FIGUR 3-39. Arbuskler (træagtigt forgrenede hyfer) af en A-mykorrhizasvamp i rodceller.

.

Symbiose er samliv mellem to organismer, hvor begge parter drager fordel af samlivet.

Plante-svamp-symbiose

En meget udbredt form for symbiose er mykorrhiza eller svamprod, som er et partnerskab mellem en højere plante og en svamp.

Hos de urteagtige planter dominerer en form for endomykorrhiza, den såkaldte A-mykorrhiza, som normalt ikke kan ses med det blotte øje. De svampe, der indgår i A-mykorrhiza, er såkaldte koblingssvampe. Deres hyfer gennemvokser jorden og er med deres relativt set meget store overflade effektive til at optage næringsstoffer, især fosfor, som er meget fast bundet i jorden. Næringsstofferne transporteres til værtsplanten, der til gengæld forsyner svampen med energi i form af organiske forbindelser. Udvekslingen af stoffer foregår inde i værtsplantens celler, som svampehyferne vokser ind i (figur 3-39). A-mykorrhiza findes hos næsten alle urteagtige planter på nær korsblomstfamilien, og endvidere hos en del vedplanter, bl.a. hos tjørn, ask og ær.

Hos planter, der hører til lyngfamilien, findes der en anden form for endomykorrhiza, som omtales nærmere i kapitlet Lynghederne, se Præsentation og de følgende afsnit. En tredje type, den såkaldte ektomykorrhiza, forekommer næsten udelukkende hos vore skovtræer og er derfor omtalt i bindet om skoven.

Plante-bakterie-symbiose

De grønne planter kan få adgang til luftens kvælstof gennem en symbiose med bakterier, hvor planten forsyner bakterierne med energi, og bakterierne forsyner planten med kvælstof, som de optager (fikserer) fra luften. Denne form for symbiose er et vigtigt led i kvælstofkredsløbet og især af stor betydning i primære successioner.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks

Figur 3-40 (a). Rod af gul lupin med knolde, som indeholder kvælstofbindende bakterier.

.

FIGUR 3-40 (b). Primær succession i en grusgrav i Hedeland ved Roskilde, hvor ærteblomstrede er rigt repræsenteret i vegetationen på grund af deres evne til at binde atmosfærens kvælstof: almindelig kællingetand, alsike-kløver, hvid-kløver, muse-vikke og humle-sneglebælg.

.

FIGUR 3-41. Myrer (Formica pratensis) passer bladlus (Aphis acetosae) på dusksyre.

.
Figur 3-40. Primær succession i en grusgrav i Hedeland ved Roskilde, hvor ærteblomstrede er rigt repræsenteret i vegetationen på grund af deres evne til at binde atmosfærens kvælstof: almindelig kællingetand, alsike-kløver, hvid-kløver, muse-vikke og humle-sneglebælg. Foto: P. Vestergaard. Indsat: rod af gul lupin med knolde, som indeholder kvælstofbindende bakterier. Fra Abrahamsen, Böcher og Larsen, 1967.

Afsnit fortsætter her.

Uden den biologiske kvælstoffiksering ville kvælstoftilførslen til økosystemerne under naturlige forhold begrænse sig til de forsvindende små mængder nitrat, som dannes i atmosfæren under tordenvejr (i vore dage sker der dog en ganske betydelig tilførsel af kvælstofforbindelser med luftforureningen fra bilmotorer og fabriksanlæg og med ammoniak fra husdyrproduktion, se Gødskningsmidler). Under vore himmelstrøg findes symbiose med kvælstoffikserende mikroorganismer hos rødel, havtorn og arter af ærteblomstfamilien.

Planter med kvælstofbindende bakterier har en fordel frem for andre planter på voksesteder, hvor mængden af tilgængeligt kvælstof i jorden er lille. Der er således ofte forholdsvis mange ærteblomstrede på råjord i nye grusgrave (figur 3-40). Kvælstofbinding finder også sted hos cyanobakterier (blågrønalger) i symbiose med laver og hos bakterier og fritlevende cyanobakterier.

Plante-dyr-symbiose

En meget vigtig form for symbiose er samspillet mellem blomsterplanter og insekter, f.eks. bier, sommerfugle og fluer. Insekterne får nektar og pollen som føde. Til gengæld bestøver insekterne planterne, når de flyver fra blomst til blomst. Der er udviklet talrige tilpasninger mellem blomster og insekter, der sikrer, at en plantes pollen overføres til andre planter af samme art på det rigtige udviklingstrin (figur 3-42).

Dyr-dyr-symbiose

FIGUR 3-42. Gravehvepsen Argogorytes mystaceus på flueblomst, en orkidé. Flueblomstens blomst ligner gravehvepsens hun, og blomstens duft er identisk med det duftstof (feromon), som hunnen tiltrækker hannen med. På den måde snyder flueblomsten gravehvepsehannen til at „parre sig“ med blomsten, hvorved orkidéens støvkøller bliver klæbet til hvepsens hoved.

.

Det bedst kendte eksempel på symbiose mellem to landlevende dyrearter er samlivet mellem myrer og bladlus (figur 3-41). Det findes i forskellige udgaver. Myrerne udnytter bladlusenes hon ningdug som næring og kan fremme bladlusenes produktion af honningdug ved at berøre deres bagkrop med antennerne. Bladlusene opnår til gengæld, at de aggressive myrer beskytter dem mod eventuelle fjender.

Normalt udnytter myrerne bladlusekolonier, hvor de nu findes på planterne, men de kan også flytte bladlusene til andre og måske bedre steder på planten. Den gule engmyre, Lasius flavus, er afhængig af arter af bladlus, der suger på rødder. Fra myretuerne går underjordiske gange ud til kolonier af disse rodlus. De gule engmyrer kan flytte rodlus til rødder nær tuen, og lusenes vinteræg bringes ind til tuen, hvor de bliver passet under optimale temperatur- og fugtighedsforhold (læs mere om den gule engmyre).

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Symbiose.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig