Rønne Formationen kan især studeres i de lave kystklinter i Sose Bugt og ved Galgeløkken på Bornholm (figur 9-14). De ældste lag i Sose Bugt er aflejret i søer, sumpe og små vandløb. Lag med spor fra planterødder vidner om opfyldning, tørlægning, tilgroning og jordbundsdannelse i søerne. Tynde kullag viser stigende grundvandsspejl, hvorved der skete en gradvis forsumpning af lavninger og dannelse af tørvemoser. Et kullag går sideværts over i et lag af forkullede grene, der er aflejret langs bredden i en lavvandet sø. Området blev kortvarigt overskyllet af havet, og der blev aflejret tidevandspåvirket sand i druknede flodmundinger. Ud for kysten blev der aflejret velsorteret sand, som blev påvirket af stormbølger.
Havspejlet faldt igen, og tidevands- og søaflejringerne blev blotlagt og eroderet af floder; en dyb floddal er til tider blottet i kystklinten i Sose Bugt (figur 9-15). Derefter steg havspejlet igen og dalen blev fyldt op med flodsand og stumper af træ og andet plantemateriale, der var eroderet fra de underliggende tørvelag. Den følgende udvikling fulgte et lignende mønster med vekslende lag af sø- og moseaflejringer, nedskæring og opfyldning af små floddale. Søaflejringerne består af ler og silt og indeholder velbevarede plantefossiler af bregner, frøbregner, koglepalmer, gingkoer og nåletræer. Bregnen Thaumatopteris er karakteristisk for de ældste Jura-lag og har givet navn til den nederste plantefossilzone efter massedøden ved Trias-Jura-grænsen.
Derefter tog havet helt over, og ferskvandsaflejringerne blev dækket af sand med hvælvede krydslejringer, en struktur der dannes, når stormbølger påvirker havbunden ned til 5-10 m’s dybde (figur 9-16). Havspejlet fortsatte med at stige, og sandet blev overlejret af sort ler. Den skarpe grænse mellem sand og ler blev dannet ved bølgeerosion i det lavvandede område ud for kysten, mens havet steg.
På grænsen mellem de to lag ses grovkornede bølgeribber, der er dannet ved oparbejdning af det groveste materiale, der blev ladt tilbage efter den erosion, der fandt sted under havspejlsstigningen. I de nederste lerlag findes tynde sprækker fyldt med hvidt, fint sand og silt. Sprækkerne ligner tørkesprækker, men er i virkeligheden dannet ved skrumpning af leret under vand. Skrumpningen skete formodentlig på grund af vekslende saltholdighed, der påvirkede mineralerne i leret. Det fine sand og silt i sprækkerne stammer fra tynde lag, der blev aflejret under storme. Noget af det er senere trængt ind i sprækkerne som kviksand. Leret er mørkest og mest finkornet omkring 1 m over erosionsgrænsen, hvilket markerer datidens største vanddybde.
Derefter vandrede kysten gradvist udad mod havet, hvad man kan se af den stigende kornstørrelse opad i sandlagene og af sandlag med strukturer dannet af bølger og storme. Leret indeholder ingen større fossiler eller tydelige gravegange. Det kan skyldes, at der var et højt indhold af opslæmmet ler i havvandet, og at det blev aflejret hurtigt under vekslende saltholdigheder.
Et tykt brunt lag af lerjernsten i den øvre del af den lerede lagserie har et stort indhold af marine fossiler, bl.a. er der fundet ammonitter. Det markerer, at rolige marine forhold endelig havde indfundet sig. Over lerjernstenslaget følger vekslende ler- og sandlag, der bliver grovere og tykkere opefter, og øverst i lagserien findes erosionsfurer, der blev dannet under stormvejr.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.