De tidligste skriftlige vidnesbyrd om skovens historie stammer fra Middelalderen. 1200-tallets landskabslove udstikker detaljerede regler for skovenes brug, og hundredvis af skøder og aktstykker dokumenterer, hvem der ejede dem. For at fortolke disse kilder er det imidlertid vigtigt at gøre sig klart, at datidens forståelse af begrebet “skov” ikke nødvendigvis var den samme som vores (se Den internationale definition på skov). I praksis dækkede betegnelsen alle arealer, hvor der fandtes træer, uanset hvor mange, store eller spredte disse var. Så skoven, i denne betydning, havde mange landskabelige fremtrædelsesformer: Fra enkeltstående træer mellem markernes ager- og engstriber over lave, tætte krat og dyrehaveagtige græsningslandskaber med spredte, storkronede træer til storskove med så stor rigelighed på træer, at end ikke græsning med altædende geder truede deres eksistens.
Ejendomsret og brugsret
Til skovens landskabelige variationer svarede nogle mindst lige så komplekse ejendoms- og brugsrettigheder. Vidtstrakte skovområder som Hornsved omkring det nuværende Jægerspris eller Stensved ved Vordingborg henlå endnu i Senmiddelalderen som såkaldte almindinger. Her havde alle i begyndelsen retten til skovens ressourcer. Man må derfor formode, at sådanne almindingskove var udsat for overforbrug og forhuggelser, og i løbet af Middelalderen blev brugsretten da også typisk begrænset til de omliggende byer. De var til gengæld fælles om både græsning og træhugst i en grad, så det ikke var muligt at udpege, hvilke dele af almindingen som hørte til hvilken by.
I løbet af 1400-tallet blev de fleste mindre skovområder til gengæld ejendomsretligt knyttet til bestemte hovedgårde, landsbyer eller enkeltgårde. Det skete typisk ved en såkaldt skelgang, hvor udvalgte synsmænd for det lokale ting skridtede grænsen af, mens de markerede særlig iøjnefaldende sten eller træer som grænsetegn. For træernes vedkommende skete det ved, at der blev hugget en blis i deres bark. Og efterfølgende blev det i et såkaldt tingsvidne noteret, hvilke mærker der markerede grænsen.
Til landsbyens interne fællesskab lagde sig det mellem herremand og fæstebonde. Det er omstridt, hvor mange selvejerbønder der egentlig fandtes i Højmiddelalderens Danmark, men langt de fleste bønder var senest ved 1500-tallets midte underlagt en herremand som fæstere. Det betød formelt, at bonden ikke selv ejede sin jord, men drev den mod betaling af en række årlige afgifter til herremanden.
Selv i de tilfælde, hvor en skov var tilknyttet en enkelt gård, havde den altså i virkeligheden mindst to ejere: bonden og hans herre. Og i takt med at især større træer blev en sparsom ressource, fik denne delte ejendomsret stigende betydning. Herremandsstanden tiltog sig simpelthen retten til de store træer, kaldet overskoven, mens fæstegårdmændene fortsat frit kunne udnytte kratvækst og unge træer, underskoven.
Den brugsretlige sammenknytning af skov og bebyggelse, som fandt sted i Senmiddelalderen, var langtfra tilstrækkelig til at sikre en entydig ejendomsret til skovens træer. For i de mange tilfælde, hvor skoven ikke tilhørte en enkelt ejer, men en hel landsby, fortsatte den fælles brugsret blandt landsbyens beboere, som intet incitament havde til at spare. I takt med at først store tømmertræer og senere også almindelige brændselstræer i 1500-tallet blev færre, påbød staten derfor ved lovgivning, at der ikke måtte hugges i sådanne fælles skove, før en fordeling af de store træer mellem disses ejere havde fundet sted. Generelt synes denne udparcellering eller udskiftning af overskoven at være afsluttet ved begyndelsen af 1600-tallet.
Distinktionen mellem overskov og underskov, som egentlig havde til formål at beskytte skoven, fik under den delte ejendomsret den stik modsatte konsekvens. Hvis nemlig ikke bønderne holdt deres underskov nede, ville den bogstavelig talt vokse dem af hænde, så når herremændene først havde hugget overskoven, blev den overalt erstattet af tæt, lav træ- og buskvegetation med enkelte spredte overstandere.
Det var imidlertid ikke kun den naturlige landskabelige variation og ejendomsrettens udøvelse, som satte sit præg på skoven. Også den lokalt varierende, håndgribelige udnyttelse af træerne var med til at forme skoven, hvad enten de blev anvendt som energikilde, byggemateriale eller foderressource.
Energi
Uanset forskelle i træarternes brændværdi har man gennem historien været henvist til at udnytte det brændselstræ, som man nu engang havde til rådighed lokalt. Fra overskoven var der primært tale om bøg, mens underskoven antagelig har leveret brænde fra eksempelvis el og hassel.
På grund af overskovens generelle tilbagegang siden Middelalderen blev dens brænde tidligt rationeret. Den almindelige landbefolkning skulle ansøge herremanden om lov til at hugge store træer til brænde, og i hvert fald på krongodset var det normen, at hver gård fik bevilget (udvist) ca. 1,5 rummeter overskovsbrænde om året. Resten måtte man skaffe fra underskoven, fra skovbunden som sankebrænde eller fra alternative energilagre såsom tørv og lyng. Ved brændeudvisning fra overskoven lagde skovens betjente altid vægt på, at udgåede træer, vindfælder og nedfaldne grene skulle tages før sunde træer, og det må derfor antages, at skovbunden almindeligvis var som støvsuget for dødt ved.
De oprindeligt åbne ildsteder var meget lidt effektive med hensyn til udnyttelse af brændets varmeenergi, og en betydelig del gik tabt op igennem skorstenen. Men fra 1700-tallet vandt lukkede jernkakkelovne større udbredelse, og de repræsenterede fra et energisynspunkt en væsentlig effektivisering af husholdningernes varmeforbrug, som kunne bidrage til at reducere forbruget i en tid, da også den indenlandske brændselsproduktion under ét må antages at have været for kraftigt nedadgående.
Det var imidlertid langtfra kun de almindelige bondefamilier, der udnyttede træets brændværdi. Kongehusets og godsejerstandens storhusholdninger havde ofte et monstrøst overforbrug. F.eks. brugte dronning Sophie Amalie i sidste halvdel af 1600-tallet omtrent lige så meget brænde på sit enkesæde på Nykøbing Slot som hele Falsters øvrige befolkning tilsammen. Lys og varme var endnu på den tid statussymboler.
I Middelalderen fandt brændte teglsten stadig større anvendelse i både kirkeligt og verdsligt byggeri, og brændingen af såvel leret som den kalk, der skulle anvendes som mørtel, krævede meget energi. Oftest fandt brændingen sted lokalt, hvor man havde både ler og træ, mens kalken som regel måtte bringes til veje fra de større, naturlige forekomster omkring f.eks. Mariager Fjord eller Ystad.
Glas var endnu i 1500-tallet en luksusartikel, der både som vinduer og drikkeglas vidnede om status og rigdom. For at kunne producere glas krævedes foruden soda, kalk og kvartssand rigtig store mængder energi. Og derfor knytter de fleste danske glasfremstillingsvirksomheder sig da også til de store skovområder. I både Vendsyssel og Silkeborgskovene og på Djursland findes der således spor efter lokal glasfremstilling fra årtierne omkring 1600.
Før køleskab og kummefryser var salt en forudsætning for langtidsopbevaring af animalske madvarer. Det fremstilledes typisk ved inddampning af havvand, men hvor brændselsressourcerne ikke helt var til det, kunne i stedet opslemning og inddampning af saltholdig tangaske komme på tale. Resultatet blev såkaldt “sort salt”.
I dansk sammenhæng var især produktionsanlæggene for rigtigt ‘hvidt salt’ på de vidtstrakte strandenge på Østersøens sydkyst af stor betydning, indtil det såkaldte baj-salt fra Baie de Bourgneuf i Frankrig i 1600-tallet kom til at dominere hele det europæiske marked. Men også herhjemme fandtes der lokalt små saltsyderier, som var helt afhængige af de lokale brændselsressourcer. Det længst levende syderi fandtes på Læsø, hvor der i perioden fra omkr. 1150 til 1652 blev udvundet store mængder salt af såkaldt hypersalint grundvand (figur 3-14). Det var dog ikke saltsydningen, men svenskekrigene der ødelagde øens skove, som endnu rummede den ellers så godt som udryddede skov-fyr.
En sidste særlig stor brændselsforbruger var den jernudvinding, som siden Jernalderen havde fundet sted lokalt mange steder – især i Jylland. Udgangspunktet var den myremalm bestående af oxiderede jernforbindelser, som fandtes i sure jordtyper. For at kunne udvinde jernet af myremalmen skulle man bruge trækul, som ved forbrænding afgiver en højere varme end træ. Og lokalt kunne dette kul-jern-kompleks forårsage et betydeligt overforbrug af træ i forhold til skovens naturlige tilvækst. De fra historisk tid kendte jernfremstillingslokaliteter ligger derfor især i Det Midtjyske Søhøjland, hvor både de nødvendige råstoffer og energikilder var til stede. I takt med, at brændselsressourcerne gennem 1600-tallet svandt, ophørte jernfremstillingen dog.
Bygningstømmer
Fra Middelalderen og indtil 1800-tallet var anvendelsen af træ som tømmer så dominerende, at der var tale om en formelig træalder. Huse bestod mestendels af træ, og jo større krav der blev stillet til dettes størrelse og former, desto sværere havde danske skove generelt ved at kunne levere det. Den gradvise reduktion af skovenes areal og vedmasse, som ved siden af konverteringen fra overskov til underskov prægede tiden fra Middelalderen til 1800-tallet, gav sig således først til kende som en mangel på gode, store tømmertræer. Allerede da Kronen efter erhvervelsen af det gamle Johanniterkloster Antvorskov i 1580’erne satte sig for at indrette det til et ordentligt kongeslot, kunne de vidtstrakte skovområder mellem Slagelse og Sorø således ikke præstere det nødvendige tømmer.
Selv om kirker, klostre, herregårde og slotte allerede i Middelalderen fortrinsvis blev byg get af brændte teglsten, vandt dette materiale først almindelig udbredelse i løbet af 1800-tallet. Indtil da dominerede forskellige former for tømmerbygninger den almindelige landbebyggelse.
Hvor skoven var tæt og tømmertræerne mange, opførte man endnu i 1500-tallet såkaldte bulhuse, som helt igennem bestod af tømmer. For at imødegå det kolossale forbrug af tømmer, som disse konstruktioner førte med sig, blev bulhusbyggeri formelt forbudt i midten af 1500-tallet, og i stedet henvistes landbefolkningen til de forskellige former for bindingsværksbyggeri, der i forvejen dominerede mindre skovrige dele af landet. I bindingsværket var det kun de bærende stolper og vandrette bjælker, der var af tømmer, mens væggene bestod af fletværk og ler. For at undgå for hastig nedbrydning af husenes stolper blev det samtidig påbudt, at disse skulle anbringes på et fundament af såkaldte syldsten, der skærmede stolpeenderne mod det fugtige jordunderlag.
Som brændselstræer skulle også tømmeret til opførelse og vedligeholdelse af huse og gårde udvises af herremandens skovbetjente. Men det var jo langtfra alle egne af landet, der overhovedet havde skov. Og derfor var man tidligt afhængig af tømmerimport – fra indenlandske skovegne eller (i stigende grad) fra mere skovrige nabolande som Norge. Senest i 1700-tallet bestod tømmeret i mange danske bindingsværksbygninger således af norsk nåletræ, og langt størsteparten af de betydelige materialeressourcer, der medgik til udflytningen af mange gårde fra landsbyerne i forbindelse med landboreformerne omkring 1800, blev importeret.
Maritim anvendelse
Fordi træ er lettere end vand, har det helt tilbage i Oldtiden været anvendt til skibe. De ældste var simpelthen udhulede træstammer, men senere kom mangfoldige og stadig mere forfinede skibstyper til, og det var indtil 1600-tallet et generelt træk ved alt skibsbyggeri, at det foregik, hvor der var rigeligt med træ. Senmiddelalderens skibsværfter var således typisk midlertidigt placeret på kysten nær større skovområder. I kong Hans’ regeringstid omkring århundredskiftet 1500 var der f.eks. et midlertidigt værft på Slotø i Nakskov Fjord.
Det hævdes ofte, at 16-1700-tallets omfattende militære og civile skibsbyggeri var en kraftigt medvirkende faktor bag skovens tilbagegang, men det er nu nok en sandhed med modifikationer. Dels var træforbruget ikke helt så voldsomt som forudsat, fordi udnyttelsesgraden generelt var højere og skibenes levealder længere end normalt antaget. Og dels blev dansk skibsbyggeri tidligt baseret på importeret udenlandsk tømmer, således at det kun påvirkede lokale skove marginalt.
Foruden skibstømmer leverede skovene også i en vis udstrækning andre materialer til skibsfarten. Tjære og beg til beskyttelse af tovværk og tømmer mod vind og vejr blev fremstillet ved brænding af harpiksholdigt fyrretræ, men eftersom skov-fyrren stort set var udryddet fra dansk område i historisk tid, var man henvist til at importere fra de nordeuropæiske tjærecentre i Sverige og Finland.
Anden anvendelse af træ
Det var ikke kun gennem sit maritime forbrug, at militæret satte sit præg på skoven. Også landmilitære operationer krævede betydelige mængder af brændsel og tømmer (til fæstningsværker). Dertil kom, at såvel flåde som hær havde brug for salpeter til fremstilling af krudt, og det kunne udvindes af løvtræaske. Der kendes fra Christian IV’s regeringstid hele fjorten salpeterværker spredt i alle landets skovrige egne.
Alt dette betød, at det i eftertiden har været taget for givet, at fjendtlige tropper på deres plyndringsfærd systematisk ødelagde den strategiske ressource, som skoven var. Det er da også ubestrideligt, at skove blev lagt øde i forbindelse med 1600-tallets talrige krige på dansk grund. F.eks. blev Erritsø Bondeskov efter Torstensonkrigen i 1645 beskrevet som “ned mod stranden forhugget og dog andre steder tynd og nogenledes ved magt”. Men intet tyder på, at fjendtlige tropper virkede mere destruktivt end den store, konstante efterspørgsel efter træ fra landets egen militarisering.
En sidste eksempel på specialiseret brug af skovens træer drejer sig om egetræernes bark. Den indeholder nemlig ret høje koncentrationer af garvesyre, og den var derfor tidligt efterspurgt til garvning af lædervarer og “barkning” af sejl (figur 3-16). Problemet er imidlertid, at barken kan være særdeles vanskelig at flå af træet, når det først er fældet. Derfor blev egene traditionelt afbarket stående, når barken var løs i slutningen af maj for først dernæst at blive fældet. Bark af lindetræer blev brugt til fremstilling af bastreb (boks 16-3 i Historie og udbredelse).
Uden for dyrkningssæsonen henlå så godt som hele landsbymarken som græsningsjord for husdyrene, men når dele af marken om efteråret blev besået med vintersæd, var det vigtigt at kunne holde dyr for sig og planteavl for sig. Og til det formål behøvede man hegn, dvs. hegnsmateriale eller gærdsel, som det også kaldes.
I skovrige egne, hvor man ikke bekymrede sig så stærkt om træforbruget, bestod disse hegn undertiden blot af to rækker af nedrammede pæle, hvorimellem kvas og grene var bundtet hulter til bulter. Men med tiden anvendtes oftere smalle, flettede hegn, hvor et stort antal ensartede grene blev flettet ind mellem pæle på en enkelt række. Dette hegningsmateriale kom dels fra den stævnede underskov og dels fra egentlige gærdsels- eller stævningsskove. Men med tiden knyttedes hegnsformen typisk sammen med plantningen af pil eller indførte poppelarter i de skel, der skulle hegnes. Derved skete gærdselsproduktionen på det sted, hvor produktet skulle anvendes, og 6-7 år mellem hver stævning (eller “styning” som det ofte kaldes med hegnstræer) passede generelt fint til hegnets levetid.
Nu var det imidlertid ikke alle steder, at man havde nok underskov eller mulighed for at dyrke tilstrækkelig med hegnstræer til, at man kunne opføre hegn, hvor man ønskede at holde husdyr ude eller inde. I Midt- og Vestjylland, hvor træerne var få, klarede man sig således i stedet med tøjring eller hjorddrenge til at passe på kreaturerne.
Skovarealets anvendelse til græsning
Som relativ ekstensivt udnyttede landskaber spillede mange skovbevoksede arealer en betydelig rolle for kreaturgræsningen. Langt de fleste træer blev derfor i kortere eller længere perioder udsat for flokke af fritgående heste, køer, får og svin (figur 3-17).
Den sammenfaldende brug af skovlandskabet til træproduktion og husdyrgræsning var ikke uden problemer. Mens køer fortrinsvis æder skovbundens græs- og urtedække, går heste og geder gerne efter træernes blade og kviste, og bidskader må have været et helt almindeligt fænomen og antagelig medvirkende til, at der øjensynlig fandtes mange stående, døde træer. Og dyrenes tråd omkring træernes baser kunne sammen med gnidning fremkalde betydelige skader på rødder og bark. Skadernes omfang beroede dog i sagens natur helt på tætheden af dyr. Nogle skove fremtrådte antagelig som det, der med en moderne betegnelse kaldes græsningsskove; dvs. skove bestående af spredte, gamle træer med afbidte grene så højt, som dyrene kunne nå. Men andre skove vedblev at være tætte trods græsningstrykket, og i skovene omkring Rye ved Silkeborg fik bønderne endog i 1600-tallet ekstraordinært lov til at holde geder, der var kendt som de mest destruktive husdyr overhovedet, fordi skoven var så tæt.
En særlig foderressource, der entydigt var knyttet til forekomsten af skov, var træernes frugter agern, bog og hasselnødder, der tilsammen kaldes olden. Fordi frugterne kom fra overskoven, var deres brug reguleret af herremændene, som hvert år vurderede, hvor mange svin der med rimelighed kunne opfedes på den aktuelle frugtsætning (figur 3-18). Bønderne fik herefter dette (eller ikke sjældent et betydelig højere) antal svin brændemærket, hvorefter de i efteråret blev sluppet løs i skoven, hvor de gik frit indtil juleslagtningen.
Afsnittet fortsætter efter boksen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.