FIGUR 13-36. Vand i haverne giver dobbelt så mange fugle. Søjlediagram fra DOF's havefugleundersøgelse.

.

FIGUR 13-34. Flere skader – giver flere småfugle! Akkumuleret yngleindeks for udviklingen i bestande af husskade, ringdue, solsort og grønirisk.

.

FIGUR 13-35. Silkehaler træffes ofte i småflokke helt tæt på bebyggelse om vinteren.

.

FIGUR 13-37. Rugende sølvmåge på hustag i Århus.

.

FIGUR 13-33. Mursejlere har en karakteristisk seglformet silhuet.

.

Bylandskabet er et godt levested for mange fugle (figur 13-32). Ældre villakvarterer er særlig fuglerige. Her overstiger både tætheden af fugle og antallet af forskellige fuglearter ofte, hvad man oplever i naturen. De fleste byfugle er oprindeligt skovfugle. De har tilpasset sig menneskets bebyggelse gennem tusinder af år. Solsorten er et velkendt eksempel.

Den fuglefattige bymidte

Blandt de få fugle, der trives i byernes centrum, er tamduen, også kaldt klippedue eller rådhusdue. Duerne er forvildede tamduer, der har været holdt som brevduer og prydfugle. Det er ofte meget spraglede fugle med store individuelle variationer i fjerdragten fra hvidt over diverse mellemformer til gråbrunt og sort. Duerne nedstammer imidlertid fra en vildtlevende art, klippeduen, der har sin naturlige udbredelse i bjergområder i Central- og Sydeuropa og på De Britiske Øer. Det er formentlig derfor, at tamduerne trives så godt i bylandskabets kunstige „klipper“.

En anden karakteristisk fugl i byernes centrum er mursejleren. Den er kun hos os i de fem luneste sommermåneder. Mursejleren yngler i hulrum og sprækker under tagudhæng eller under løse tagsten. Den foretrækker at yngle højt, f.eks. i 3-4-etagers ejendomme. Sommeren over genlyder byens gader af mursejlernes karakteristiske, skærende skrig. Det er især på varme dage og om aftenen, at man hører stemmen, når trafikken er stilnet af og smågrupper af mursejlere på 6-7 individer jager hinanden over byens veje og tage (figur 13-33).

Mursejleren er en luftakrobat. Den tilbringer hele sit liv i luften med undtagelse af ruge- og ungeperioden. Den lever af luftplankton – dvs. alle de små insekter, der findes i luftrummet over byens parker og tage.

De lidt grønnere bydele

I de ældre karréer omkring byernes centrum er bynaturen efterhånden blevet mere varieret i takt med en løbende „begrønning“ af baggårde og gader. Det har udvidet levemulighederne for byens dyr og fugle. Danske undersøgelser har vist, at såvel individtætheden som artsdiversiteten af byfugle stiger, des mere grøn en bydel er (figur 13-36). De mest karakteristiske fugle i bykvarterer med boligkarréer er ringdue, bysvale, solsort, musvit, blåmejse, husskade, gråkrage, gråspurv og grønirisk.

Husskaden er almindelig i alle dele af byen. Mange ser skævt til denne fugl, der er ekspert i at finde og tømme solsortens reder. Husskaden har dog ikke succes på bekostning af solsorten eller andre af de bylevende fugle, der typisk er ofre for husskadens redplyndringer (figur 13-34). Husskaden er gået frem, fordi den med stor dygtighed udnytter de muligheder for at placere rede og finde føde, som netop bylandskabet rummer. De karakteristiske, kugleformede grendynger, der udgør husskadens rede, ses i trætoppe overalt i byens vejtræer såvel som i træer i baggårde og grønne anlæg – ikke mindst efter løvfald.

Gråspurven var tidligere den talrigeste og mest karakteristiske danske byfugl. Den er gennem mange årtier aftaget dramatisk og er nu en fåtallig fugl i byerne – såvel i centrum som i forstæderne. En lignende udvikling er foregået i mange vesteuropæiske storbyer, og denne udvikling er lidt af et mysterium. Blandt de årsager, der har været nævnt, er manglende redeplaceringsmuligheder som følge af renoveringen af ældre huse, hvorved de hulrum og sprækker, gråspurven tidligere levede i, forsvinder. Fødemangel – især om vinteren – kan være en anden årsag specielt i byernes centrum. Vore byer er blevet gradvis mere friserede og udbyggede med den konsekvens, at arealer med vilde, frøbærende urter i dag er et særsyn. Om vinteren er netop frø fra vilde urter eller spildkorn gråspurvens primære fødeemner.

Silkehalen optræder med års mellemrum som en talrig vintergæst i mange byer, især i landets østlige og nordlige egne (figur 13-35). Den har en særlig forkærlighed for „bær“ af almindelig røn og seljerøn, der er hyppige vejtræer. Også halvrådne æbler og tjørnebær æder den. Silkehalen har en meget stor lever, der gør den i stand til at konsumere mange gærede bær, uden at alkoholen påvirker den.

De fuglerige haver

Villa- og parcelhushaverne rummer mange fugle, der også lever i skove, skovbryn og levende hegn bl.a.: Spurvehøg, tyrkerdue, rødhals, gærdesmutte, jernspurv, sangdrossel, munk, gærdesanger, stær, allike og skovspurv foruden de tidligere nævnte fugle, der lever i byens indre dele.

Dansk Ornitologisk Forening har i en undersøgelse af byfuglenes krav til levestedet påvist, at haver med vand, fuglebade eller damme, rummer langt flere fugle, end haver uden vand, se figur 13-36. Vand er tilsyneladende en mangel i mange byområder, og lokale ynglefugle opsøger helst drikkevand så tæt på rederne som muligt.

Om vinteren kommer en række andre fuglearter ind i haverne. De tiltrækkes af udlagt foder, frugt og bær. Det gælder f.eks. sjagger, kvækerfinke, dompap og gulspurv.

Havne og industriområder

Havnen er et bylandskab med voldsomme kontraster. Her veksler „betonklipper“ i form af høje siloer, lagerbygninger og pakhuse med åbne områder bevokset med græs og urter. Særlige fuglearter er knyttet til havneområder, ikke mindst toplærke, stenpikker og husrødstjert. Disse arter er dog mange steder reduceret meget i takt med, at havnearealerne gennem de seneste årtier er blevet mondæne investeringsobjekter, hvorved det „vilde“ og klondykeagtige er blevet erstattet af friseret moderne byggeri.

Som et nyt fænomen er især sølvmåge og stormmåge begyndt at yngle på hustage i en række danske kystbyer. En systematisk undersøgelse i 1999 afslørede 173 par sølvmåger på hustage i Århus (figur 13-37). Det skønnes, at der nu yngler mere end 1000 par sølvmåger og 650 par stormmåger på danske byers tage. Strandskade er i mindre omfang begyndt på det samme. Den er især fundet ynglende på flade, ralbelagte tage i erhvervsområder, der minder om vadefuglens naturlige levested ved kysten.

Moderne erhvervsbyggeri består af beton og glas, og det har ofte også en del lys og luft omkring sig og plads til grønne anlæg. Selv om de friserede plæner og busketter ofte er noget ensartede, er der dog plads til en del fugle. Typisk ses råge, allike, stillits og tornirisk. Men også en del af de fuglearter, der yngler i parcelhusområder, f.eks. mejser, skovspurv og grønirisk. Råger og alliker søger gerne føde på større græsplæner og græsrabatter. Stillits og tornirisk opsøger i højere grad åbne, ufriserede urte- og græsbevoksede arealer, der måske kun slås en enkelt eller nogle få gange i løbet af sommeren. De yngler i træer.

Boks

FIGUR 13-32 (a). Oversigt over fugletætheder i forskellige bynaturtyper (stenbro, industri, etagebyggeri, parker og villakvarter).

.

FIGUR 13-32 (b).

.

FIGUR 13-32 (c).

.

FIGUR 13-32 (d).

.

FIGUR 13-32 (e).

.

FIGUR 13-32 (f).

.

FIGUR 13-32 (g).

.

FIGUR 13-32 (h).

.
FIGUR 13-32. Oversigt over fugletætheder i forskellige bynaturtyper (stenbro, industri, etagebyggeri, parker og villakvarter). Jørgen Strunge efter Jacobsen, 1995.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Fuglene i bylandskabet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig