Fragmentering, populationsstørrelse og den genetiske diversitet

For at en population skal overleve, kræves et minimum af ressourcer og derudover også et minimum af arvemæssig variation imellem individerne, genetisk diversitet.

Hvis ressourcerne ved fragmenteringsprocesserne bliver for små for populationen, går den til grunde. Arter med krav om store, sammenhængende arealer er i denne sammenhæng særlig truede, f.eks. store rovdyr, der er afhængige store bestande af byttedyr.

En populations „beholdning“ af forskellige arveanlæg kan også blive truet ved fragmentering. Sjældne arveanlæg kan lettere forsvinde fra små end fra store populationer, og er de små populationer adskilt fra andre populationer, kan de sjældne gener ikke komme igen fra individer, der indvandrer fra andre lokaliteter. Sådanne sjældne arveanlæg kan være afgørende for, om populationerne kan overleve særlig vanskelige forhold som meget kolde vintre eller tørre somre.

Fragmenteringen spiller derfor en stor rolle for den enkelte arts mulighed for at overleve og at formere sig.