vore byer. Der kan fanges både sild, torsk, skrubber og krabber, og fra kajen i Koldings havn har man kunnet se hvaler. På samme måde som de trækkende traneflokke, der hvert forår kan iagttages over København, giver hvalerne, eller hvad man nu kan møde af spændende dyr og planter i havnen, en melding om, at naturen i bylandskabet er en del af en større helhed.