FIGUR 18-22. Vestamager er i dag et vigtigt fuglereservat og et populært rekreativt område for københavnerne.

.

Allerede i Middelalderen tørlagdes Amager Fælled og blev anvendt som militær øvelsesplads og græsningsareal. Området var beskyttet af et mindre dige, der dog hyppigt blev overskyllet. Den senere inddæmning af Vestamager blev udført i perioden 1939-1944 som beskæftigelsesarbejde. Endvidere var formålet at skaffe en større øvelsesplads til militæret samt at forhindre de hyppige oversvømmelser. Den anlagte dæmning er 13 km lang, og det inddæmmede areal er ca. 25 km2.

I 1957 var området pumpet så tørt, at det kunne tages i anvendelse som militært øvelsesterræn. Senere har dele af området fungeret som losseplads for København. Fra slutningen af 1950'erne har der været forslag om at udnytte området til forskellige formål – bl.a. til 100.000 nye boliger. I stedet blev dele af det udlagt til rekreativt område fra 1974, hvor lossepladsen blev jævnet ud og plomberet. I 1984 blev Kalvebod Fælled åbnet for offentligheden, og i 1990 blev hele området fredet og åbnet for offentligheden. Den sydligste del er i dag fuglereservat, og der er bl.a. anlagt en kunstig, lavvandet sø i den østlige del af reservatet.

De inddæmmede områder på Vestamager er i dag et af de vigtigste rekreative områder i København og kaldes i folkemunde „Københavns grønne lunge“ (figur 18-22). Historien om Vestamager er et eksempel på, hvordan et menneskeskabt og tørlagt strandengs- og havområde fra at være militært øvelsesområde og losseplads er blevet til et „naturområde“. Området er 100 % menneskeskabt, men opfattes af de fleste som et vigtigt naturområde. Et eksempel på, at begrebet natur ikke har nogen klar definition, og at et områdes status fra losseplads til naturområde kan skifte meget hurtigt.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Vestamager.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig