Brakmarkerne og deres planteliv

Brakmark defineres i vore dage som en mark, der tages ud af omdrift i en årrække – et, fem eller tyve år – og herved bliver holdt fri for pløjning, gødskning, pesticider og kalkning.

Denne form for brakmarker blev indført af EU i 1990 som en af måderne at reducere landbrugets overskudsproduktion på. Den største reduktion i landbrugsudbyttet på det mindst mulige areal vil i Danmark kunne opnås ved at lægge frugtbar sjællandsk agerjord brak. Der har imidlertid fra forskellige sider også været andre ønsker til braklægningen. Den skal også levere miljøgoder. I den sammenhæng vil braklægning af sandjord på arealer, hvor der er stor risiko for udvaskning af nitrat til grundvandet være den bedste placering. Ligeledes vil braklægning af arealer langs vandløb og søer kunne reducere næringsstofbelastningen af vandmiljøet. Der er også forventninger til bedre og mere varieret natur på brakmarkerne, mens landmanden på sin side frygter, at opvækst af planter som agertidsel kan give ukrudtsproblemer på naboarealerne, eller når brakmarken igen skal dyrkes.

Braklægning kan være sort eller grøn. Ved sort braklægning efterlades marken urørt efter høst. Vegetationens sammensætning bestemmes af de plantearter, der har frø i jorden, eller som bliver tilført udefra med vinden eller med dyr. Nogle af de frø fra vilde planter, der befinder sig i de øverste 1-2 cm af jorden, vil spire, hvis de får den påvirkning, som omdriften giver. Derfor er det kun det første år, at arter, der kan optræde som decideret ukrudt, spirer frem i større mængder. Men de forsvinder hurtigt igen og ligger som frøbank i jorden og venter på den genopdyrkning, der atter giver dem spiremulighed. Brakmarken med blomstrende ukrudtsplanter har derfor kun en kort tidshorisont – kortest på den næringsrige lerjord, hvor vegetationsdækket af flerårige arter hurtigt dækker bunden. Den er en overgangsbiotop til plantesamfund bestående af flerårige arter af græsser og urter (figur 9-13).

Ved grøn braklægning bliver der om efteråret udsået kulturarter som italiensk rajgræs, almindelig rajgræs og rød svingel. De skal optage den nitrat, der bliver frigjort i jorden efter høst, og forhindre fremspiring af ukrudtsplanter og deres efterfølgende opformering ved frø. Grøn braklægning forhindrer de naturligt forekommende enårige pionerplanter i at spire frem, og den er derfor meget fattig på spontane arter i de første mange år.

De mest artsrige brakområder ses i de yderste meter af en brakmark på sandjord, der startes som sort. Det skyldes, at mængden af pionerarter er størst netop i markernes randzoner, hvor også sjældnere og konkurrencesvage arter som museurt, svineøje, gåseurt, hejrenæb, almindelig stedmoderblomst, rødknæ og andre arter fra sur bund forekommer. Men også at sandjorde generelt huser den største mængde arter, samt at konkurrencen fra almindelig kvik og andre græsser er svagere på den mere næringsfattige sandjord end på lerjord.

Mens de frø, der findes i jorden ved overgangen til braktilstanden, stammer fra tiden som mark, vil de frø, der efterfølgende tilføres udefra, typisk være arter med god spredningsevne, ofte pga. særlige svæveanordninger. Eksempler på sådanne arter er vår-brandbæger, eng-brandbæger, kanadisk bakkestjerne, tornet salat samt de såkaldt invasive arter have-gyldenris og kæmpebjørneklo. Brakmarker fungerer således som „trædesten“ for let spredte og invasive arter i landskabet. Ud fra en botanisk synsvinkel bør disse brakarealer derfor slås 1-2 gange i løbet af sommeren for at forhindre, at disse arters frø spredes til naturarealer i nabolaget, hvor de ikke naturligt hører hjemme (figur 9-14).

Både på sorte og grønne brakmarker vil artsantallet stige med årene – hurtigst på de sorte, hvor plantedækket er mindst sammenhængende fra starten. Hvor der gennem årene dannes åbninger i plantedækket, f.eks. på grund af muldvarpeskud og ved dårlig etablering eller manglende overvintring af udsåede arter, vil arter som grå bynke, ager-tidsel, almindelig kvik, almindelig rapgræs, kryb-hvene og draphavre efterhånden etablere sig og danne et græs-urte-samfund af flerårige arter, se nærmere i kapitlet Græslandet.

Også buske og træer kan spire frem og etablere sig i åbninger i plantedækket. De mest almindelige arter er slåen, almindelig hæg, mirabel, engriflet tjørn, almindelig røn, almindelig hyld, bævreasp, bjerg-fyr, skov-fyr, stilk-eg, fugle-kirsebær, vorte-birk og ahorn. Jo nærmere brakmarken ligger ved eksisterende bevoksninger med buske og træer, jo hurtigere invaderes den. En del arter spredes med fugle og småpattedyr. Med indvandringen af vedplanter bliver græs-urte-vegetationen afløst af en „busksteppe“ og senere af pionerskov, hvis brakmarken får lov at forblive uopdyrket og uden pleje længe nok.

Området vil imidlertid ikke vende tilbage til den naturtilstand, det havde før opdyrkningen. Mens området blev dyrket, har det nemlig fået tilført store mængder gødning. Fosfor er i denne sammenhæng vigtigere end kvælstof. Det skyldes, at fosfor bindes til kalk, jern og fine jordpartikler, og kun langsomt frigives igen – og altså ophobes (figur 9-15). Fosfor fra den periode, hvor arealet blev dyrket, påvirker derfor den efterfølgende naturtilstand. Marker, der tages ud af omdrift i dag, har således ophobet langt mere fosfor end marker, der blev taget ud af omdrift i første halvdel af 1900-tallet. De gamle brakmarker er derfor tættere på levevilkårene i den oprindelige naturtilstand (tabel 9-4).

Også markens topografi har stor betydning for naturtilstanden på tidligere agerjorder. En mark på ujævnt terræn med afvekslende højdedrag og fugtige lavninger vil have langt bedre muligheder for at udvikle en varieret natur end en fuldstændig ensartet markflade.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Brakmarkerne og deres planteliv.

• Forrige afsnit er Muligheder for at redde nogle af de vilde markplanter
• Næste afsnit er Småbiotoperne og deres planteliv