FIGUR 10-3. De palæogene lag i kerneboringen Viborg-1, udført i 1939. Denne boring har været af stor betydning for udforskningen af den palæogene lagserie i Danmark. Lagene er tilnærmelsesvis gengivet med deres naturlige farver, og jo bredere, de er tegnet, jo mere grovkornede er de. Ved sammenligning med figur 10-2 ses, at det tynde Røsnæs Ler repræsenterer lang tid, mens omvendt den tykke formation, Viborg Formationen, blev aflejret på ganske kort tid. Boringen nåede kun til toppen af Danienkalk.

.

Det danske område indgik i det store skålformede indsynkningsområde, Nordsøbassinet, hvor Det Danske Bassin og Det Nordtyske Bassin (kapitlet Fra ørkener til varme have) udgjorde lokale delbassiner. Større eller mindre dele af Nordsøbassinet var til stadighed havdækket (figur 10-2), og ofte strakte havet sig et pænt stykke ned i Polen, Tyskland og Holland-Belgien og ind over Østengland. Havets udstrækning mod nordøst er meget dårligt kendt, da senere erosion har fjernet de fleste vidnesbyrd om kystlinjens forløb. Nogle mener, at hele Syd- og Midtsverige kan have været dækket af hav, da dette stod højest. Havet var en forløber for nutidens Nordsø.

Indsynkningen var størst i den centrale del af Nordsøen; muligvis en sen eftervirkning af den hævning og opsprækning, som fandt sted dér i Jura. Det skabte plads til materiale, som blev tilført fra de omkringliggende landområder. I Danmark finder man således et næsten komplet historisk arkiv i form af aflejringer fra Palæogen. Kun i Oligocæn mangler der lag fra større tidsrum. I den centrale del af Nordsøbassinet blev der aflejret 1-2 km tykke lag, mens maksimalt 700 m blev aflejret i det nuværende danske landområde (figur 10-3), de fleste steder væsentligt mindre.

Sydlige havforbindelser og kalkrige lag

I løbet af Palæogen åbnedes og lukkedes passager gentagne gange fra havet i Nordsøbassinet til varmere have sydpå (figur 10-2). Når de sydlige havforbindelser eksisterede, blev der som regel aflejret kalkholdige lag i det danske område, og når der kun var forbindelse mod nord til køligere have, blev der overvejende aflejret kalkfattige lag.

Kalken i de kalkrige lag stammede især fra de mikroskopiske skeletter af havets planktonorganismer. Kalk opløses af kulsyre, og koldt vand kan indeholde mere kulsyre end varmt vand. Forklaringen på de kalkfattige lag kan være, at kalkskeletterne er blevet opløst i køligere, mere surt bundvand i de perioder, hvor der kun var forbindelser mod nord.

Dybt vand

Vanddybden var stor i det danske område i Paleocæn og Eocæn; den kulminerede med dybder på flere hundrede meter i Sen Paleocæn og Tidlig Eocæn. Herved kom aflejringerne til at ligne sedimenter, man kun kender fra den centrale Nordsø. De store havdybder skyldtes, at tilførslen af materiale ikke holdt trit med bassinets indsynkning. I Oligocæn var vanddybden meget mindre, og flere gange var det danske område formodentlig tørt land.

Grønsandslag og havspejlssvingninger

Den palæogene lagserie blev dannet i løbet af en række aflejringsforløb adskilt af tidsrum uden aflejring (figur 10-2). I det enkelte aflejringsforløb blev der typisk aflejret et 10-100 m tykt lerlag. Som regel indledes aflejringen af et få centimeter til 1 meter tykt lag, som er meget rigt på grønsand, dvs. korn af det grønne mineral glaukonit (figur 10-14). I nutiden dannes glaukonit ved en langsom kemisk reaktion mellem det salte havvand og partikler på havbunden. Situationen kan opstå, hvis der i meget lang tid intet, eller næsten intet, materiale tilføres havbunden. De partikler, som allerede ligger der, vil så blive udsat for havvandets påvirkning gennem lang tid, og de kan så blive omdannet til glaukonitkorn. Glaukonitkorn i gamle aflejringer er dannet på en tilsvarende måde.

Under en havstigning er der ofte gode betingelser for dannelse af glaukonit et stykke ude i havet. Det skyldes, at materiale, som tilføres et bassin, normalt aflejres nær kysten. Når kystlinjen så under havstigningen rykker ind over land, følger aflejringsområdet med indover. Derfor aftager eller ophører materialetilførslen til områder, som befinder sig længere ude i havet.

I det meste af Palæogen befandt det danske område sig som nævnt et godt stykke ude i havet. Når kystlinjen under de gentagne havstigninger rykkede ind over det europæiske landområde, ophørte materialetilførslen til det danske område, og i stedet kunne der ske en udfældning af glaukonitkorn. Når havspejlet igen faldt, og kysten kom nærmere, blev der i reglen atter tilført materiale, og betingelserne for dannelse af grønsand var ikke længere til stede.

Det enkelte aflejringsforløb, som indledes med dannelsen af et tyndt grønsandslag og efterfølges af lerlag indtil det næste grønsandslag, repræsenterer derfor en havspejlsvingning.

Grønsand forekommer dog ikke udelukkende som tynde lag ved indledningen af de enkelte aflejringsforløb. Nogle steder forekommer også tykkere lag, som er rige på grønsand. Det kan skyldes nedsat materialetilførsel i længere tid, eller at det kemiske miljø var særlig gunstigt for dannelse af glaukonit.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Det danske område, en del af Nordsøbassinet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig