Fuglenes samspil med fødeorganismerne

I forbindelse med genetablering af vandplanter i Arreskov Sø på Fyn midt i 1990’erne steg bestanden af blishøns fra ca. 40 til et maksimum på 1600 i løbet af 5 år (figur 18-14). Knopsvanen udviklede sig helt parallelt med blishønen og nåede et maksimum på 80 individer. Altså en udvikling på linje med den, der som nævnt i Fuglenes forekomst foregik i Krankesjön, da bundplanterne genetableredes. Man ved ikke, om de mange planteædende fugle ligefrem forsinkede bundplanternes udvikling i tilfældet med Arreskov Sø. Fra andre søer ved man imidlertid, at blishøns faktisk kan holde bundvegetationen nede under den allertidligste genetablering. I forsøg har man vist, at den først udvikler sig, hvis den lukkes inde i netbure, så den er beskyttes mod fuglene.

I småsøer kan man også iagttage, at knopsvaner og blishøns i forening kan æde stort set alle undervandsplanter, hvorefter de tager fat på flydebladsplanter og rørsumpen. På bredderne ned til søerne kan grågæssene være så talrige, at de næsten gør det ud for kvæg og holder græsset ganske kort.

I søerne reducerer vandfuglene dog normalt kun forekomsten og biomassen af bundplanter, hvis disse forekommer spredt samtidig med, at fuglene optræder med store bestandstætheder. På New Zealand har man i søer, der på mange måder ligner de danske, vist, at fuglenes konsum ofte udgør 10-20 % af planternes årlige produktion. Betydningen af dette konsum afhænger imidlertid meget af årstiden, planternes livscyklus og fuglenes fødesøgningsadfærd. Hvis konsumet sker i sensommeren, hvor planterne alligevel henfalder naturligt, påvirker fuglene kun planternes bestandsudvikling ganske lidt. Omvendt kan fuglenes konsum effektivt nedsætte eller helt forhindre planternes opvækst, hvis det sker om vinteren eller tidligt om foråret, hvor plantebiomassen er lille og væksten langsom.

Store bestande af svaner og gæs, som ligger hele vinteren og æder jordstængler i søerne og de lavvandede fjorde, kan f.eks. gøre et betydeligt indhug i undervandsplanterne. Så afhænger det af planternes vækstbetingelser om foråret og sommeren, om de formår at indhente det tabte.

Som et eksempel på dette kan nævnes nogle hollandske erfaringer med pibesvaner. De overvintrer på en kost af stivelsesknolde fra børstebladet vandaks, som de tramper op fra bunden, hvorefter de æder dem. Denne adfærd koster faktisk svanerne 35 % mere energi, end hvis de havde taget græs og afgrøderester oppe på land. Alligevel foretrækker de at æde stivelsesknoldene, fordi stivelsen giver dem to-tre gange mere energi, end landplanterne kunne.

Børstebladet vandaks’ knolde er begravet i søbunden på dybder mellem 3 og 30 cm, og de største ligger dybest. Der er derfor næsten altid nogen, som undslipper pibesvanernes ædegilde og kan spire op næste forsommer. Med større bestande i Holland i vinterhalvåret stiger andelen af dybt begravede stivelsesknolde. Så man kan sige, at børstebladet vandaks tilpasser sig den øgede risiko for at blive ædt ved at begrave stivelsesknoldene dybere, men det koster mere energi i form af større knolde. Når børstebladet vandaks først er spiret frem, vokser den hurtigt, indtil naboplanter skygger for hinanden. Derfor er den også i stand til at opretholde sommerbestanden og sikre en ny høst af stivelsesknolde i bunden til pibesvanerne, når de ankommer om efteråret fra det nordlige Rusland til Holland. Det er dårlige lysforhold i vandet som følge af for stor næringstilledning, som er det mest kritiske for overlevelse af børstebladet vandaks og i meget mindre grad pibesvanernes konsum.

Fuglenes konsum kan dog også have stor betydning i foråret og forsommeren, når planternes tilvækst begynder fra små spirer. I en række danske, hollandske og new zealandske undersøgelser fandt man, at planternes tilvækst ved intensivt fuglekonsum lå på mellem 29 og 93 % af den tilvækst, de havde uden fugle. Så fuglegræsning kan i betydelig grad hæmme planternes udvikling, når fuglebestandene er store i forhold til plantebestandene. Men ved mere normale bestandsstørrelser er fugles indflydelse på bundplanterne beskeden eller ubetydelig. Det kræver altså en nærmere vurdering af situationen, hvis man vil vide, om man kan se bort fra fuglenes påvirkning eller må tage den i betragtning.

Fiskeædende fugles indflydelse på fiskebestandene er sværere at dokumentere end deres indflydelse på vandplanter. Besværet skyldes, at både fugle og fisk bevæger sig frit, og det gør det svært at opstille burforsøg med eller uden adgang for fugle, eller anstille storskalaforsøg, som omfatter adskillige søer, hvor fuglene enten helt holdes borte fra søen eller tillades adgang, så de kan æde af fiskene. Man ved imidlertid, at fiskeædende fugles antal og fødevalg i høj grad hænger sammen med fiskebestandenes størrelse, så det forekommer sandsynligt, at fuglene, når de er talrige, kan påvirke fiskebestandenes størrelse og sammensætning. Men sædvanligvis må man bare bygge sådanne vurderinger på grove beregninger.

Som eksempel kan nævnes situationen i Esrum Sø. Her er den samlede fiskebestand på 800-950 tons. Erhvervsfiskeren fangede tidligere omkring 20-30 tons årligt, og en skarvkoloni med ca. 125 par (år 1995) konsumerer 16 tons fisk årligt. Søen har også betydelige bestande af toppet lappedykker, og den besøges endvidere af strejfende skarver på fouragering og mange stor skallesluger om vinteren, så fuglenes samlede fiskekonsum kan måske andrage 30-40 tons årligt. Det er imidlertid ikke en størrelse, der umiddelbart taler for en målbar påvirkning af en fiskebestand på næsten 1000 tons – sammenligning af fuglenes og fiskenes konsum antyder det samme. I Esrum Sø udgjorde fuglenes konsum af bunddyr omkring 6 % af fiskenes konsum, og fuglenes konsum af fredfisk var omkring 20 % af rovfiskenes konsum.

Alligevel er der behov for mere sikkert at få opgjort både ynglende og rastende fugles konsum af fisk og bunddyr. Det er ikke sikkert, at Esrum Sø er repræsentativ for situationen i de danske søer; den store vanddybde i Esrum Sø vil eksempelvis gøre det svært for fuglene at få fat på bunddyr og dybtliggende fiskebestande. I øjeblikket ved man derfor ikke, om søernes fiskeædere bare passivt følger med ændringer i fiskebestandene, eller om de i et vist omfang kan påvirke deres størrelse og fordelingen af store og små fisk i dem.

Erhvervsfiskerne har i særlig grad haft hadet rettet mod skarverne, fordi de efter sigende æder konsumfisk og beviseligt kan skade fisk i ruser. I søerne er der efterhånden så få erhvervsfiskere, at diskussionen her er forstummet. Tidligere svenske undersøgelser tydede også på, at interessekonflikten var ude af proportion, da skarver og erhvervsfiskere fangede noget forskelligt. I søen Ymsen konsumerede skarverne i den store koloni 12,8 kg fisk pr. ha om året. Fuglene tog især hork (75 %), skalle og aborre, mens erhvervsfiskerens årsfangst på 8,6 kg pr. ha især bestod af ål, sandart og gedde. Skarverne åd næsten udelukkende fredfisk, hvis rekruttering er meget stor, og kun skalle faldt i antal, da skarvkolonien blev eta­bleret.

Der foreligger imidlertid en ny, elegant dansk undersøgelse fra Viborg-søerne, som sætter spørgsmålstegn ved denne konklusions gyldighed. For at studere fiskenes vandringer blev et stort antal fisk fanget, målt, vejet og mærket individuelt med en metalmarkør i bughulen. Når en fisk med markør passerede forskellige pejleapparater langs søen, blev den registreret, og på baggrund af sådanne pejlinger kunne man danne et vandringsmønster. Men som sidegevinst fandt man desuden markører i en nærliggende skarvkoloni, fordi skarverne havde ædt mærkede fisk og kvitteret markørerne.

Faktisk fandt man en meget stor procentdel (20-50 %) af de anvendte markører i skarvkolonien, og der indgik endog i højere grad markører fra rovfisk som aborre end fra skidtfisk som skalle – og flere 30 til 40 cm store fisk end mindre fisk. Tallene er oven i købet minimumsværdier, idet markører, som kvitteres uden for kolonien eller ikke genfindes i den, selvfølgelig ikke indgår i opgørelsen. Står denne undersøgelse til troende, fanger skarver endog meget store fisk og mange rovfisk. Skarverne er dygtige jægere og kan fange fiskene ned til 15 m’s dybde. Der var derfor ingen forskel på deres fangstsucces i en lavvandet og en dyb sø.

Andre undersøgelser tyder på, at fugle og fisk også kan spille sammen som konkurrenter om det samme fødeemne, bunddyr. F.eks. har undersøgelser i store, lavvande søer i Irland vist, at introduktion af rudskaller førte til færre rastende troldænder og hvinænder. Forklaringen var den, at rudskallerne åd de smådyr, som ænderne skulle leve af. Da rudskallerne igen faldt i antal, fordi de faldt som bytte for aborrer og toppede lappedykkere, steg bestandene af såvel bunddyr som ænder. Det illustrerer et generelt fænomen, som også behandles i næste hovedafsnit: Fisk kan selv ved moderate bestandsstørrelser reducere mængden af bunddyr, mens fugle sjældent har en målbar indflydelse på bunddyrbestandene. Fisk kan med andre ord udkonkurrere fugle, mens det omvendte ikke synes at være tilfældet.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Fuglenes samspil med fødeorganismerne.

• Forrige afsnit er Fuglenes forekomst
• Næste afsnit er Fuglenes rolle i søernes omsætning