Et af de mønstre, der opstår ved fragmentering, er som antydet tidligere, at biotoperne kommer til at ligge som øer i landskabet. På disse levestedsøer sameksisterer populationer af forskellige arter inden for snævre geografiske grænser. Der kan af og til komme nye arter ind, eller arter kan lokalt forsvinde. Derved ændres artsdiversiteten.

En særlig, videnskabelig disciplin, øbiogeografien – midt mellem biogeografi og økologi – beskæftiger sig med øers artsdiversitet. En af de tidligste erkendelser i øbiogeografien var, at jo større areal man undersøgte, desto større artsantal fandt man.

Hvis man inden for samme område undersøger et vist areal, f.eks. 10 m2, og derpå lægger ekstra 90 m2 til, så man får et nyt undersøgelsesareal på 100 m2 (kinesisk æske-princip), vil man selvfølgelig ikke finde færre arter, men i reglen flere (figur 15-6). Denne sammenhæng holder almindeligvis også stik, når man undersøger 100 m2 inden for området, og derpå undersøger 200 m2 eller mere, som ikke omfatter de første 100 m2. Det er ikke overraskende, men dog heller ikke helt selvfølgeligt.

Den næste iagttagelse, man gjorde, var, at reglen også gælder, når man betragter naturligt afgrænsede arealer i form af øer: En stor ø har almindeligvis et større artsantal end en lille ø (figur 15-7). Dette er mindre forventeligt – det kunne godt tænkes, at når en ø var af en vis størrelse, så ville der være plads til alle de arter, hvis livskrav var opfyldt, så artsantallet nåede et mætningspunkt. Det ser imidlertid ud til, at dette ikke er tilfældet. Man må altså forvente, at desto større areal, et økosystem har, desto flere arter vil det indeholde. Dette mønster ses også i langt de fleste tilfælde – figur 7-67 viser et andet eksempel – og det kan oven i købet beskrives i matematisk form (boks 15-3 nederst).

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks

FIGUR 15-6 (a). Sammenhængen mellem antal frøplantearter i et område og områdets areal analyseret ved hjælp afprøveflader på Glænø Overdrev, udlagt efter „kinesisk æske“-princippet.

.

FIGUR 15-6 (b). Det ses, at der er en retlinjet sammenhæng, når der benyttes en logaritmisk skala.

.

FIGUR 15-7 (a). Sammenhængen mellem antal frøplantearter i et område og områdets areal er vist for små, ikke-skovklædte øer i Isefjord og Roskilde Fjord (A) og for græslandsarealer i Hornsherred (B). Der er anvendt logaritmiske skalaer. Linjen for øerne svarer til, at en ø, der har ti gange så stort areal som en anden ø, har dobbelt så mange arter som denne anden.

.

FIGUR 15-7 (b).Sammenhængen mellem antal frøplantearter i græslandsarealer i Hornsherred og områdets areal.

.
FIGUR 15-6. A) Sammenhængen mellem antal frøplantearter i et område og områdets areal analyseret ved hjælp afprøveflader på Glænø Overdrev, udlagt efter „kinesisk æske“-princippet. B) Det ses, at der er en retlinjet sammenhæng, når der benyttes en logaritmisk skala.
FIGUR 15-7. Sammenhængen mellem antal frøplantearter i et område og områdets areal er vist for små, ikke-skovklædte øer i Isefjord og Roskilde Fjord (A) og for græslandsarealer i Hornsherred (B). Der er anvendt logaritmiske skalaer. Linjen for øerne svarer til, at en ø, der har ti gange så stort areal som en anden ø, har dobbelt så mange arter som denne anden. Ill.: Jørgen Strunge efter Adsersen og Mølgaard, 2003. Værdierne for Hornsherred er meddelt af Hans-Henrik Bruun.

Afsnit fortsætter her.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Fragmenternes artsdiversitet - øbiogeografi.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig