Tidlig Jura

Rønne Formationen kan især studeres i de lave kystklinter i Sose Bugt og ved Galgeløkken på Bornholm (figur 9-14). De ældste lag i Sose Bugt er aflejret i søer, sumpe og små vandløb. Lag med spor fra planterødder vidner om opfyldning, tørlægning, tilgroning og jordbundsdannelse i søerne. Tynde kullag viser stigende grundvandsspejl, hvorved der skete en gradvis forsumpning af lavninger og dannelse af tørvemoser. Et kullag går sideværts over i et lag af forkullede grene, der er aflejret langs bredden i en lavvandet sø. Området blev kortvarigt overskyllet af havet, og der blev aflejret tidevandspåvirket sand i druknede flodmundinger. Ud for kysten blev der aflejret velsorteret sand, som blev påvirket af stormbølger.

Havspejlet faldt igen, og tidevands- og søaflejringerne blev blotlagt og eroderet af floder; en dyb floddal er til tider blottet i kystklinten i Sose Bugt (figur 9-15). Derefter steg havspejlet igen og dalen blev fyldt op med flodsand og stumper af træ og andet plantemateriale, der var eroderet fra de underliggende tørvelag. Den følgende udvikling fulgte et lignende mønster med vekslende lag af sø- og moseaflejringer, nedskæring og opfyldning af små floddale. Søaflejringerne består af ler og silt og indeholder velbevarede plantefossiler af bregner, frøbregner, koglepalmer, gingkoer og nåletræer. Bregnen Thaumatopteris er karakteristisk for de ældste Jura-lag og har givet navn til den nederste plantefossilzone efter massedøden ved Trias-Jura-grænsen.

Derefter tog havet helt over, og ferskvandsaflejringerne blev dækket af sand med hvælvede krydslejringer, en struktur der dannes, når stormbølger påvirker havbunden ned til 5-10 m’s dybde (figur 9-16). Havspejlet fortsatte med at stige, og sandet blev overlejret af sort ler. Den skarpe grænse mellem sand og ler blev dannet ved bølgeerosion i det lavvandede område ud for kysten, mens havet steg.

På grænsen mellem de to lag ses grovkornede bølgeribber, der er dannet ved oparbejdning af det groveste materiale, der blev ladt tilbage efter den erosion, der fandt sted under havspejlsstigningen. I de nederste lerlag findes tynde sprækker fyldt med hvidt, fint sand og silt. Sprækkerne ligner tørkesprækker, men er i virkeligheden dannet ved skrumpning af leret under vand. Skrumpningen skete formodentlig på grund af vekslende saltholdighed, der påvirkede mineralerne i leret. Det fine sand og silt i sprækkerne stammer fra tynde lag, der blev aflejret under storme. Noget af det er senere trængt ind i sprækkerne som kviksand. Leret er mørkest og mest finkornet omkring 1 m over erosionsgrænsen, hvilket markerer datidens største vanddybde.

Derefter vandrede kysten gradvist udad mod havet, hvad man kan se af den stigende kornstørrelse opad i sandlagene og af sandlag med strukturer dannet af bølger og storme. Leret indeholder ingen større fossiler eller tydelige gravegange. Det kan skyldes, at der var et højt indhold af opslæmmet ler i havvandet, og at det blev aflejret hurtigt under vekslende saltholdigheder.

Et tykt brunt lag af lerjernsten i den øvre del af den lerede lagserie har et stort indhold af marine fossiler, bl.a. er der fundet ammonitter. Det markerer, at rolige marine forhold endelig havde indfundet sig. Over lerjernstenslaget følger vekslende ler- og sandlag, der bliver grovere og tykkere opefter, og øverst i lagserien findes erosionsfurer, der blev dannet under stormvejr.

Mens lagserien i Sose Bugt viser en udvikling, der afspejler den overordnede havniveaustigning i Tidlig Jura afbrudt af mindre fald, så viser de jævnaldrende lag i klinten ved Galgeløkken lige øst for Rønne gamle tidevands- og vadehavsaflejringer (figur 9-17). Opførelsen af en række bølgebrydere af store granitblokke betyder imidlertid, at klinten i dag er mere eller mindre tilskredet, og at erosionen blot er flyttet lidt mod øst ned ad kysten.

I den nedre del af lagserien ses 10-30 cm tykke lag af sand vekslende med tynde lerlag. Sandet viser små krydslejringer, der er dannet af bølger og strøm. Bølgeribberne er tit draperet af millimetertykke lerlag. De enkelte sand-ler-rytmer repræsenterer en tidevandsperiode på omkring 29 dage. De tykkere lerlag, der begrænser sandlagene, er dannet under nipflod, mens midten af sandlaget, hvor de tynde lerdraperinger er mindst fremtrædende, er aflejret under springflod. De ganske tynde lerdraperinger inde i sandlaget svarer til de to daglige skift mellem høj- og lavvande.

Højere oppe i lagserien er de enkelte lag omkring en halv meter tykke og kileformede i begge ender. Internt er de krydslejrede, og de interne skrå lag er draperet af tynde lerlag (figur 9-18). Når man ser godt efter, opdager man, at lerdraperingerne tit er dobbelte og adskilt af et sandlag, der er op til 1 cm tykt. De interne skrå lags tykkelse ændrer sig systematisk på langs af et lag, idet de er tyndest i hver ende af laget og bliver gradvis tykkere mod midten. Antallet ligger sædvanligvis omkring 25. De krydslejrede lag blev dannet af vandrende barrer i en stor tidevandspræget flodmunding eller i kanaler mellem tidevandsfladerne. Barrerne vandrede med den dominerende strøm, der kan have været enten ebbe- eller flodstrøm. Under skiftet mellem højog lavvande blev leret bundfældet og draperede de interne skrå lag.

I løbet af et døgn er der typisk to højvander og to lavvander, men strømmen er kraftigst under hvert andet høj- eller lavvande (figur 9-19). Det tynde sandlag, der adskiller lerdraperingerne, er således dannet under den mindst kraftige af de to høj- eller lavvander. Ændringerne i de interne skrå lags tykkelse og deres antal viser, at det enkelte krydslejrede lag er afsat under en månedlig tidevandscyklus. I profilet ved Galgeløkken kan man således tælle hele og halve dage og måneder i lag, der i dette tilfælde er næsten 200 millioner år gamle. Man undrede sig tidligere over, hvorfor der var så få gravegange i sedimentet, men da de enkelte lag er aflejret på ganske kort tid, har der simpelthen ikke været tid nok til, at en ny generation af gravende bunddyr har kunnet indvandre.

Tidevandslagene afbrydes her og der af meter-dybe, vaseformede erosionshuller, der er fyldt med sand og itubrudte lerlag (figur 9-20). Det er vandundvigelsesstrukturer, der blev dannet på havbunden, når porevandstrykket steg voldsomt, som det kan ske under kombineret springflod og storm. Porevandet, der var spærret inde under et tæt lerlag, undveg nærmest eksplosivt og banede sig vej til overfladen, samtidig med at der blev dannet et erosionshul, som blev fyldt med kviksand.

Efter aflejring af Rønne Formationen fortsatte den overordnede stigning af havspejlet. Rønne Formationens lag, der var aflejret i floder, flodsletter, søer og tidevandsområder langs kysten, overlejredes således af Hasle Formationens fine havsand og ler. Kystens beliggenhed var styret af Rønne Forkastningen, der løb parallelt med Bornholms vestkyst et par kilometer inde i landet.

Hasle Formationen kan studeres i lave kystklinter syd for Hasle samt ved Korsodde og Sose Odde (figur 9-21). Den har tidligere været blottet ved Stampe Å og i gamle lergrave i Rønne by. Formationens sandsten har typisk hvælvede krydslejringer, der er dannet af stormbølger på 5-10 m’s vanddybde. Strukturerne er markerede af konkave erosionsflader, der overlejres af grus og sand med hvælvet krydslejring. En rig fauna af ammonitter, muslinger, snegle og søtænder er fundet i formationen. Gruslagene i klinten syd for Hasle indeholder ofte mørkfarvede sten, som ved nærmere eftersyn viser sig at være tænder og knoglefragmenter fra fisk, svaneøgler og andre krybdyr (figur 9-22). Ammonitfaunaen, der især er fundet i lergravene i Rønne, er meget rig og velbevaret (figur 9-23).

I slutningen af Tidlig Jura begyndte det relative havspejl igen at falde, og aflejringerne blev mere sandede. Denne udvikling er særlig godt illustreret på Bornholm, hvor Hasle Formationens åbent marine, finkornede stormsand blev afløst af vekslende lag af sand, ler og kul med rodhorisonter aflejret i et vådt flodslettemiljø med lave søer, sumpe og små deltaer. Indimellem findes vekslende tynde lag af ler og sand med gravegangene Diplocraterion, Planolites og Teichichnus, aflejret i laguner. Der findes også tykkere sandlag med hvælvet krydslejring og gravegangene Planolites og Teichichnus, der er aflejret på strandplanet ud for kysten. Denne stærkt varierende lagserie, der blev aflejret i den kystnære zone, tilhører Sorthat Formationen.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Tidlig Jura.

• Forrige afsnit er Jura
• Næste afsnit er Midt Jura