Tilpasninger til forskellige driftformer

F.eks. påvirker kvælstofgødskning balancen mellem græsser og blomstrende urter til fordel for førstnævnte. Tyske undersøgelser har vist, at flere arter af blomstrende urter, der er meget vigtige fødekilder for blomsterbesøgende insekter, går tilbage som følge af gødskning. Derved mister f.eks. mange arter af svirrefluer og bier fourageringsmuligheder i engen.

Ved hyppig gødskning bliver engens dyreliv mere ensidigt – et varieret insektliv med mange habitatspecialister ændres til et mere ensidigt præget af generalister. I en dansk eng var f.eks. spidsmussnudebiller og andre små snudebillearter langt talrigere i ikke-gødskede parceller end i gødskede. Forklaringen er givetvis, at deres værtsplanter, bl.a. visse ærteblomstrede og korsblomstrede arter, er gået tilbage på grund af gødskningen. I de gødskede områder var planteæderne derimod præget af visse cikade- og tægearter samt arter af stængelminerende fluer, der alle er almindelige på de fleste græsbevoksede biotoper. Ved at øge græssets næringsstofindhold vil gødskning samtidig øge disse generalisters formeringsevne og udviklingshastighed, så antallet af individer mangedobles.

Nogle mosetyper, f.eks. rørsumpe, udnyttes kommercielt. Skæring af rør har vist sig at påvirke edderkopperne i negativ retning. Ganske vist medfører det ikke en lavere artsrigdom, men de menneskelige indgreb går ud over de arter, som er specifikt knyttet til de våde habitater, habitatspecialisterne, mens generalister indvandrer fra omgivende habitater. En belgisk undersøgelse viste således, at 6 ud af 7 habitatgeneralister gik frem som følge af rørskæring, mens alle 5 sjældne arter knyttet til vådområder gik tilbage. Dræning og tilgroning er dog de alvorligste trusler mod det specifikke dyreliv i moserne.

Som tidligere nævnt har engene fra gammel tid været udnyttet til høslæt og græsning. Begge indgreb påvirker engens plantevækst og vegetationsstruktur med konsekvenser for dyrelivet. Gennem århundreder har disse oprindelige udnyttelsesformer i høj grad bidraget til at forme levevilkårene for engens smådyr. I nyere tid er høslet og græsning blevet de mest anvendte plejemetoder på enge. Da forskellige smådyrarter reagerer forskelligt på et indgreb, er det en kompliceret sag at fremme udviklingen af et artsrigt liv på engene ved hjælp af plejeforanstaltninger.

Høslæt reducerer vegetationens højde til et ensartet niveau og forenkler plantedækkets struktur; blomster og frøstande forsvinder, og de tilknyttede insekter mister fødegrundlaget. Det er særlig alvorligt, hvis det drejer sig om specialister, der er afhængige af blomster eller frø hos en enkelt planteart, som er fåtallig, forekommer spredt og har kort blomstringstid. Det er også alvorligt for de arter, der opholder sig i bestemte højder i vegetationen. Cikadefaunaen i en eng kan f.eks. være tydeligt lagdelt; nogle arter er knyttet til høje græsser, andre holder til i de nedre lag. Ved høslæt vil denne samfundsstruktur gå tabt.

Biller påvirkes i mindre grad af vegetationshøjden, fordi relativt få arter lever højt oppe i vegetationen. De fleste arter holder til på eller nær jordoverfladen. Men når plantehøjden reduceres ved høslæt, vil insekter, der holder til længere nede i vegetationen, miste dækningsmuligheder og blive mere udsat for kritiske ydre påvirkninger som regn, blæst, temperaturudsving, udtørring og fuglepredation.

Forsøg i en dansk eng har vist, at høslæt midt i juni, hvor insekternes artsantal og individtæthed var høj, resulterede i en øjeblikkelig og markant tilbagegang – f.eks. faldt antallet af individer med ca. 90 %. I en afhøstet eng kan der gennem sommeren ganske vist atter opbygges et ret arts- og individrigt insektliv, men forsommerens rige dyreliv gendannes ikke. Høslæt i juli medfører også tilbagegang blandt insekterne, men det senere slættidspunkt skåner forsommerarterne. Tidspunktet for høslæt er derfor afgørende for engens smådyr.

Nogle insektarter har imidlertid fordel af høslæt, fordi indgrebet udløser fremvækst af nye skud og blade med høj fødekvalitet. Det gælder f.eks. bladhvepselarver og stængelminerende fritfluer. Fritfluen Oscinella frit invaderer i stort tal nyslåede græsarealer. Den lægger æg på de unge skud, hvorpå larverne let kan bore sig gennem det unge plantevæv ind til det næringsrige vækstpunkt. også unge græshoppenymfer drager fordel af de nye græsskud, der har lavt kiselindhold og dermed et svagere fysisk forsvar mod planteædere. Nogle småcikader, Macrosteles, stortrives på nyslåede, tørre enge med kort græs; det er mobile arter, der effektivt kan kolonisere nye levesteder. også græstæger, Notostira, kan hurtigt indvandre efter høslæt i forsommeren, lægge æg i sommerens løb og opbygge en talstærk efterårsgeneration på tørre enge (figur 4-32).

Sammenlignet med høslæt er ekstensiv afgræsning en selektiv afløvningsform, der efterlader et uensartet plantedække med mange forskellige levesteder og dermed mulighed for høj artsrigdom. Attraktive plantearter afgræsses, mens ildesmagende urter eller tornede vækster står urørte tilbage, f.eks. tidsler. Pletter med en sådan vegetation, der ikke er afgræsset, kan fungere som gemmested og vinterkvarter for mange insekter, især når det omgivende plantedække er hårdt nedgræsset.

Alene kvægets færden bidrager til et varieret miljø, fordi den efterlader stier og pletter med bar jord, hvor insekter kan sole sig. Dertil kommer kokasserne, der er lokale aktivitetscentre for et rigt insektliv, især af fluer og biller (se også kapitlet Græslandet (Præsentation og de følgende afsnit)). Nogle fluearter, der klækkes fra kokasser, fouragerer på kvæget, der også hjemsøges af mange flue- og myggearter udklækket andre steder i græsningsmiljøet (figur 4-35).

Ligesom høslæt ændrer græsning vegetationsstrukturen, mikroklimaet og fødegrundlaget for de planteædende insekter. Afgræsning favoriserer de arter af smådyr, der tåler – eller som måske endog foretrækker – lav luftfugtighed og forholdsvis høj temperatur. Nogle markgræshopper stiller imidlertid forskellige krav til vegetationsstrukturen i løbet af deres udvikling. Ægkapslerne anbringes som regel lige under jordoverfladen, hvor maksimumtemperaturen er afhængig af solindstrålingen og dermed også af vegetationens højde og tæthed. Ægudviklingen er temperaturafhængig, og under høj og tæt vegetation forlænges æggenes udviklingstid. Nogle græshoppearter har relativt langvarig ægudvikling, og hvis den yderligere forlænges på grund af lav temperatur, kan hele udviklingen fra æg til voksen vanskeligt nås inden vinterens komme. Sådanne arter kan helt forsvinde fra et engområde med høj vegetation.

På den anden side udnytter både nymfer og voksne, at højere vegetation har en afdæmpende virkning på klimatiske faktorer; her kan græshopperne søge ly. Det ideelle ville derfor være lav vegetation i maj-juni, hvor græshoppernes æg udvikles, men adgang til høj vegetation resten af sommeren til gavn for nymfer og voksne.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Tilpasninger til forskellige driftformer.

• Forrige afsnit er Tilpasninger hos engens smådyr
• Næste afsnit er Moser og ferske enge – før, nu og i fremtiden