Med kiselalgernes fremkomst dukker de første planteædende dyr som nævnt frem på stenene.
Insekterne flyver ofte tidligt om foråret og bliver forældre til en sommergeneration, som både vokser hurtigt og er talrig på grund af de gode vækstbetingelser om sommeren. Vintergenerationen, som starter om efteråret, er til at begynde med meget talrig, men de barske forhold i den vindudsatte bredzone om vinteren skaber stor dødelighed, således at antallet af voksne dyr næste forår er væsentligt mindre end om sommeren.
Foruden insekterne, hvoraf de fleste formerer sig kønnet, findes der også en række dyregrupper, som formerer sig ukønnet. Det gælder f.eks. ormegruppen Naididae, som danner nye individer ved simpel deling af individet. I modsætning til insekternes ofte kun to generationer pr. år kan de med ukønnet formering have mange generationer og derfor nå op på meget store bestandsstørrelser. En almindelig ormeart med ukønnet formering på stenene er Stylaria lacustris, som er let kendelig på sin grønne farve og sine lange børster (figur 16-2). Den har en lang „snabel“, hvormed den fanger encellede alger. Om efteråret udvikler individerne dog kønsorganer, og efter befrugtning lægges æg, som overvintrer til næste forår.
En af de vigtigste algeskrabere på stenene er vårfluen Tinodes waeneri, der bygger lange snoede sandrør (figur 16-3). Den flytter sig rundt ved at nedbryde røret bagfra og forlænge den forreste del. Tinodes waeneri er almindelig i både næringsrige og næringsfattige søer. I næringsfattige søer er algernes vækst begrænset af tilgangen af fosfat, men larverne udskiller fosfat i ekskrementerne, således at algernes vækst er større i nærheden af larverne end andre steder. Denne mekanisme sørger for et „genbrug“ af det en gang bundne fosfor og forhindrer, at det sendes ud i de frie vandmasser.
Tinodes waeneri hører til den gruppe insekter, der normalt har to generationer om året. Men i samme sø kan den på forskellige lokaliteter have en eller to generationer afhængigt af bølgepåvirkning og fødeudbud. Hvis f.eks. bølgepåvirkningen er stor, eller træer på bredden skygger, bliver algevæksten lille, og dyret må bruge et helt år på at nå den størrelse, hvor forvandlingen til voksen kan finde sted. Det er et eksempel på, at nogle arter let kan tilpasse deres livsrytme efter omgivelserne.
Andre vigtige algeskrabere er sneglene, som med deres raspetunge er tilpasset til at skrabe alger af faste overflader. Mange af forgællesneglene er dog også filtratorer. Det samme gælder muslingerne. Disse filtratorer udgør omkring halvdelen af biomassen i bredzonen (tabel 16-1), mens de i skalzonen er næsten enerådende.
Iglerne er de mest almindelige rovdyr på sten (figur 9-13). Selv om rovdyr udgør mindre end 10 % af dyrenes biomasse, er netop iglerne meget iøjnefaldende på stenene, hvor man ofte finder dem på undersiden. Bruskiglerne (Glossiphonia og Helobdella) har en udkrængelig snabel, hvormed de udsuger byttet (f.eks. snegle). Hundeiglerne (Erpobdella) lever af larver af dansemyg og små vårfluer, som de sluger hele.
Også fladormene er almindelige rovdyr på sten. I søerne er Danmarks største fladorm, Bdellocephala, let kendelig på sine bølgede sider (figur 16-4). Fladorme er primitive orme, som glider af sted på underlaget ved hjælp af fimrehår i en sej slim, som de udskiller. I de slimspor, fladormen afsætter på sin vej, fanges mange små krebsdyr og insektlarver, som siden ædes af ormen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.