Græsser og urter

Græsser og urter udgør en mindre del af vegetationen på de fleste heder. Det gælder dog ikke de østdanske heder (figur 6-9). Græsser og urter bliver normalt holdt nede, når hedelyngen er i opbygningsfasen eller i den modne fase. Næsten alle arter er flerårige og har deres foryngelsesknopper placeret i eller lige under jordoverfladen, hvor de let overlever en brand. Langt de fleste arter er især dominerende i de første år efter en brand, inden de igen undertrykkes af lyngen.

De mest udbredte græsser på hederne er bølget bunke og blåtop. Bølget bunke er en lav og langsomt voksende græsart, som med tiden kan udvikle en tæt græspels med et op til 30 cm tykt førnelag af visne græstuer. Det udelukker alt lys fra jordoverfladen og forhindrer andre arter i at etablere sig. Derfor er det også en af de arter, der former heden. Bølget bunke har udkonkurreret hedelyngen på mange østdanske heder.

Blåtop er en stor, kraftig græsart, som er mere knyttet til et tykt morlag end bølget bunke er. Også blåtop udvikler en tyk og tæt græsførne, der hindrer spiring og etablering af andre arter. Samtidig er planten høj nok til at overvokse arter som revling og hedelyng. Blåtop kan dominere på både den tørre hede og i hedemoserne.

På en næringsfattig vestjysk hede er der kun få, men til gengæld meget hyppige urtearter. Pille-star, lyng-snerre og skovstjerne er typiske eksempler. Hyppig forekomst af urter er oftest knyttet til en lidt mere finkornet og næringsrig jordbund. Her kan man hist og her finde f.eks. guldblomme, lav skorsoner og kattefod, der også kan findes på surt, næringsfattigt græsland. På mange heder er urterne mest udbredt i et smalt bælte langs grusvejene, hvor vegetationen holdes åbent af slid, og hvor der er lidt mere næringsrigt på grund af støvet fra vejen.