De dominerende fotosyntetiserende mikroorganismer i havbunden er gullig-brune kiselalger og trådformede blågrønne cyanobakterier (førhen kaldt blågrønalger, figur 16-7). Begge organismetyper danner slimede belægninger, såkaldte biofilm, på belyste overflader af planter og sten og på selve sedimentoverfladen. Kiselalger vokser i reglen i de øverste sedimentlag ved relativt høje lysintensiteter, mens cyanobakterierne ofte foretrækker et liv ved lavere lysintensiteter nede i sedimentet.
Der findes både fasthæftede former og bevægelige former, der ved glidende bevægelser aktivt flytter sig op eller ned i sedimentet, hvis de får for meget eller for lidt sollys. Både kiselalger og cyanobakterier kan danne specielle farvestoffer, som skærmer dem mod Solens ultraviolette stråling. Kiselalgernes gullig-brune farve skyldes deres høje indhold af karotenoider, der også tjener til beskyttelse mod kraftig indstråling af især blåt lys.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.