Vandløbs og søers naturlige udviklingshistorie

Figur 1-9. Som følge af øget nedbør forventer man, at vandstanden i de fire midtjyske søer i Tingdalen vil stige frem mod år 2100. Ved en vandstandsstigning på 1 meter smelter de fire søer sammen til én lang sammenhængende sø med lavvandede tærskler (B) mellem de nu adskilte fire søer i år 2012 (A).

.

Naturlig opfyldning og tilgroning

Vandløbs- og søbassiner kan begge fyldes op med sediment og vokse til over tid, men der er en vigtig forskel mellem vandløb og søer. I takt med, at et vandløbsleje fyldes op med sediment, der ikke fjernes af de kraftigste strømme, udgraver vandløbet et nyt leje i undergrunden og tager en anden vej gennem ådalen. Over årtusinderne eroderes landskabets overflade imidlertid, således at terrænfaldet langsomt bliver mindre, og dermed mindskes vandets kraft og dets evne til at transportere sediment, men helt forsvinde gør det sjældent. Alle søer derimod fyldes med tiden op med sediment af mineralske og organiske partikler og forsvinder. Er søerne lavvandede, og bundfældes der meget sediment i dem, fyldes de hurtigt op. Er de derimod dybe og med ringe sedimentation, går processen meget langsomt.

Langt de fleste danske søer er som nævnt meget lavvandede, men de har ændret sig under deres levetid. I bunden af søerne ligger metertykke sedimenter (ofte 5-25 m), der er aflejret siden afslutningen af istiden for ca. 11.700 år siden. Lagtykkelsen svarer til en gennemsnitlig årlig aflejring på 0,5-2,0 mm, men aflejringen har ikke været konstant over hele dette tidsrum. I de første årtusinder umiddelbart efter istiden, da klimaet var koldt, og landjorden havde et sparsomt plantedække, var der en stor erosion af sand og ler, som blev ført ud i søerne og aflejret på bunden. Da der senere voksede et stabilt plantedække frem på landjorden, blev erosionen mindre, men til gengæld blev der nu ført planterester ud i søerne. I begge tilfælde bidrog landjorden til opbygningen af søens bundsediment.

Også søens egen produktion af forskellige organismer giver anledning til en fin regn af partikler til bunden. Og jo mere næringsrig og produktiv, søen er, desto kraftigere er regnen. Sedimentet kommer derfor til at indeholde kiselskaller fra planktonets kiselalger og gulalger og cellulosevægge fra grønalger og furealger, som er svære at nedbryde. Der indgår også tynde kalkskaller fra dyreplanktonet og tykke kalkskaller fra snegle og muslinger samt kitiniserede dele fra insekter, der lever rundt om i søen. Endelig indeholder bunden en grundsubstans af organisk stof, der stammer fra rester af døde planter og dyr og fra dyrenes fækalier.

Forestiller man sig, at sedimenter med en tykkelse på typisk 10 m ikke lå i bunden af søen, ville nutidens søer, der har en middeldybde på 2 m, dengang have været omkring 12 m dybe. Der ville imidlertid også fortsat have eksisteret mange lavvandede søer, der var til stede i de første årtusinder efter istiden, men siden er blevet fyldt op og er forsvundet. Først blev de til moser, derefter til skov, og i dag er mange af dem under plov.

Hvis lagserien fra den oprindelige sø forsat er intakt i mosen, er det muligt ud fra den at slutte sig til søens og landskabets udvikling i den periode, søen eksisterede. På samme måde kan lagserien fra bunden af eksisterende søer fortælle om deres og omgivelsernes udvikling i bred forstand. Her ligger så at sige et arkiv med oplysninger om tiden fra sidste istid frem til i dag, og det kan fortælle om klima, planters- og dyrs tilstedeværelse og hyppighed samt om brande, opdyrkning og bosætning i oplandet.

En del af moserne, som var søer i Jernalderen, kan takket være senere udgravninger berette om voldsomme slag og storstilede ofringer af krigsbyttet. Det har man f.eks. opdaget i Illerup Ådal ved Skanderborg. Særlig berømte er de såkaldte moselig, der dukkede op ved tørvegravning. Bølling Mose ved Silkeborg rummede et af Danmarks mest berømte fortidsfund, Tollundmanden.

Naturlig forsumpning og udtørring

Selv om klimaet ikke har ændret sig dramatisk i løbet af de sidste 10.000 år, har nedbøren og temperaturen alligevel ændret sig tilstrækkelig meget til at give anledning til svingninger i vandstanden i de dybe søer og til egentlig udtørring af lavvandede søer i varme, tørre perioder og forsumpning i kolde, våde perioder.

Herhjemme er der kun få undersøgelser af udtørrede søer, men fra Sverige ved man, at søernes vandstand gennemgående var lav fra for ca. 7000 til for ca. 3000 år siden og igen i perioden fra år 0 til år 500. I disse lavvandede perioder, der er tegn på lille nedbør og stor fordampning, bredte åkander og andre arter med flydeblade sig i søerne, og kalkfattige søer blev mere brunvandede.

Våde, kolde perioder førte til forsumpning af tidligere dyrkede arealer og gav også anledning til spredning af højmoser. Det skete eksempelvis sent i Jernalderen efter år 500. I den periode opstod Danmarks største højmose, Store Vildmose mellem Åbybro og Brønderslev i Vendsyssel. Mosen er senere blevet afvandet omkring 1920.

I dag kan vi også opleve betydelige vandstandssvingninger over en kortere årrække i de grundvandsfødte søer, idet år med stor nedbør og lille fordampning med en vis forsinkelse giver anledning til en høj vandstand, mens omvendt år med lille nedbør og stor fordampning med en vis forsinkelse får vandstanden til at falde. Vandstanden kan godt svinge med 0,7-1,0 m over en årrække, og derfor kan lavvandede søer også godt svinge mellem at være helt tørlagte og være op til 0,5 m dybe.

Den grundvandsfødte Hampen Sø på de flade sandsletter i det vestlige Midtjylland modtager undersøisk tilførsel af grundvand til den østlige del af søen, mens vandet undersøisk forlader søen i den vestlige del. Efter tørre perioder kan grundvandet omkring søen falde så meget i niveau, at søens vandniveau står over grundvandet også i den østlige del. Så vender vandstrømmen, og vandet løber ud af søen til grundvandet overalt i søen. Derfor falder søens vandstand markant, og den stiger ikke, før længerevarende regnfulde perioder atter har fyldt grundvandsmagasinet op til over søens niveau.

Lønne Kirkeflod nær Lønne Kirke ved Skjern er en berømt botanisk lokalitet, som huser en græsplæneagtig bevoksning af den lille rosetplante strandbo. Efter flere våde år står strandbo med særlige vandblade under vand, og efter tørre år står planten i luft med luftblade og spalteåbninger.

Med en vådere fremtid og en stigning i grundvandsspejlet kan man forvente, at der vil opstå nye søer i landskabet, og at nabosøer vil smelte sammen til større, sammenhængende søer (figur 1-9).

Naturlig udvaskning

I områder med sand eller grus i undergrunden var indholdet af kalk og næringsrige lermineraler med hurtig forvitring størst umiddelbart efter istiden. Derfor blev der dengang tilført mere kalcium, hydrogenkarbonat og næringsioner til søerne end senere, da udvaskning havde fjernet en stor del af kalken og leret. Og derfor havde søerne dengang en højere pH-værdi og en rigere vegetation af vandplanter end senere, hvor pH-værdien faldt, og nøjsomme rosetplanter som tvepibet lobelie, strandbo og sortgrøn brasenføde tog over. Denne udvikling er påvist i Skånsø, som ligger på Karup Hedeslette. Udviklingen fra høj til lavere pH siden istiden er også påvist i Grane Langsø i Midtjylland og Store Gribsø i Nordsjælland.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Vandløbs og søers naturlige udviklingshistorie.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig