Hare

Haren er oprindeligt et slettedyr med tilpasninger til et liv i et åbent landskab (figur 11-10). Det ses f.eks. af øjnenes placering langt ude på siderne af hovedet, så den på én gang kan se næsten hele horisonten rundt, og på de lange kraftige bagben, der gør den til en hurtigløber.

Den er en udpræget planteæder, hvis tarmsystem er indrettet til at klare selv grov planteføde. Som studsmusene har også haren en stærkt forstørret blindtarm, der fungerer som forgæringskammer, hvor plantecellernes celluloseholdige vægge nedbrydes ved mikroorganismers hjælp. I tarmsystemet er blindtarmen imidlertid som hos alle pattedyr placeret efter tyndtarmen, hvor de fleste næringsstoffer overføres til dyrets blod. Mange af de næringsstoffer, der er frigjort i blindtarmen, bliver altså ikke optaget. Dette problem klarer haren ved at æde sine egne ekskrementer og sende dem igennem tarmsystemet endnu en gang. Nu kan de næringsstoffer, der blev frigivet i blindtarmen første gang, endelig blive optaget på den nye tur igennem tyndtarmen.

Haren æder mange forskellige græsser og urter samt knopper, kviste og skudspidser. Især i vintre, hvor der er knaphed på grønne plantedele, kan den også skrælle bark på f.eks. frugttræer. Den kan som regel klare sig med lokalområdets udbud af plantearter og fouragerer i en lang række vegetationstyper og afgrøder. Græsdækkede arealer har stor betydning. Det er ofte bestemte vækststadier og bestemte dele af planterne, der foretrækkes, og harerne skal derfor kunne skifte mellem forskellige fødeemner igennem året. For at haren skal kunne trives på dyrkede marker, er det vigtigt, at der på alle tider af året indgår grønne afgrøder.

Dengang, Danmark var skovklædt, var harebestandene givetvis mindre end i nutiden, og haren blev utvivlsomt mere talrig i takt med, at landet blev opdyrket. Men selv om vintergrønne marker er blevet mere almindelige i de senere årtier, viser Den danske Vildtudbyttestatistik en voldsom reduktion i harebestanden siden 1960 og frem til nu. I denne periode er det årlige jagtudbytte faldet fra omkring 430.000 i 1940-50’erne til ca. 80.000 ved årtusindskiftet (figur 11-11).

Man mener, at nedgangen skyldes forringede levevilkår i det åbne land, og at intensiveringen af landbruget nok er hovedårsagen. Landbrugslandskabet er blevet mindre varieret, idet markerne er blevet større og den lokale variation i afgrøderne mindre. Haren har derfor svært ved inden for sit aktivitetsområde at foretage de livsnødvendige skift mellem forskellige planter i forskellige stadier og på forskellige tider af året. Den stigende mekanisering og brug af kemikalier menes også at have negativ betydning, ligesom øget trafikdødelighed og predation fra visse rovpattedyr, rovfugle og kragefugle spiller ind.

Man har i øvrigt påvist, at harens ynglesucces er faldet betydelig i ovennævnte periode. I de senere år har der været en lavere produktion af harekillinger og også en større killingedødelighed, der især skyldes fødemangel om sommeren og drab pga. landbrugsmaskiner og predation især fra krager og ræve.