For omkring 14.700 år siden steg den gennemsnitlige temperatur kraftigt. Denne stigning markerede begyndelsen af en kort varmperiode, Bølling, der varede ca. 600-700 år (fra 14.700 til 14.050 år før nu). Ændringen i temperatur fra kuldeperioden Ældste Dryas til den varme Bølling tog blot nogle få årtier.
Bølling er opkaldt efter den nu udtørrede Bølling Sø nær Engesvang i Midtjylland. Lokaliteten blev først beskrevet af Johs. Iversen i 1942. Ved nye undersøgelser er der fundet lag på alder med Bølling, men de lag, som Iversen præsenterede, går muligvis kun tilbage til og med Allerød, det vil sige at de kun er ca. 13.900 år gamle.
Foruden Bølling Sø findes søaflejringer fra Bølling kun få steder i Danmark, f.eks. ved Tøvelde på Møn og store Åmose i Vestsjælland. Et af de mere interessante fund blev gjort ved Slotseng i Sønderjylland (figur 14-6). Her er der Bølling-aflejringer fra en større og en mindre, nærved liggende sø. Ved en prøveboring gennem den lille søs aflejringer ramte man ned i en rensdyrtak. Ved en efterfølgende udgravning fandt man velbevarede knogler af mindst ti rensdyr, alle med spor efter skæreredskaber. Der blev også fundet en rensdyrhalshvirvel med en flintpil (figur 14-7) i samt en del fugle- og fiskeknogler. Man daterede knoglerne til at være ca. 14.200 år gamle. Der blev fundet talrige flintredskaber som pilespidser, skrabere og syle i det højereliggende terræn omkring Slotsengsøerne.
Her fandt arkæologen Jørgen Holm et afgørende bevis for, at stenalderjægere fra den såkaldte Hamburgkultur og den lidt yngre Federmesserkultur havde været på rensdyrjagt i det danske område. Jægerne havde skåret det mest massive af takkerne fra til redskaber og kastet resten ud i søen. Fra samme periode er der fundet spor af rensdyr i mudderet langs søbredden (figur 14-5). Takkernes udviklingsstadium fortæller, at dyrene må være blevet dræbt i perioden september-december. Det er de første helt sikre spor af mennesker i Danmark.
Med rensdyret fulgte dets fjender: ulv og menneske. Jærven er først fundet i lag fra Allerød. Fjeldræv og dens bytte snehare hørte også til de tidlige indvandrere, der kom efter at Bøllings varme var sat ind. I Vendsyssel er der fundet en kæbe af isbjørn, rester af ringsæl, blåhval, finhval og grønlandshval, der levede i det kolde Yngre Yoldia Hav.
I afsnittet Hovedfremstødet – Nordøstisen blev dette arktiske ishav i den nordlige del af det danske område introduceret. Det oversvømmede området for omkring 18.000 år siden, men efterhånden, som landet hævede sig efter at have været nedpresset af gletsjere, faldt det relative havniveau gradvist. I Bølling var kun det nordligste Vendsyssel og det østlige Kattegat havdækket (figur 14-9). Denne seneste fase af det senglaciale hav kaldes Zirphaea Havet efter muslingen Zirphaea crispata.
Landjorden hævede sig stadig, og til slut blev også Zirphaea Havet fortrængt fra det danske område. Under hævningen af landjorden kunne den globale havspejlsstigning ikke følge med, og kystlinjen rykkede længere og længere ud i havet. Hen over de nye landområder blev der derfor aflejret lag af strandsand. I Vendsyssel kan man i dag finde strandsandet, der kaldes Øvre Saxicava Sand, langs Skeen Møllebæk syd for Hirtshals og i Lønstrup Klint. Ved Skeen Møllebæk er der desuden fundet en meget artsrig fauna af snegle og muslinger (figur 14-10).
Tørlægningen af Vendsysselområdet skete i slutningen af Bølling for ca. 14.000 år siden. Havet var begrænset til det nuværende Skagerrak og det nordligste Kattegat, og kun den nuværende Skagens Odde var havdækket.
Gletsjerens rand var efterhånden smeltet så langt tilbage, at den lå i Sydsverige. Det betød, at det danske landområde var dækket af en lys, kalkrig jordbund med spredte tuer af urter, græs og småbuske (figur 14-8). Det store kalkindhold skyldtes de kalkrige gletsjeraflejringer. Kalken stammede fra undergrundens kalk og mergel, der blev eroderet af de fremrykkende gletsjere. Der var endnu ikke plante- og trævækst nok til, at der kunne dannes et egentligt, næringsrigt muldlag.
I starten af perioden skete der en stigning i mængden af bynke, og senere blev der dannet krat af havtorn, enebær og dværgpil (figur 14-3).
I løbet af Bølling kom de første træer, f.eks. træbirk og røn. Den første åbne skov voksede i de varmere og mere beskyttede områder lige syd for Danmark, mens vegetationen mod nord var mere tundralignende. Den nye vegetation gav også mulighed for indvandring af insekter. Da de er meget følsomme over for specielt sommertemperaturer, er disse insekter velegnede til at bestemme et givet områdes temperatur.
Den sparsomme plantevækst kunne ikke holde på jorden under regnskyl, så både sand, ler og plantedele blev skyllet ud i søerne og lagde sig på søbunden. I perioder, hvor søernes vand blev opvarmet, bredte alger og vandplanter sig.
Nogle af søerne blev dannet i de lavninger, der var blevet til ved, at store klumper af den bortsmeltede gletsjer var afsnøret og blevet til dødis, der derefter sank ned i den bløde bund. Når isklumperne smeltede, efterlod de en lavning, som kunne fyldes med vand, når grundvandsspejlet steg (kapitlet Nutidens landskab). Det gælder f.eks. Slotsengsøerne, der blev til lige inden begyndelsen af Bølling. I store dele af det nordlige og østlige Danmark lå der stadig dødis, som var delvist dækket af jord.
Søerne blev langsomt fyldt med en blanding af omlejrede gletsjersedimenter, smeltevandsaflejringer og de organiske sedimenter, der var dannet i Bøllings varme klima. Denne sammenblanding betyder, at bestemmelsen af klimaforbedringen i Bølling-lagene er vanskelig. Et godt eksempel er Tøvelde-søen på Møn, hvor man først for alvor kan se tegn på den senglaciale klimaforbedring i den næste varmeperiode, Allerød.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.