Øresvinet (Tursiops truncatus) er en kystart. Den forekommer i spredte bestande med periodiske knopskydninger fra sit udbredelsescentrum. Knopskydningerne kan blive til nye centre, og gamle centre kan uddø. Helt frem til 1950'erne var øresvinet ret almindeligt i den sydlige Nordsø, hvorefter arten trak sig tilbage til Den Engelske Kanals vestlige ende. Siden begyndelsen af 1990'erne er øresvinet atter på vej ind i Nordsøen. Veletablerede bestande findes nu i flere skotske fjorde og ved den nordlige engelske nordsøkyst.

Øresvinet har med sikkerhed haft en lejlighedsvis forekomst i danske farvande siden 1844, da en mindre flok blev nedlagt i det sydlige Lillebælt nær Assens. Men artens optræden er sandsynligvis meget ældre. Navnet øresvin er nemlig „ægte dansk“. Allerede i 1620 siges Åbenrås fiskere at have brugt navnet om de delfiner, der åbenbart forekom så tilpas hyppigt, at det var praktisk at give dem et lokalt navn. Det seneste fund fra de indre farvande er fra 1976, men der er observeret dyr så sent som i 2002.

Der er fundet strandede øresvin langs de danske Nordsøkyster frem til 1968, året for den sidste dokumenterede stranding. Dette afspejler artens tilbagegang i hele Nordsøen, der tog fart i 1950 og endte med en nærmest total forsvinden omkring 1970. Øresvinet dukkede først op igen i 1999, hvor der flere gange blev observeret dyr i den danske del af Nordsøen.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Øresvin.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig