Økologi handler om planters og dyrs livsytringer, indbyrdes samspil og forekomst i tid og rum (udbredelse). Økologien skal derfor kunne rumme en meget stor mængde detaljer. I et naturområde kan der leve titusindvis af individer, der hører til hundredvis af arter, og de skal dele vitale ressourcer, der alene for planternes vedkommende omfatter dusinvis af livsnødvendige næringsstoffer.

Denne store detaljerigdom tvinger økologerne til at lede efter overordnede mønstre for overhovedet at få overblik over deres felt. Mønstrene kan komme frem i forskellige udtryksformer, ligesom de i tekstiler kan komme frem i form af farver, figurer eller stofstrukturer.

Et af de mest tydelige mønstre, økologer kan se, er, at planter, dyr og mikroorganismer i samspil med hinanden udnytter og omsætter de naturlige ressourcer som lys, vand og næringsstoffer. Dette stofskifte finder sted i mere eller mindre velafgrænsede „rum“, de såkaldte økosystemer (kapitlet Livsbetingelser og tilpasninger til livet i det åbne land). I de enkelte økosystemer kan man studere processerne og organismerne hver for sig eller flere sammen. Og man kan sammenligne bestemte procestyper eller organismetyper i flere forskellige økosystemer for at finde ud af, om der findes overordnede mønstre, der går igen i disse økosystemer.

Nogle økologer vil være mest interesseret i økosystemernes stof- og energiomsætninger. Andre vil lægge vægt på, hvorledes samspillet mellem planter, dyr og mikroorganismer påvirker eller ændrer det enkelte økosystems biologiske sammensætning. Endelig kan man være interesseret i at studere forskelle mellem økosystemer fra sted til sted og over tid, f.eks. ved at beskrive og forklare den geografiske udbredelse af dyr og planter. Denne anskuelsesvinkel kalder man biogeografi, og det er den, der især dyrkes i dette kapitel.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Økologiske mønstre.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig