Forureningens og forureningsbekæmpelsens betydning

De store forandringer, der har fundet sted i vandløbene gennem de sidste godt 100 år, har for det første betydet, at artsantallet og vegetationens forskelligartethed både er faldet under vand og på bredden, og for det andet, at få arter med stor spredningsevne og hurtig vækst nu dominerer plantesamfundene helt og fuldt, mens arter med langsom vækst og ringe spredningsevne er gået tilbage eller helt er forsvundet.

På 13 vandløbslokaliteter voksede der i 1896 i alt 16 vandaksarter. På de samme 13 lokaliteter voksede der i 1996 blot 7 arter. Og tilbagegangen er fortsat siden. I 2011 var der endnu færre forekomster og én yderligere art var helt forsvundet (se figur 22-14).

Historiske undersøgelser i afløbene fra nogle af vores lavvandede søer har bekræftet dette billede. Tidligere voksede der mange flere arter på disse lokaliteter, end der gør i dag. Årsagen er, at vandet er blevet rigere på næringssalte og uklart af planteplankton, og vandplanternes livsbetingelser er blevet ødelagt oppe i søerne og i afløbene fra dem.

Det sidste eksempel på den historiske tilbagegang omhandler vandløbenes forekomster af kransnålalger, en gruppe af store alger, som vokser langsomt og ikke tåler stor fysisk forstyrrelse og næringsrigdom. Sigurd Olsens studier i 1930-1940’erne dokumenterer, at der dengang var ganske mange forekomster af kransnålalger i små bække og grøfter i perioden. Ud over ret almindelige og vidt udbredte kransnålalger som Chara globularis, Chara vulgaris og Nitella flexilis husede vandløbene også en sjælden art, Nitella opaca. I dag er der yderst få forekomster af kransnålalger i danske vandløb. Ved en undersøgelse midt i 1990’erne af omkring 200 vandløbsstrækninger fandt man ikke en eneste. Der er så vidt vides heller ikke et eneste nyere fund af Nitella opaca i vandløb, og arten er kritisk truet af uddøen i Danmark (se figur 22-15 og 22-16).

Der eksisterer ingen systematiske undersøgelser af vandløbsvegetationen i Danmark for de seneste 15-20 år. Men man ved, at muligheden for fremgange findes, hvis de fysiske forudsætninger forbedres. Det kan man konkludere ud fra sammenligninger af vegetationen på 18 strækninger med et naturligt forløb sammenlignet med 18 strækninger med et reguleret, kanaliseret forløb, alle beliggende i Nordjylland. For planterne i bredzonen var artsdiversiteten således højere på naturlige, 50 m lange strækninger og lokalt i små kvadrater på strækningerne sammenlignet med diversiteten på de regulerede og kanaliserede strækninger. Artsantallet i kvadrater på 0,64 m^>2> lå i gennemsnit på 16,9 på de naturlige strækninger, men på 12,3 på de regulerede strækninger.

På de naturlige strækninger var der gennemgående en blid overgang fra det tørre land, over den fugtige bund til det permanent vanddækkede vandløb; hældningen af bredden fra land til vand var i gennemsnit 14 cm pr. m. På de regulerede strækninger konstruerer man bevidst en ret stejl og ensformig bred, og hældningen var da også i gennemsnit på hele 43 cm pr. m. Den stejle bred på de kanaliserede strækninger giver mindre plads til arter med forskellige krav til eller tolerance over for varierende vandindhold i jorden sammenlignet med de naturlige strækninger, hvor arterne har bedre plads til at fordele sig langs den brede fugtighedsgradient. Det er sandsynligvis en vigtig grund til den højere artsrigdom på de naturlige strækninger. Man kan da også iagttage, at artsrigdommen i kantzonen er særlig høj og rummer mange blomstrende arter, hvis der er denne jævne og gradvise overgang mellem vand og land langs vandløbene.

Andre sammenligninger har bekræftet, at de egentlige vandplanters artsrigdom også er større på naturlige strækninger end på regulerede strækninger. På strækninger, hvor man undlader at skære vandplanterne, er artsrigdommen tilsvarende højere end på strækninger, hvor man ofte skærer dem. Så på denne vis er det dokumenteret, at vandløbsregulering og hård vedligeholdelse forarmer plantelivet og faktisk også dyrelivet.

Derfor! Ønsker man reelle fremgange for planterne nede i vandløbet og i de fugtige zoner langs med det, skal man lade vandløbene være i fred for opgravning af bunden og hyppig, hård skæring af planterne. Man kan også restaurere vandløbene, så de igen kommer til at ligge oppe i niveau med det omgivende terræn, og måske kan man give dem et slynget forløb. Så vil de kunne opnå en højere biodiversitet.

Det vil dog vare et stykke tid, før artsrigdommen eventuelt kan blive lige så høj som i gamle dage, fordi mange arter er blevet rigtigt sjældne under den langvarige, hårde påvirkning. Arterne har derfor svært ved at komme tilbage fra de små og få voksesteder, hvor de stadig findes. For vandaksarterne bliver det måske så svært, at de skal hjælpes på vej ved udsætninger.

De forandringer, som har ramt vandløbenes planteliv, er også gået ud over dyrene. Desværre findes der ingen omfattende registreringer af dyrelivet i vandløbene fra omkring år 1900, og det er derfor umuligt at sige, hvor stor en tilbagegang der reelt er sket i løbet af de sidste godt 100 år. Der findes dog nogle spredte iagttagelser af slørvinger, døgnfluer og en vandløbsmusling, som kan illustrere, hvordan situationen i store træk har udviklet sig.

I begyndelsen af 1900-tallet indsamlede flere vandløbsbiologer smådyr i jyske vandløb. Deres samlinger, som kun sporadisk blev bearbejdet, er siden gået tabt, men man har i nogen grad fået rekonstrueret deres optegnelser og kan sammenholde dem med nye indsamlinger i 1970’erne. Herudfra har det været muligt at få et overblik over udviklingen inden for nogle af slørvingerne og døgnfluerne i perioden fra 1900 til 1980. Oplysningerne stammer fra 10-15 vandløb fordelt over hele Jylland.

Af oprindeligt 20 arter af slørvinger i disse vandløb var 5 arter helt forsvundet fra de pågældende vandløb, 8 var forsvundet på mere end halvdelen af lokaliteterne og kun en enkelt art havde en uforandret forekomst. Døgnfluerne viste en endnu større tilbagegang, idet 8 ud af 23 arter helt var forsvundet. De resterende 15 arter var alle forvundet fra nogle lokaliteter, heraf 12 fra mere end halvdelen af lokaliteterne.

Man kan også belyse situationen ved at se på antallet af fundne arter i landet som helhed. Af de i alt 39 døgnfluearter, der i tidens løb er blevet registreret i Danmark, var 6 formentlig udryddet og yderligere 12 akut truet med udryddelse i 1990. Kun 13 døgnfluearter blev dengang vurderet til at være almindelige. Og af 25 registrerede slørvingearter var 3 forsvundet og 5 akut truet i 1980 – kun 8 arter blev bedømt til at være almindelige.

Flodperlemuslingen, som tidligere var almindelig i Varde Å, er gået voldsomt tilbage eller er måske helt uddød. Som navnet siger, kan muslingen danne perler, og i forbindelse med udretningen af åen i 1929 blev næsten hele bestanden fisket op for at få fat i disse perler. Man fandt ca. 5 perlemuslinger pr. løbende meter å, så samlet har bestanden ikke været særlig stor. Ved en undersøgelse i 1990’erne var der enkelte store individer, men ingen små tilbage, og da perlemuslingen kan blive op til 150 år gammel, indikerer det, at den ikke længere kan formere sig. Dette kan skyldes en massiv forurening med kviksølv fra den nu nedlagte virksomhed Grindstedværket, eller at laksen, som de små nyklækkede muslinger i en periode lever i, var næsten udryddet fra åen i en lang årrække.

En undersøgelse fra Ringkøbing Amt viser, at tilbagegangen for døgnfluer i amtets vandløb er vendt til en fremgang takket være spildevandsrensning. En række truede arter har fået bedre levevilkår og har spredt sig i de vandløbssystemer, hvor der tidligere kun fandtes få af dem. De betragtes derfor ikke længere som truede.

Der har også været fremgang for slørvingerne, men den har været mindre. Vores største slørvinge, Perlodesmicrocephala, har dog spredt sig kraftigt i Skjern Å- og Storå-vandløbssystemet. Det samme er tilfældet i Gudenå-systemet, hvor den på visse strækninger er almindelig.

Når både vandkvaliteten og de fysiske forhold er kommet i orden, er det relativt let for arterne at sprede sig inden for et vandløbssystem ved hjælp af drift og de voksne insekters flyvning før æglægningen (se Vandløbenes smådyr og de følgende afsnit). Nogle arter har endog dannet bestande i vandløb, hvorfra de ikke tidligere har været kendt. Dette gælder f.eks. arter af døgnflueslægten Heptagenia og slørvingeslægten Leuctra, som i flere områder har fået en større udbredelse.

Generelt er det dog svært for døgnfluer, slørvinger og mange vårfluer at sprede sig fra ét vandløbssystem til et andet, selv om de har et flyvende voksenstadium. De voksne er dårlige flyvere og bevæger sig ikke langt væk fra det vandløb, hvori de er opvokset, og det har ikke gjort det lettere for dem, at afstanden mellem vandløbssystemerne er øget på grund af den omfattende rørlægning.