Fremtidens fiskebestande i et ændret miljø

Hvis man antager, at vandtemperaturen i fremtiden kommer til at stige betydeligt i sommerperioden (se Temperatur), er der flere arter, som eksempelvis den finnestribede ferskvandsulk og laksefiskene stalling, helt og snæbel, som alle kræver køligt og iltrigt vand, der vil komme i vanskeligheder. Ørred og laks kræver også forholdsvis køligt vand, og hvis vandtemperaturen når op på over 25 °C, begynder de at dø. Så høje temperaturer har man faktisk i de senere år målt i nogle af vores vandløb i perioder med stærk sommervarme.

Problemerne forstærkes yderligere af, at varmestressede fisk også bliver mere modtagelige over for sygdomme, og en velkendt sygdom hos laksefisk, PKD (proliferative kidney disease eller på dansk proliferativ nyresyge), bliver decideret dødelig ved højere temperaturer. I Schweiz har man observeret nedgange i ørredbestandene i lavtliggende områder, som man mener netop hænger sammen med temperaturstigninger, som har fået PKD-dødeligheden til at stige.

Imidlertid er det ikke kun de enkelte arter, men hele økosystemer, som bliver påvirket af klimaændringerne, og her bliver det for alvor kompliceret. Det er f.eks. blevet foreslået, at et af de vigtigste dyr i Vadehavets økosystem, slikkrebsen er i fare for at blive udryddet af parasitter, hvis temperaturen stiger. Dette vil have uoverskuelige konsekvenser for resten af økosystemet og meget negative konsekvenser for snæblen, som finder sin føde i Vadehavet (figur 10-38).

Planter, insekter og krebsdyr i selve vandløbene vil også blive påvirket af klimaændringerne, og dermed vil fødegrundlaget for fiskene også blive ændret, men der findes ikke noget generelt overblik over, hvad det kan betyde. Dog forventer man ikke, at vandløbene bliver mindre produktive, så for fødegeneralister som de fleste af vores vandløbsfisk vil der stadig være tilstrækkelig føde at finde.

De fleste forbinder klimaændringer med varme somre, men højere temperaturer i vinterhalvåret kan faktisk have lige så stor betydning for den fremtidige udvikling i vores fiskebestande. Mange arter gyder i vinterhalvåret, således at klækningen af yngel foregår om foråret og er synkroniseret med forekomsten af passende fødeemner. Dette gælder eksempelvis ørreden og laksen, hvor gydningen foregår fra november til marts og ynglen dukker frem omkring maj.

Den hastighed, hvormed æggene udvikles og klækkes, afhænger både af klækkeprocessens varighed og den temperatur, processen forløber ved. Man bruger derfor måleenheden „graddage“ (temperatur gange med antallet af dage) til at betegne, hvor længe og ved hvilken temperatur æg skal inkuberes, før de klækker. Et gennemsnitligt lakseæg klækker efter ca. 500 daggrader. Ved en temperatur på 5 °C svarer det til 88 dage, men stiger gennemsnitstemperaturen til f.eks. 9 °C, vil æggene klækkes allerede efter ca. 49 dage. Dermed er der risiko for, at ynglen dukker frem på et for tidligt tidspunkt, hvor der ikke er tilstrækkelig meget føde til stede, således at de går til grunde – hvis da ikke fødeemnerne også er påvirket på tilsvarende vis af temperaturen, eller at de gydende fisk kompenserer for de forhøjede temperaturer ved at gyde senere (figur 10-39).

De forventede klimaændringer indebærer som nævnt ikke kun forhøjede temperaturer, men også mere nedbør. Desuden vil der oftere forekomme uvejr med ekstremt meget nedbør. Dermed vil der foregå en endnu større udvaskning af næringssalte fra markerne og ud i vandløb, søer og havområder. Det kan forværre de ilt­svindsproblemer, der har huseret i de seneste årtier. Desuden vil voldsom nedbør føre til mere udvaskning af sand. Dette vil igen føre til øget sandvandring, så æg fra ørred, laks og andre fisk begraves og kvæles i gydegruset.

Med andre ord vil den forøgede nedbør medvirke til at forstærke flere af de problemer, der allerede plager i vandløbene.

Nogle ferskvandsfisk vil sandsynligvis have gavn af højere gennemsnitstemperaturer. Det drejer sig især om mere varmeelskende arter, som i Danmark befinder sig tæt ved nordgrænsen for deres udbredelse. Her kan nævnes flere arter fra karpefamilien, f.eks. karpen, som jo er en introduceret art, og suderen, som kan leve i både søer og vandløb (figur 10-40). Det kan heller ikke udelukkes, at enkelte af vores andre almindelige fisk, såsom ål, vil trives bedre ved højere temperaturer, forudsat klimaændringerne ikke samtidig medfører forværring af andre miljøproblemer, f.eks. øget iltsvind.

Andre arter, som lever under varmere himmelstrøg i dag, kan måske kolonisere vores vandløb. Når det drejer sig om „rene“ ferskvandsfisk, som ikke tåler saltvand, er det urealistisk at forestille sig en naturlig indvandring. Imidlertid kan man forestille sig, at sydlige arter, som føres hertil af mennesker, kan få endnu bedre mulighed for at sprede sig, end det hidtil har været tilfældet. Den tidligere nævnte båndgrundling kunne være et eksempel på dette.

Varmeelskende arter, som kan vandre gennem saltvand, vil have lettere ved at kolonisere danske vandløb, men umiddelbart er der ikke nogen arter sydfra, som er oplagte kandidater til denne type indvandring.

Hvis der findes genetisk variation i bestandene, som giver forøget tolerance over for højere temperaturer, kan den naturlige selektion føre til, at bestandene med tiden bliver bedre til at klare sig ved højere temperaturer.

En undersøgelse af stalling i Norge har for nylig vist, at det ikke er en helt urealistisk mulighed. På et tidspunkt satte man stalling fra den samme bestand ud i tre norske fjeldsøer, som ligger i forskellige højder og dermed oplever meget forskellige temperaturer. Ved 90 år senere at undersøge en række egenskaber hos ynglen, f.eks. deres længde ved klækning og vækstrate ved forskellige temperaturer, kunne man påvise, at der var sket betydelige genetiske ændringer i løbet af de forløbne 90 år. Ikke nok med det, man kunne også vise, at ynglen i laboratoriet klarede sig bedst ved den temperatur, som de havde i deres „hjem-sø“.

Der var altså sket en tilpasning til forskellige temperaturforhold i søerne over en kort tidsperiode, som svarer til den tidshorisont, over hvilken vi forventer den globale opvarmning kommer til at foregå.

Man skal ikke male fanden på væggen, men på den anden side er det klart, at stigende temperaturer ikke kan undgå at få negative konsekvenser for fiskene i vores vandløb. Kan man gøre noget for at afhjælpe det? Ud over på globalt plan at mindske CO₂-udslippet er der en række praktiske punkter, hvor man kan begynde at sætte ind allerede nu. Det er således en vigtig pointe, at forhøjede temperaturer i særlig grad vil forstærke de miljøproblemer, som allerede eksisterer i vores vandløb.

- Hvis fiskene om sommeren skal kunne undslippe høje temperaturer i vandløbene og vandre til områder med mere køligt vand, er det vigtigt, at deres vandringer ikke forhindres af spærringer.

- Hvis man ikke vil have forværrede iltsvinds­problemer i de havområder, hvor mange af vores vandløbsfisk tilbringer dele af deres liv, skal der i endnu højere grad sættes ind over for udvaskningen af plantenæringssalte.

- Hvis man vil undgå forøget sandvandring, skal man være endnu mere opmærksom på at opretholde dyrkningsfrie bræmmer langs vandløbene.

Med andre ord er det, selv om klimaet forandrer sig, muligt at gøre meget for at undgå de værste konsekvenser.

Spørgsmålet er, om der om hundrede år vil være vandløb domineret af karpefisk og nye, introducerede arter, eller om der stadig er laks, ørred, snæbel, finnestribet ferskvandsulk og pig­smerling i de danske åer? Meget afhænger selvsagt af, hvor voldsomme klimaændringerne bliver. Vores bedste bud er dog, at nogle af de arter, som allerede er meget sjældne og truede, vil forsvinde, men de fleste andre arter vil stadig være til stede, omend måske i andre mængder end i dag.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Fremtidens fiskebestande i et ændret miljø.

• Forrige afsnit er Pleje af fiskebestandene nu og i fremtiden
• Næste afsnit er Biologiske samspil i vandløb