Vand og jordbund

Vandet i moserne og engene hidrører som nævnt tidligere fra to kilder:

1. Nedbør, ombrogent vand, som kommer direkte fra atmosfæren i form af regn eller sne. Der er regionale forskelle på nedbørsmængderne i Danmark (se figur 3-5), og der er som regel mest nedbør i månederne august til marts.

2. Grundvand, minerogent vand, som har passeret gennem jorden og udvasket næringsstoffer og kalk. Der er stor regional forskel på grundvandets indhold af opløste stoffer og brintioner (pH), da det gennemstrømmer forskellige geologiske lag, men grundvand indeholder altid flere næringsstoffer end nedbør (tabel 4-1).

Den minerogene vandtilførsel kan igen deles op i en topogen, en soligen og en limnogen type med dertil svarende mere eller mindre veladskilte mose- og engtyper (figur 4-12).

Topogen vandtilførsel findes i flade lavninger eller ådale, hvor terrænoverfladen oprindeligt har ligget under grundvandsspejlet, og hvor der med årene er dannet et mere eller mindre tykt tørvelag.

Soligen vandtilførsel findes på steder, hvor grundvandsspejlet skærer terrænoverfladen på skrånende terræn. Grundvandet kommer her frem som en kilde eller et væld, og den stadige tilstrømning af frisk grundvand betyder, at temperaturen er lav året rundt – omkring 6-8 °C. Moser med soligen vandtilførsel kan derfor være snefrie vinteren igennem, undtagen hvis der optræder streng frost i lange perioder. Er der meget kalk i de jordlag, som grundvandet gennemstrømmer, kan vældpåvirkningen medføre dannelse af kildekalk, der udfældes, hvor vandet kommer ud i luften – et fænomen som bl.a. Grejsdalens enge og moser er kendt for (figur 4-13).

Et sjældent plantesamfund i moser, og til dels også på græssede ferske enge med soligen vandtilførsel er det såkaldte paludellavæld, hvor mosarten piberensermos, Paludella squarrosa (figur 14-33), forekommer. I paludellavæld, der er meget sårbare over for næringsstofpåvirkning, vokser sjældne arter som gul stenbræk og leverurt. Paludellavæld findes i dag kun i Jylland, men trues af ændringer i grundvandstilførslen, tilgroning og tilførsel af næringsstoffer.

Vandspejlet i moser og enge med soligen vandtilførsel kan være relativt konstant hen over året, eller det kan variere mellem få centimeter over terræn og helt ned til 0,5-1 m under terræn. Nogle plantearter ser ud til at være specielt knyttet til soligene moser med stabil vandstand, f.eks. almindelig milturt, vinget perikon og skov-kogleaks, mens andre plantearter bedre kan klare svingende vandstand som f.eks. blåtop, sumpsnerre, sump-kællingetand og knop-siv. Er der konstant vandmættet bund, vil vegetationen oftest være en højtvoksende og artsfattig pile-eller rørsump.

Limnogen vandtilførsel kommer i form af oversvømmelse fra søer og især vandløb. oversvømmelserne kan medføre aflejring af større mængder uorganisk dynd og organisk slam, der tilfører jordbunden næringsstoffer. I nogle ådale udvikles såkaldte dyndenge som et resultat af disse aflejringer. Vegetationen på dyndengene er sjældent særlig artsrig, men rummer plantearter, der er tilpasset store mængder næringsstof såsom stor nælde, knæbøjet rævehale og bidende pileurt.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

I mindre mose- og engområder kan vandtilførslen som regel henføres til en af de ovennævnte typer, men oftest er vandtilførslen mere kompleks. I ådale kan alle typer af vandtilførsel således forekomme i mosaik.

Om sommeren er der kraftig fordampning fra en vandmættet eng og mose. Derved trækkes der vand op fra de underjordiske grundvandsmagasiner ved den såkaldte hårrørseffekt. Alle luftlommer i jorden bliver derfor vandfyldte. Det resulterer i, at der næsten ikke kan komme ilt ned i jorden. Manglen på ilt betyder, at døde plantedele nedbrydes meget langsomt og i stedet ophobes som tørv.

Hvis en eng eller mose bliver afvandet ved dræning og pumpning på nærliggende landbrugsarealer eller ved vandindvinding, falder grundvandsstanden, og naturindholdet ændres dramatisk inden for kort tid, da fugtigbundsplanterne ikke tåler længerevarende tørke. I meget tørveprægede moser og enge vil et fald i grundvandsstanden desuden betyde hurtig omsætning af tørven ved bakteriel nedbrydning, hvorved der frigives næringsstoffer til omgivelserne. På grund af afvandingen af tørven kan terrænet over en årrække sætte sig og falde sammen flere meter (figur 4-15). Det er bl.a. observeret i nogle af de sjællandske ådale, hvor der er kraftig vandindvinding i forbindelse med vandforsyningen til København. I lavtliggende terræn, hvor der sker en reduktion af tørvelaget, f.eks. efter afvanding, kan der på længere sigt ske en forsumpning og hyppige oversvømmelser. Dette er f.eks. set i Søborg Sø i Nordsjælland.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Mens vandet er den overordnede forudsætning for, at der overhovedet udvikles moser eller enge i et landskab, er jordbundens egenskaber vigtige for naturindholdet. Disse egenskaber er bestemt af den fysiske sammensætning, f.eks. om jorden består af ler eller sand. Dertil kommer indholdet af organisk stof, vandindholdet, iltningsgraden, surhedsgraden og ikke mindst indholdet af næringsstoffer.

Den karakteristiske jordbundstype i enge og moser er tørv. Tidligere brugte man tykkelsen af tørvelaget og indholdet af organisk materiale til at klassificere moser og enge. Den danske moseforsker og botaniker August Mentz (1867-1944) lagde stor vægt på disse karakterer, og han krævede, at en lavmose skulle have et mindst 30 cm tykt tørvelag og et organisk indhold heri på mindst 70 % af tørvægten. Enge, der ikke levede op til disse kriterier, blev betegnet dyndenge. I dag bruger man både jordbundens sammensætning, vandforholdene, driften og ikke mindst artsindholdet til typeinddeling af enge og moser.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Vegetationens artsrigdom og sammensætning i moser og enge er især afhængig af jordbundens indhold af næringsstoffer og kalk. Man kan inddele mose- og engvegetation i fire typer: 1) de næringsrige, 2) de moderat næringsfattige uden kalkpræg, 3) de kalkprægede og endelig 4) de meget næringsfattige moser og enge (figur 4-16 og tabel 4-2).

Produktionen af biomasse er stor på de næringsrige moser og ferske enge (type 1) sammenlignet med den, man finder på de moderat til meget næringsfattige typer (type 2 og 4). Hvis der ikke er græsning og/eller høslæt på de næringsrige enge, bliver vegetationen hurtigt artsfattig og højtvoksende, se næste afsnit.

Afsnittet fortsætter efter boksen.