De fleste våde ellesumpe er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, så her må tilstanden ikke ændres. I praksis er det dog fortsat tilladt at foretage stævning af træerne, ligesom eksisterende grøfter kan vedligeholdes. Desuden hører en del af ellesumpspektret ind under habitatskovtypen “elle- og askeskove ved vandløb, søer og væld”, der er en såkaldt “prioriteret” habitatnaturtype, dvs. en naturtype, som Danmark har forpligtet sig til at passe særlig godt på.

Med omlægningen af driften i statsskovene og tilskudsordninger i de private skove tegner arealet med sumpskov til at stige i 2000-tallet. Mange områder med ellesump og anden vådbundsblandskov er siden 1990'erne blevet udlagt som urørt skov. I flere urørte skove med ask og bøg, hvor grøfterne er blevet lukket og vandstanden genoprettet, ser man disse bevoksninger dø – og rød-ellen så sig ind under de døde træer.

I fremtiden vil klimaændringer og havspejlsstigning formodentlig udvikle landet som helhed i den våde retning, så måske vil ellesumpen igen opleve ekspansion på trods af omfattende dræning i det seneste århundrede.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Elleskovens fremtid.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig