Klimaændringer

Langt den mest omtalte drivhusgas er kuldioxid, CO₂. CO₂ bidrager fysisk til drivhuseffekten og er samtidig sammen med vand det nødvendige grundlag for planternes produktion gennem fotosyntesen.

Kuldioxidkoncentrationen i atmosfæren var i 2004 370 ppmv (370 cm³ CO₂ pr. m³ luft) og den stiger med ca. 1 % om året (figur 14-19). Hvad betyder denne stigning i sig selv for planterne? Da CO₂-mangel begrænser planternes fotosyntese, vil stigningen kunne øge primærproduktionen. Således forøger drivhusgartnere ofte kunstigt koncentrationen af CO₂ i drivhusene ved afbrænding af gas for at øge planternes vækst. CO₂ er altså ikke giftigt i de koncentrationer, der er i atmosfæren, heller ikke ved fordobling eller tredobling af den nuværende koncentration.

Et andet spørgsmål er, om planterne og økosystemerne kan drage varig nytte af denne mulighed for øget primærproduktion. Det er straks mere tvivlsomt. Der er nemlig mange andre begrænsende faktorer for vækst, bl.a. vandmangel, for få tilgængelige næringssalte og mikronæringsstoffer.

Det er i hvert fald givet, at de enkelte økosystemer skal indstille sig på nye ligevægte, hvor forsyningen med vand og mineraler modsvarer en forhøjet CO₂-optagelse. Lykkes denne tilpasning, kan der over tid udvikles økosystemer baseret på en højere primærproduktion. M.h.t. Danmark kan vi kun gisne om effekten af den øgede CO₂-koncentration. Men der foreligger ingen dokumentation for, at den hidtidige stigning har haft nogen effekt.

Det afgørende spørgsmål i denne forbindelse er imidlertid, om den hastighed, hvormed drivhuseffekten antages at ændre sig fremover i takt med den stigning i CO₂-koncentrationen, der finder sted, kan tolereres af de biologiske systemer. Kan økosystemerne nå at tilpasse sig de nye vilkår hurtigt nok? Dette er i høj grad tvivlsomt.

Der forventes en fortsat temperaturstigning i de kommende årtier som følge af udslippet af drivhusgasser. Ingen kan sige med sikkerhed, om dette vil holde stik, men de eksisterende prognoser, der bygger på meget omfattende matematiske klimamodeller, forudsiger en stigning på mellem ca. 1 °C og ca. 4 °C frem til omkring år 2050. Den hidtidige temperaturudvikling i atmosfæren i forhold til gennemsnitsværdien er vist på figur 14-20.

Problemet ved at give præcise prognoser er, at man ikke i alle detaljer kender sammenhængen mellem temperaturen og de mange komplekse fysiske og kemiske processer, der bestemmer den. En vigtig joker i vurderingen af Jordens strålingsbalance er vandet. Vand forekommer fast, flydende og luftformig i atmosfæren. Som luftart er vand den vigtigste drivhusgas og bidrager måske med over 95 % af den samlede atmosfæriske drivhuseffekt. Modsat kan vand øge Jordens såkaldte albedo, dvs. Jordens refleksion af Solens kortbølgede stråling, meget betydeligt, når det forekommer som skyer i atmosfæren eller som is i havene. Disse modsatrettede mekanismers balancepunkt kan let forskydes med konsekvenser for temperaturens udvikling.

Der er andre komplekse forhold og mekanismer, der formentlig har stor betydning for strålingsbalancen, men som vi heller ikke helt forstår. Det gælder bl.a. solaktiviteten og den kosmiske stråling. Det vil føre for vidt at komme ind på disse forhold i denne sammenhæng. Det vigtigste er, at man må gøre sig klart, at nok har vi formodninger om temperaturudviklingen på Jorden, men de er højst usikre.

Et helt andet forhold ved den ventede temperaturstigning er, at den antages at ville fordele sig meget ujævnt på Jorden. Det formodes, at især Arktis og Antarktis vil opleve de største temperaturstigninger, særlig i vinterhalvåret, hvorimod stigningerne omkring ækvator bliver moderate. Danmark befinder sig et sted herimellem.

Temperaturudviklingen i Danmark – og hele Nordvesteuropa – vil i øvrigt være meget afhængig af, om der sker ændringer i havstrømmenes (Golfstrømmen og Den Nordatlantiske Strøm) retning og styrke i Nordatlanten. Havet virker som en meget kraftig temperaturpuffer på grund af vands høje varmekapacitet, så en forståelse af samspillet mellem atmosfærens og havets processer er én af nøglerne til bedre klimaprognoser – ikke mindst for Danmarks vedkommende. Der tales internationalt meget om den såkaldte nordatlantiske oscillation (NAO), der er betegnelsen for et uhyre komplekst mønster af klimafaktorer, der betyder noget for, hvilken retning Golfstrømmen og vejrsystemernes baner tager fremover. Der er stor usikkerhed på prognoserne.

Vor kystnatur kan blive stærkt påvirket af en havstigning, der dels skyldes, at vand udvider sig med stigende temperatur, og dels at iskapperne ved polerne smelter. Dette kan øge erosionen langs kysterne, og det kan reducere det ret smalle bælte med strandenge ved vore indre farvande.

Den zonering af planter, som findes på vore strandenge, afspejler strandengsplanternes forskellige salttolerance og den saltpåvirkning, som vegetationen udsættes for ved oversvømmelser med havvand. Jo højere oppe på strandengen, eller jo længere væk fra kysten, jo lavere er oversvømmelseshyppigheden, se kapitlet Strandengskysterne. Strandengsbæltet er spærret inde mellem havet og det højereliggende landbrugsland bagved. En havstigning vil derfor kunne gøre indhug i strandengsbæltets bredde, så biodiversiteten i kystzonen falder.

Men andre faktorer kan være endnu vigtigere end de ovennævnte. Klimaændringerne kan nemlig omfatte forskydninger i nedbørs- og vindforholdene. For Danmarks vedkommende tyder prognoserne på øget nedbør. Det vil gøre lavtliggende arealer endnu mindre dyrkbare, end de er i øjeblikket – og vil kunne forstærke den proces, der så småt er i gang, nemlig at overlade større dele af ådalene til naturens egen dynamik. Dette ville indebære en gevinst for naturen.

Forøget nedbør vil også kunne resultere i forøget udvaskning af næringssalte. Men det vil de naturlige økosystemer uden vanskelighed kunne affinde sig med, da mange af dem naturligt er tilpasset situationer med ekstrem næringsmangel. Igen er det snarere landbrugsdriften og måske skovdriften, der vil blive påvirket, og som må tilpasse sig en sådan ny situation. Udfordringen for landbruget bliver især at undgå for kraftig udvaskning af næringssalte, der siden skal erstattes; dels vil dette være dyrt, dels vil det øge eutrofieringen af omgivelserne.

Vindforholdene vil måske også ændre sig fremover. Hvis lavtrykkene hyppigere passerer hen over Danmark, og vi får et forholdsvis mere blæsende vejr, vil det få betydning for især kystnaturen, idet erosion og oversvømmelser bliver hyppigere.

De gradvise ændringer i klimaet, som er gennemgået ovenfor, er én ting. Muligheden for hyppigere ekstreme vejrhændelser er et andet, måske mere skræmmende aspekt af klimaændringerne. Den større energitilførsel, som atmosfære-hav-jord-systemet vil modtage i forbindelse med en forstærket drivhuseffekt, kan udløse voldsomt vejr.

Hyppigheden af episoder med meget nedbør over kort tid med oversvømmelser til følge vil stige, ligesom hyppigheden af meget stærke storme. Meget tyder på, at denne udvikling allerede er i fuld gang. I Danmark vil vi også blive berørt af flere og kraftigere storme. Vi har allerede i de senere år oplevet stærke storme med store skader på skove, som det ses på figur 14-21. De skaber store åbne lysninger, der dog siden vil blive til skov igen. Også forøget og accelererende kysterosion vil komme på tale.

Klimaforskere har kun begrænset mulighed for at lave præcise prognoser for vejrekstremers optræden. Men set ud fra et økologisk synspunkt er det måske den vigtigste side af de formodede menneskeskabte klimaændringer.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Klimaændringer.

• Forrige afsnit er Råstof- og grundvandsindvinding
• Næste afsnit er Færdsel og rekreativ udnyttelse