Før landbrugets indførelse i begyndelsen af Yngre Stenalder (for 6.000 år siden) var skovenes økosystemer ikke – eller kun forholdsvis lidt – påvirkede af mennesket. Sådanne skove, som ikke længere findes i Danmark, kaldes urskov (boks 13-1 i Urørt skov).
Ligesom i vore nuværende naturskove vari erede træartssammensætningen i fortiden alt efter jordbundstypen. Vi kan få et vist indtryk af denne variation i urskoven ved at tolke pollenindholdet i aflejringer fra små skovsøer og større søer samlet. Pollenindholdet i aflejringer fra små skovsøer med en diameter på kun 5-10 m (figur 3-5) domineres nemlig kraftigt af vegetationen lige omkring søen. Ved at udvælge skovsøer på forskellige jordbundstyper kan man altså så at sige kigge ind i de forskellige skovsamfund, der udvikledes (tabel 3-3). Derimod er pollenindholdet i aflejringer fra en sø med en diameter på 300 meter eller mere langt mindre domineret af den brednære vegetation og afspejler i stedet et gennemsnit af et langt større opland, som typisk har en vis variation i fugtighed og jordbundstyper.
De få skovtræarter i starten af Holocæn dannede bevoksninger, som ikke varierede ret meget i forhold til jordbundens lerindhold og fugtighed. På de tørkeudsatte, sandede jorde havde birken – både dun-birk og vorte-birk – dog lidt sværere ved at etablere sig (figur 3-6 og boks 3-2), og her dominerede græs og urter i nogle århundreder. Skov-fyr trængte ved sin ankomst ind på alle jordbundstyper, og selv om dens ankomst betød, at egentlig skov nu også etableredes på de sandede jorde, blev skoven aldrig helt så tæt her som på morænelersjordene.
Hassel havde med sin skyggende bladmosaik let spil over for lystræerne birk, fyr og bævreasp, og den blev hurtigt dominerende på både veldrænet og fugtig bund. Vi kender i dag hassel som undervegetation i f.eks. aske- og egeskove, men man må forestille sig, at hassel dannede egentlige, lave skove i perioden ca. 10.000-8.500 før nu.
Elm, der ankom næsten samtidig med hassel, voksede nok især på fugtig bund, men vi mangler endnu pollendiagrammer fra små skovmoser omgivet af fugtig jordbund til at eftervise dette. At dømme efter de få makrofossilfund af elm dominerede skov-elm generelt i urskovtiden. Dog tyder statistisk behandling af pore-antallet på elmepollen (figur 3-7) fra perioden lige efter elme-indvandringen på, at skærm-elm var hyppig i perioden indtil ca. 9.000 før nu. Skærmelm kan vokse på meget våd bund, og den har formodentlig indgået sammen med fyr, birk og el på den fugtigste bund.
Lind blev efter sin indvandring og ekspansion et af urskovens dominerende træer. På næringsrig, veldrænet jord var lind meget fremtrædende, formodentlig især småbladet lind, men den mere varmekrævende storbladet lind var også udbredt.
På næringsrig, veldrænet jord indgik også eg samt en lang række mindre betydende vedplanter som hassel, spids-løn, skov-fyr, almindelig røn og skov-æble. De pollenanalytiske resultater viser, at lind også var et vigtigt skovtræ på mere fattige, sandede jordbundstyper, men her indgik den på lige fod i en åben blandskov med eg, birk og hassel. Denne skovtype var åben nok til, at der forekom vegetation af græs, urter og lyng, måske i lysninger, måske mere udbredt på skovbunden. På deres pollen kan man ikke se forskel mellem de to danske egearter, men langt de fleste artsbestemte rester af eg stammer fra stilk-eg. Vinter-eg har formodentlig, i det mindste lokalt, nok også spillet en vis rolle i vegetationen.
Jordbundens næringsrigdom og fugtighed, de tilstedeværende arter og konkurrencen mellem dem var kun nogle af de faktorer, der bestemte skovtyperne. Herudover kunne jordbundsudvikling, skovgræsning og skovbrande påvirke vegetationen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.